Skribent - Anders Mortensen

Plader

Matmos: Supreme Balloon

Den elektronisk eksperimenterende duo vender sine to hoveder væk fra det rene eksperiment og musique concréte for at vende tilbage til konkret electronica, der er som skabt til solodans i små, tætte lokaler.

Plader

Alle med balloner og terrasser: s.t.

Der er fald og voldsom dans i det nyeste udspil fra Escho, i hvad der mildere end mildest talt kan kan kaldes en legestue for KLoAK-drengen Anders Jørgen Mogensen og Anders Hauer-Jensen fra Mit Nye Bands nye band. Et allerhelvedes kvarter.

Plader

The Octopus Project: Hello, Avalanche

På denne glædelige (og næsten helt instrumentale) kakofoni af theremin, støjrock, electronica og indiepop lykkes det langt hen ad vejen for The Octopus Project at få smilet til at krænge sig frem på lytterens ansigt. Det er et stærkt sammenhængende albums, og der kan både danses, siddes og ligges.

Plader

Snöleoparden: s.t.

Den truede vildkat er under aliaset Jonas Stampe steget ned fra tinderne og leverer et debutalbum, der armeret med blandt andet glockenspiel og jublende børnehavebørn stritter i alle de retninger, det plettede dyr finder interessante. Et smukt naivistisk og ekvilibristisk værk, der er lige så charmerende og simpelt, som det er eksperimenterende og tranceskabende.

Plader

Black Mountain: In the Future

70'er-retro-rock-rytterne Black Mountain er tilbage med endnu et riffelskende album til forkyndere og elskere af alt, hvad der smager af stonerpsych og hjerneudfordrende oplevelser. Men der er kommet en større renhed og mindre buldren over produktet denne gang, der dog på ingen måde er skuret fri for mørke.

Plader

Subtle: Yell & Ice

Doseone og hans kohorter vender for en kort stund tilbage med minialbummet Yell&Ice, der fungerer som en total rekonstruering af sange fra den fremragende For Hero:For Fool. Det er ikke til at genkende, og det gør blot oplevelsen endnu bedre. Sær hiphop i særklasse.

Plader

Grizzly Bear: Friend EP

Venner, bekendte og andet pak er inviteret med på Grizzly Bears nye ep, Friend, for at give deres bud på bandets sange. Men det er gruppens egne versioner, der imponerer med slæbende harmoni og en fornyelse, der ikke går på køb med den oprindelige vision for musikken. Et stærkt mellemstykke.

Plader

The Setting Son: s.t.

En sky ung mand, en 4-track-recorder og en ordentlig bunke psychpopsange er baggrunden for den fremragende selvbetitlede debutplade fra soloprojektet The Setting Son. Det svinger fantastisk, men med 14 meget ens sange er det svært at holde dampen og interessen oppe.

Plader

Liars: s.t.

Den kritikerelskede amerikanske no wave-trio Liars er tilbage med en plade, der vil blive hadet og elsket - og vil chokere. Eller rettere, chokere ved ikke at chokere. Liars nærmer sig nemlig forbillederne og indie-mainstreamen, men beholder energien og det radikale udtryk.

Plader

Portastatic: Be Still Please

Næsten-soloprojektet Portastatics 10. album er endnu en samling indiepop-sange; denne gang med flere strygere og mindre guitar - og stadig umulige ikke at holde af. Det er lettilgængeligt og melodiøst, men Mac McCaughan beviser, at pop og kant sagtens kan eksistere i fin harmoni.

Plader

Crippled Black Phoenix: A Love of Shared Disasters

Den eklektiske næsten-supergruppes debutalbum er en lang, sørgmodig affære, der med en victoriansk ørkenstemning kaster sig over noget så umoderne som et konceptalbum. Og så er det endda begyndelsen på en trilogi. Men de slipper heldigt fra, hvad der må kaldes et af årets modigste albums.

Koncerter

Beirut, Akron/Family, Pelican, 08.07.07, Roskilde Festival

[Anders Mortensen, Martin Thimes og Lasse Dahl Langbak]Beirut, 14:30, Astoria Navnet smager af Mellemøsten, musikken af Balkan og titlen på pladen, der udkom sidste år, ville have været velvalgt til en indspilning med sovjetisk militærmusik. Manden bag Beirut, Zach Condon, er dog bare en nu 21-årig amerikaner, der har været på en jordomrejse, som har sat sit tydelige præg på pladen Gulag Orkestar. Syv andre musikere var med på scenen for at assistere Condon med alle de instrumenter, der skulle trakteres for at ramme lyden af Balkan. Blæsere, strygere, harmonikaer, ukuleler og diverse andre strengeinstrumenter blev hevet frem og skiftede hænder i løbet af koncerten. I front for det hele lå Condons vokal, som vibrerede sig småskævt gennem forførerisk drømmende sange og lystigt hoppende kompositioner, der rummede en snert af melankoli, men alligevel satte sig i benene på et mere og mere feststemt publikum. Zach Condon og hans medmusikanter henrykkede med blændende fremførelser af numre som koncertåbneren “Mount Wroclai (Idle Days)” og den fine “Postcard from Italy” samt det belgiske visit i form af en himmelstræbende coverversion af Jacques Brels “Le Moribond”, der blev introduceret på fransk med ordene »Je m’appelle Jacques Brel«. Det var Condon nu ikke mere, end at fortolkningen af det klassiske nummer lød som enhver anden Beirut-komposition. Efter en tre kvarters tid blev Beiruts balkan-influerede indiepop, der har en tendens til at befinde sig i den samme rille med stødende folkemusikalske rytmer, og Condons klagende vokal lidt trættende. Men alt i alt foldede Beiruts vemodige og klagende sange sig smukt ud inde i Astoria, der var tætpakket med glade ansigter. Takket være en ung, berejst amerikaner. (LDL) Karakter: Akron/Family med African Footprints, 16:30, Astoria Da Akron/Family kom på Roskilde-plakaten, var det nok de færreste, der troede, at bandet ville komme til at optræde med en trommetrup fra Ghana og deres dansere. Akron/Family – foto: Deborah Samantha Godt nok besidder Akron/Family på plade en afart af stammelignende rytmik, men de forsøger aldrig at holde sig fastbundet af rytmer i så høj grad, som det var tilfældet i sidste halvdel af deres koncert denne søndag. Det startede da også noget mere traditionelt ud. Med en massiv støjudladning af robuste vokaludbrud pakket ind i masser af guitarboogie slog orkestret en tone an, der fordrede lige opspærrede øjne og hurtige fodbevægelser. Hippiesyren flød frit i blodet på orkestret, der det ene øjeblik spillede komplet forskruet indierock og det næste tågede Animal Collective-lydende vokalbaseret rock med masser af effekter. Det hele bundet fornemt sammen af bassistens rene og klassiske vokal, der sammen med simpelt, men opfindsomt guitarspil fik koncerten til at føles som en legestue i Akron/Familys eget Ak Ak-univers. Og det blev meget bedre, da bandet præsenterede det over 10 mand store trommeensemble African Footprints, som vistnok spillede i et plasticbur uden for Astoria-scenen tidligere på eftermiddagen. Dirigeret af de fire drenge improviserede de sig igennem over en halv times set, hvor tribal dansekrautrock må være det tætteste man kan komme en beskrivelse. Og hvor alt fra human beatbox, fælles-YMCA-moves (Circle, Triangle, Square) og publikum med fløjter på scenen var en ganske naturlig udvikling. Det er svært at beskrive, hvad det var der skete, men søndag på Roskilde Festival skal der altid noget særligt til for at få publikum til at løsne op. Det klarede Animal Collective sidste år. Og Akron/Family gentog i år successen. Hvem mon det bliver næste år? (MT) Karakter: Pelican, 18:00, Odeon »Så sig dog noget.« En enkelt tilhører frustration viste sig tydeligt under søndagens koncert med Chicago-bandet Pelican, men lige lidt hjalp det. Det eneste, der taler i gruppen, er instrumenterne, og de har så til gengæld også en del at sige. I ren Kraftwerk-formation stod Trevor de Brauw, Laurent Lebec og Bryan Herweg forrest på scenen og dyrkede med stor indlevelse deres tunge synkron-riffs og ud væltede den musik, som i Pelicans tilfælde er en blanding af doom metal og postrock. De lange opbyggende passager udløst i bragende dommedagstorden for derefter at gå tilbage til de stille passager igen. Lyden af Pelican er lyden af naturen og uvejret og fungerer næsten som lydsporet til et skybrud, og når det skal overføres til en koncert med strålende solskin kl. 18 på en mark i Roskilde, kan det altså være svært. Og det blev det også, delvist. Pelican – foto: Peter Christian Binau-Hansen/LiveShot.dk Selv om de var hårdtarbejdende og sprang i takt med hinanden for at fyre det ene stød af efter det andet, var det svært at få ordentlig kontakt til publikum, om end det blev bedre som koncerten fremskred. Men den burde have været spillet i tusmørke, og det gjorde en del ved indtrykket. Musikken var til gengæld fremragende. Der var smagsprøver fra alle tre plader, men det største indtryk gav sangene fra The Fire in Our Throats Will Beckon the Thaw og i særdeleshed en kraftfuld version af “Red Ran Amber” fra førnævnte plade med sit støjdrone-midterstykke, der fik Odeon til at rumle i et par minutter. De tre mærkeligt normalt udseende krigere i front var hele tiden på plads, men desværre virkede det til, at trommeslageren faldt udenfor flere gange, end han burde. Pelicans musik er både løs og tight på samme tid, men rytmerne er ikke særligt komplicerede. Og hvis bandet vil sprede budskabet om de store naturkræfter, hjælper det ikke at være for hurtig eller for langsom på stikkerne, hvad der også har været en del af kritikken vedrørende det nyeste album, City of Echoes. Men alt i alt leverede Pelican postmetal-varen, og måske er det bare svært for den slags musik at nå ind under bøllehatten, men en bedre koordinering af spilletidspunktet kunne have hjulpet på projektet. (AM) Karakter:

Plader

The Concretes: Hey Trouble

Efter hovedstemmen Victoria Bergsmans afsked fortsætter de orkestrale indiepoppere fra Sverige med at skrive popsange med Phil Spector-tendenser. Men med Hey Trouble piller bandet for lidt ved sin hidtidige formel, og resultatet er desværre solidt plantet i et midterspor.

Plader

El-P: I’ll Sleep When You’re Dead

Hr. Producto kan godt løfte sin kasket triumferende over at have lavet et af de mest konsistente, originale og hårdtpumpede hiphop-albums i lang tid. Med ordet og beatet i sin magt har El-P ganske enkelt kreeret en himmelstormer af en opfølger.

Artikler

Tjeklisten 29.04.07 under lup

Her hos Undertoner glemmer vi nogle gange at kigge op og holde lidt øje med, hvad der foregår uden for den del af musikverdenen, vi beskæftiger os med. For at blive opdaterede satte vi os for at høre Tjeklisten på P3 - og vi opdagede, at Christina Aguilera faktisk holder ret godt.

Plader

Fujiya & Miyagi: Transparent Things

Retro-trenden kører videre, og nu er turen kommet til en genopfriskning af krautrocken tilsat nye, luftige toner. Med snilde og underspillet funk har Fujiya & Miyagi skabt et af årets bedste og mest stillestående dansable albums.