Anders Lauge Meldgaard fra Yoyooyoy har taget den spraglede skjorte på og åbner for 40 minutters miskmask af noise, krautrock og marimba. Det er rodet, men også vedkommende og rent ud sagt positiv eksperimenteren med genrer.
Skribent - Anders Mortensen
Subtle: For Hero:For Fool
I en kakafoni af fabulerende rap og skrigende electronica er den legesyge sekstet med rødder hos det alternative hiphopselskab Anticon tilbage med deres andet album. De to nøglepersoner, rapperen Doseone og produceren Jel, får nemt lytterens opmærksomhed, og overskuddet er til at tage og føle på.
South: Adventures in the Underground Journey to the Stars
Elektronisk poprock med flair for den gode melodi er godt. Men når den gode melodi er blevet hørt så mange gange før fra mange andre og bedre bands, er det svært ikke at kede sig sammen med South.
Sway: This Is My Demo
Denne unge London-MC er blevet hypet ganske meget i sit hjemland som den nye talentfulde leder af grime/hiphop-miljøet i England. Én del west coast-hiphop og én del knastør grime har skabt et yderst velproduceret album, men med fjollede fejltagelser.
The Ramones: s.t. – Læderjakke og inkahår
Året er 1974, og soundtracket til ungdomsoprørets eftertid er prog med alt, hvad dertil hører af ambitiøse koncepter og avanceret instrumentering. Og pludselig sker det: Fire rødder fra Queens finder sammen, kalder sig Ramone til efternavn og frembringer en helt igennem klassisk punkplade.
The Matinée Orchestra: s.t.
Natur og kultur mødes igen i en blanding af skovlyde, elektronik og japanske børn. The Matinée Orchestra viser, hvordan man fletter stemning, originalitet og afslappende musik uden at gå på kompromis.
Infadels: We Are Not the Infadels
Et miks af punk-funk, dancepop, dancerock, der mangler originalitet og ægte talent. Min begejstring er til at overse, og bortset fra et par gode numre er Infadels ikke værd at bruge sine penge på.
The Lucy Show: Mania
Genudgivelsen af det glemte band The Lucy Shows Mania fra 1986 er en god idé. Der bliver på ingen måde tale om en revival, men det driver med 60'er-melodier og en charmerende postpunk-attitude, der gør Mania til en fængende oplevelse, der går fra glimrende til rædsom.
Peter Laugesen & Singvogel: Apparatets skygge
Det er strømførende, vital poesi, og det brænder i gennem øregangen i dette samarbejde mellem poeten Peter Laugesen og jazz-rockgruppen Singvogel. Resultatet er engagerende og til tider formidabelt i dette værk, der bringer musikken og lyrikken tilbage i et skønt samarbejde.
Animal Collective: Feels
Ambitiøs, fremadskuende, original og til tider hjerteskærende. De flyvske folk-eksperimentalister Animal Collectives opfølger til 2004's roste Sung Tongs skuffer ikke. Snarere tværtimod.
Slaraffenland: Jinkatawa EP
Denne glimrende ep fra et dansk jazzpostrock-ensemble viser, at kombinationen af guitar og sax kan blive til andet og mere end Moonjam.<
Charlottefield: How Long Are You Staying
Delvist skrigende og delvist instrumental postpunk viser sig at være en fin blanding for de debuterende englændere Charlottefield, der dog mangler et stykke endnu.
Virus Syndicate: The Work Related Illness
Det her er rå og rasende grime fra Manchester-kollektivet Virus Syndicate. Det her brager løs, og lydbilledet er stort og intenst. Det her er virkelig, virkelig godt.
Chicks on Speed and The No-Heads: Press the Spacebar
Ordet ’rodebutik’ slår ikke rigtigt til, når man skal beskrive Chicks on Speeds nyeste udspil. Der er blevet skruet ned for electro-clash’en og skruet op for alt andet. Resultatet er langt hen ad vejen vellykket.
Dizzee Rascal: Showtime
Gadedrengen Dizzee er tilbage med flere hakkende gameboy-beats direkte fra Londons regnvåde gader. Nådesløst og skingert leverer han sine rim, og når musikken er så god, er der egentlig heller ikke nogen grund til at stoppe ham.
Tilly and the Wall: Wild Like Children
Sådan laver man indiepop, når man er ven med Conor Oberst. Tilly and The Wall leverer et album, hvis energi stemmer fuldstændig overens med titlen – blandt andet med hjælp fra en stepdanser.
Ben Kweller: On My Way
Kwellers nye album er en tætpakket affære fyldt med sange, der er dømt til at blive nynnet. Han har dog udeladt de store sensationer.
The Decemberists: The Tain EP
The Decemberists vender tilbage med en overdådig EP bestående af én sang på 18 minutter, der efter sigende er baseret på et gammelt keltisk sagn.
The Walkmen: Bows + Arrows
The Walkmen leverer en original blanding af U2, Pixies og Joy Division, der leverer både det drømmende og det aggressive. Det kræver dog lidt tid, før sangene falder på plads"¦
Southkill: s.t.
Bølgende støj-prog fra henholdsvis New York og New Zealand er stor og mægtig i lyden, men i bund og grund lidt kedelig"¦