Skribent - Anders Mortensen

[Anders Mortensen, Martin Thimes og Lasse Dahl Langbak]Beirut, 14:30, Astoria Navnet smager af Mellemøsten, musikken af Balkan og titlen på pladen, der udkom sidste år, ville have været velvalgt til en indspilning med sovjetisk militærmusik. Manden bag Beirut, Zach Condon, er dog bare en nu 21-årig amerikaner, der har været på en jordomrejse, som har sat sit tydelige præg på pladen Gulag Orkestar. Syv andre musikere var med på scenen for at assistere Condon med alle de instrumenter, der skulle trakteres for at ramme lyden af Balkan. Blæsere, strygere, harmonikaer, ukuleler og diverse andre strengeinstrumenter blev hevet frem og skiftede hænder i løbet af koncerten. I front for det hele lå Condons vokal, som vibrerede sig småskævt gennem forførerisk drømmende sange og lystigt hoppende kompositioner, der rummede en snert af melankoli, men alligevel satte sig i benene på et mere og mere feststemt publikum. Zach Condon og hans medmusikanter henrykkede med blændende fremførelser af numre som koncertåbneren “Mount Wroclai (Idle Days)” og den fine “Postcard from Italy” samt det belgiske visit i form af en himmelstræbende coverversion af Jacques Brels “Le Moribond”, der blev introduceret på fransk med ordene »Je m’appelle Jacques Brel«. Det var Condon nu ikke mere, end at fortolkningen af det klassiske nummer lød som enhver anden Beirut-komposition. Efter en tre kvarters tid blev Beiruts balkan-influerede indiepop, der har en tendens til at befinde sig i den samme rille med stødende folkemusikalske rytmer, og Condons klagende vokal lidt trættende. Men alt i alt foldede Beiruts vemodige og klagende sange sig smukt ud inde i Astoria, der var tætpakket med glade ansigter. Takket være en ung, berejst amerikaner. (LDL) Karakter: Akron/Family med African Footprints, 16:30, Astoria Da Akron/Family kom på Roskilde-plakaten, var det nok de færreste, der troede, at bandet ville komme til at optræde med en trommetrup fra Ghana og deres dansere. Akron/Family – foto: Deborah Samantha Godt nok besidder Akron/Family på plade en afart af stammelignende rytmik, men de forsøger aldrig at holde sig fastbundet af rytmer i så høj grad, som det var tilfældet i sidste halvdel af deres koncert denne søndag. Det startede da også noget mere traditionelt ud. Med en massiv støjudladning af robuste vokaludbrud pakket ind i masser af guitarboogie slog orkestret en tone an, der fordrede lige opspærrede øjne og hurtige fodbevægelser. Hippiesyren flød frit i blodet på orkestret, der det ene øjeblik spillede komplet forskruet indierock og det næste tågede Animal Collective-lydende vokalbaseret rock med masser af effekter. Det hele bundet fornemt sammen af bassistens rene og klassiske vokal, der sammen med simpelt, men opfindsomt guitarspil fik koncerten til at føles som en legestue i Akron/Familys eget Ak Ak-univers. Og det blev meget bedre, da bandet præsenterede det over 10 mand store trommeensemble African Footprints, som vistnok spillede i et plasticbur uden for Astoria-scenen tidligere på eftermiddagen. Dirigeret af de fire drenge improviserede de sig igennem over en halv times set, hvor tribal dansekrautrock må være det tætteste man kan komme en beskrivelse. Og hvor alt fra human beatbox, fælles-YMCA-moves (Circle, Triangle, Square) og publikum med fløjter på scenen var en ganske naturlig udvikling. Det er svært at beskrive, hvad det var der skete, men søndag på Roskilde Festival skal der altid noget særligt til for at få publikum til at løsne op. Det klarede Animal Collective sidste år. Og Akron/Family gentog i år successen. Hvem mon det bliver næste år? (MT) Karakter: Pelican, 18:00, Odeon »Så sig dog noget.« En enkelt tilhører frustration viste sig tydeligt under søndagens koncert med Chicago-bandet Pelican, men lige lidt hjalp det. Det eneste, der taler i gruppen, er instrumenterne, og de har så til gengæld også en del at sige. I ren Kraftwerk-formation stod Trevor de Brauw, Laurent Lebec og Bryan Herweg forrest på scenen og dyrkede med stor indlevelse deres tunge synkron-riffs og ud væltede den musik, som i Pelicans tilfælde er en blanding af doom metal og postrock. De lange opbyggende passager udløst i bragende dommedagstorden for derefter at gå tilbage til de stille passager igen. Lyden af Pelican er lyden af naturen og uvejret og fungerer næsten som lydsporet til et skybrud, og når det skal overføres til en koncert med strålende solskin kl. 18 på en mark i Roskilde, kan det altså være svært. Og det blev det også, delvist. Pelican – foto: Peter Christian Binau-Hansen/LiveShot.dk Selv om de var hårdtarbejdende og sprang i takt med hinanden for at fyre det ene stød af efter det andet, var det svært at få ordentlig kontakt til publikum, om end det blev bedre som koncerten fremskred. Men den burde have været spillet i tusmørke, og det gjorde en del ved indtrykket. Musikken var til gengæld fremragende. Der var smagsprøver fra alle tre plader, men det største indtryk gav sangene fra The Fire in Our Throats Will Beckon the Thaw og i særdeleshed en kraftfuld version af “Red Ran Amber” fra førnævnte plade med sit støjdrone-midterstykke, der fik Odeon til at rumle i et par minutter. De tre mærkeligt normalt udseende krigere i front var hele tiden på plads, men desværre virkede det til, at trommeslageren faldt udenfor flere gange, end han burde. Pelicans musik er både løs og tight på samme tid, men rytmerne er ikke særligt komplicerede. Og hvis bandet vil sprede budskabet om de store naturkræfter, hjælper det ikke at være for hurtig eller for langsom på stikkerne, hvad der også har været en del af kritikken vedrørende det nyeste album, City of Echoes. Men alt i alt leverede Pelican postmetal-varen, og måske er det bare svært for den slags musik at nå ind under bøllehatten, men en bedre koordinering af spilletidspunktet kunne have hjulpet på projektet. (AM) Karakter: