Fotos: Mathias Kristensen (Pili Pili Girls) & Daniel Nielsen / frozenpanda.com (Iceage) & Peter Troest / Roskilde Festival (Smertegrænsens Toldere)
Nogle gange har også en rockdinosaur lov at være heldig. Kan man identificere sig med dét prædikat, husker man måske blandt andet 2014, hvor shoegazemastodonterne Slowdive blev en legendarisk natlig erstatning for elektrofunkduoen Chromeo. I en, for nogle, ligeså kærkommen udskiftning, kunne Roskilde Festival 2026 kort tid før festivalen åbnede dørene annoncere en efterhånden gammel ven på plakaten: »Iceage erstatter r’n’b hitmageren Bia«. Ja tak.
Hvad der måske så ud til at blive et lidt fattig onsdagsprogram udi de mindre metalcore, mere eksperimentelle afarter af tråd, kunne nu med de danske istidshelte pludselig potentielt se ganske tillokkende ud.
På en efterhånden overskyet, men grundvarm eftermiddag, så tilføjelsen da også ud til at have haft den ønskede effekt: plænen foran Eos var godt fyldt op af fans i alle aldersgrupper, at dømme efter både den boppende publikumsfront foran scenen og den mere afmålte, gråstænkte midte og ydre. Og sådan blev de fleste faktisk mere eller mindre stående under hele koncerten, nagelfast bundet af Rønnenfelt og hans helt igennem velspillende skare, som efterhånden næppe behøver introduktion. Har man alligevel brug for en påmindelse, så turnerer danske medier gerne med det faktum, at Iceage er en sand eksportsucces, også – men ikke kun – grundet forsanger Elias Rønnenfelts unikke sexappeal.
Til tonerne af intronummeret “Ember” fra deres seneste og roste udgivelse For Love of Grace & the Hereafter (2026), fik vi et herligt første skud af bandets særegne sammensurium af jangle-rock-gallop og rablende, mørk poesi (»I love you in an ominous way/ are you willing to pay«, som Rønnenfelt råt bedyrede med sine sovekammerøjne). Desværre var lyden ret lav i starten af koncerten, så der gik lidt tid før de bagerste rækker kunne tune sig ind på, at det ikke bare så godt ud med de fem gotiske præstesønner, men faktisk også lød godt.
På “Match Head Girl” var lydteknikeren næsten med igen, og garagerocknummeret – der for denne lytter bringer nogle sære Franz Ferdinand-konnotationer (undskyld, men 00’erne er vel in igen) – gav nu publikum ordentlig mulighed for at rocke med. “The Weak” blev spillet med al den traditionelle punkenergi, som indspilningen også rummer, og det var en kærkommen energisk forløsning – også da Rønnenfelt trak sin blokfløjte frem.
Efter de første 4-5 numre stod det klart, at Iceage havde valgt at spille fra A-Z af For Love of Grace & the Hereafter – et modigt træk, kunne man tilføje. Ganske rigtigt, efter sidstenummeret på pladen, “True Blue”, meddelte Rønnenfelt med et tak, at dette var den fulde plade vi altså fik – så kunne selv denne anmelder, der ikke er Danmarks nummer ét i Iceage, også følge med.
Der var ikke en finger at sætte på bandets virkeligt stramme spil, til trods for deres – som altid – ihærdige æstetiske forsøg på at fremmane mere nonchalante, skramlede billeder. Med en krykke-tynget, og derfor siddende, guitarist i Casper Morilla, i ledtog med særligt Dan Kjær Nielsens hårdtoptrukne trommer, var der fuldt fyr næsten hele vejen igennem.
Dog kan man jo godt få en lidt fossileret fornemmelse af længsel mod de gode gamle countrydage på eksempelvis Plowing into the Field of Love (2014). Årets udgivelse er klart mere at finde i garagens skramlen, og det holder i min optik lidt mindre til at blive systematisk udbasuneret fra en scene på den måde, de valgte at gøre denne aften. Det var i hvert fald ikke uden en vis form for ensformighed i udtrykket under koncertens første del. Men det bevidst uengagerede passer selvfølgelig lige ned i istidsforet.
Publikum kunne uanset sagtens finde deres fødder under den kontinuerlige parade af bangers som “Salve for Every Sore”, “Star” og “Lifetime”, fyldt med infernalsk tempo. Det gjaldt særligt de helt unge, som tilsyneladende var mødt talstærkt op (rocken lever!). Og med fire encores som blandt andet talte “The Lord’s Favourite” (fra Plowing into the Field of Love) og “Painkiller” (fra Beyondless), blev det alt i alt til en ret ideel rockkoncert på en hed første festivaleftermiddag.
Som anmelder kan man somme tider godt være lidt på udebane, så bær dette in mente, kære hardcorelæsere. Trods manglende kompetence for lytning af rock med meget skarpe kanter, fandt jeg kort tid senere mig selv under Faunas varme dug, ramt af noget af en Aarhus-tromle. Hvad gør en rookie så? Stikker ørepropperne så langt ind som muligt og føler sig frem med hænderne.
Jeg tror apropos aldrig, jeg har klappet så meget til en koncert før, som jeg gjorde til Smertegrænsens Toldere ud på den gryende onsdag aften. Ikke fordi det var den bedste koncert nogensinde. Det kan jeg af gode grunde ikke bedømme, jævnfør det nævnte manglende kendskab til genren. Snarere var det fordi, bandet simpelthen præsterede at spille godt og vel 40 sange (eller flere end jeg kunne tælle) på de små 30 minutter, koncerten varede. Altså rigeligt med intervaller til at slå hænderne sammen.
Bandet med det glimrende navn dækker over en sand institution i dansk punk og hardcore. Ikke mindst på grund af deres legendariske, energiske (og korte) sceneshows, men også i kraft af deres kuratering af et af dansk hardcores årlige højdepunkter, Toldermania, hvor bands fra hele scenen inviteres ind til en kæmpe dynamisk smadderfest.
Bandets erfaring skinnede da også igennem på Fauna, og der var fuld, stram kontrol over den bidske guitar og maximalistiske trommeslagtning. Jeg må tilstå, at jeg (formentlig som de fleste ikke-kendere af bandet) ikke fangede en eneste bid tekst, der blev skrålet ud mod os af forsangerens stærke hals. Med sangtitler som “Blod, sved og sæd” og “Ligner lort” kunne man måske også argumentere for, at mening alligevel er tabt. Det eneste jeg tror, de fleste af os fangede var, ifølge koncertens åbningsseance, at Gnags gerne ville have spillet på Orange Scene (… man skulle nok have været der).
Tolderne fremstod i det hele taget som værende i fuld kontrol over de trofaste fremmødte, og det skyldtes nok ikke mindst den opmærksomhed de naturligt formåede at fastholde ved de konstante skift i numre og dermed intensitet.
Nogen eksalterende og inspirerede musikalsk oplevelse var det nu ikke, og det skyldtes nok især den mudrede fornemmelse af, at alle numre flød sammen og var svært adskillelige – og ikke på den fede, hypnotiserende måde. Men det kan næppe være forventningen til et band, der først og fremmest går til den lydmæssige smertegrænse – og var det absolut heller ikke for denne skribent. Til gengæld var det en spændende showcase i, hvordan man som band holder dampen oppe med et sæt bestående af ultrakorte numre. Og dét lykkedes de meget godt med.
Efter en længere intermezzo, hvor jeg blandt andet mødte en hare på vej ned til mit telt, og forundret konstaterede at Robert Smith på 68 år stadig lyder som sit unge selv, var jeg nede på Platform. Med scenens udsathed i festival-landskabet taget i betragtning, og sammenfaldet med englændernes igangværende hitparade, bad jeg til, at The Cure holdt sig på under tre timer. Festivalen er, trods overordnet imponerende planlægning, fuld af eksempler på sammenfaldende koncerter, der måske ikke burde være sammenfaldende i forhold til scenernes indbyrdes afstand.
Jeg havde dog undervurderet den firkantede Platform på ét afgørende punkt: nemlig dets ret geniale sammenlukkede interiør, der muliggør en klub-agtig fornemmelse, hvis man er heldig nok til at komme ind under konstruktionen. Man er altså omsluttet af lyd fra fire sider. Tanzanianske Pili Pili Girls, som gik på 00:45, havde altså tilsyneladende ikke problemer med indtrængende englændere. Og dog lød det efter første nummer: »Can you make it louder?«. Og det blev markant højere, til de straks-dansende fremmødtes fryd.
Koncerten var kendetegnet ved konstante, kontante og velintentionerede formaninger fra de fire kvinder, ofte i munden på hinanden. »Can you dance? Dance!«, »Go to the left«, »Go to the right«, »Get down«. Og min favorit: op med håret, hvis du har noget.
Hvis navnet Pili Pili Girls ikke siger dig noget, så skyldes det nok, at de er et nyt skud på det hypede Nyege-Nyege pladeselskabs robuste afrostamme. Nattens koncert, eller skulle vi sige dansefest, var da også intet mindre end gruppens første i Europa. Gruppen opererer indenfor en lyd, der udspringer af den tanzanianske singeli-genre, som måske kan beskrives som en lettere psykedelisk form for electrodance. Eller som en anden på redaktionen meget sigende bemærkede om koncerten: »en feberdrøm«.
Fra start til slut blev vi revet rundt af hvad der lød som et rasleinstrument på speed, kombineret med tung, vibrerende bas og kvindernes konstante call-and-response. På meget kreativ og sømløs vis fik de hæftet både gladiatorkamp-elementer (»dig dér! Kom op og dans, nu!«) og børnesange (»A-B-C-D…«) ind i arrangementet, så det virkede som en mærkelig, hed leg at befinde sig inde i den neonoplyste firkant.
Som et perfekt billede på denne udsyrede børnehave, stod der, hvad jeg antog måtte være en skare af maskotter med dem på og omkring scenen. Heriblandt flere med tanzanianske landsholdstrøjer holdt oppe foran sig, og to godartede monstre i udsøgte genbrugskostumer bestående fra top til tå af ølkapsler og plastikflasker – det var ren Muzzy in Gondoland, men også ren Roskilde Festival. Man skulle tro, Pili Pili Girls kendte os, for den konstante formaning lød fra scenen: »We wanna party!«.
