Ok, her er et usædvanligt projekt. Find en gammel ubåd, prop cremen af dansk rock derned og tving dem til at spille live under de ganske kummerlige forhold. Det er præcis hvad, det digitale kunst- og kulturmagasin Third Ear har gjort. Resultatet er ganske fint, og derfor er det en helt god idé at smutte forbi Submarine Sessions og se livevideo-optagelser med bl.a. Baby Woodrose, Raveonettes, Nikolaj Nørlund, Cody og When Saints Go Machine. Og der er også grund til at holde øje med hjemmesiden i fremtiden, da der er planlagt flere optagelser med navne som Sterling, I Got You On Tape, Powersolo og As In RebekkaMaria. Om der er optaget flere numre med hver kunstner, eller om de udkommer på en opsamling, melder historien ikke noget om, men det er da værd at holde øje med for fremtiden.
Nyheder
Nyheder, nyheder, nyheder. Nye plader, koncerter, sideprojekter…
Kirkeasyl-koncert i Århus
I Århus vil de også være med til at støtte de udvisningstruede irakere, og derfor arrangerer Kirkeasyl også en koncert her. Konceptet er det samme som i København: De har inviteret en række bands til at spille, og så gælder det bare om at troppe op og støtte projektet med nogle skillinger. Indtil videre er Singvogel, Mimas, Cola Freaks, Bli Glad og Kiss, Kiss, Kiss på programmet, og det koster kun 60 kr. at komme ind, men man er selvfølgelig velkommen til at give mere. Koncerten foregår på Voxhall onsdag den 21. oktober fra 18-24.
Devendra Banhart giver smagsprøve på nyt album
Ja, vi har vist ikke skrevet om det her på Undertoner, men Devendra Banhart udgiver jo sit sjette studiealbum den 27. oktober. Det kommer til at hedde What Will We Be og bliver hans første plade på Warner. Men skiftet til et af de multinationale selskaber har nu ikke betydet noget for hans lyd. På hans Myspace kan man høre numrene “Angelika” og “Baby”, og herunder kan man se den første video til nummeret “Walillamdzi”, og det lyder alt sammen så normalt, som Banharts musik nu kan blive. Her er en trackliste for What Will We Be: 1. Can’t Help but Smiling 2. Angelika 3. Baby 4. Goin’ Back 5. First Song for B 6. Last Song for B 7. Chin Chin & Muck Muck 8. 16th & Valencia, Roxy Music 9. Rats 10. Maria Leonza 11. Brindo 12. Meet Me at Lookout Point 13. Walillamdzi 14. Foolin’
A Scream in the Dark Festival i weekenden
Ugen er lige begyndt, og du er allerede begyndt at tænke på weekend? Det kan jeg godt forstå, for næste weekend bliver Huset i Magstræde fyldt med skyggesiden af dansk rock. Den 16.-17. oktober præsenterer A Scream in the Dark-festivalen nemlig en hel række bands, der spiller alle mulige varianter af punk, samt foredrag, film og en masse andet. Det koster 60 kr. pr. dag og for den sjat penge, er der masser af indhold. Her er programmet for de to dage: Fredag: Melting Walkmen Joy Chainsaw Eaters AMPHIPODS feat. Giuseppe De Bellis & Miss Fish Nuclear Family Lørdag: Shocking White Obstacles The City Kill Trust Skind og Ben Cola Freaks Derudover er der foredrag om start-80’ernes musikscene af Fritz Fatal, “Panserkrydseren Potemkin” med lydspor af Peter Peter og Christian Rønn og mere i samme dur. Festivalen er arrangeret af pladeselskabet Red Tape.
Fall Be Kind – ny EP fra Animal Collective
For nogle dage siden løb vi med rygter her på Undertoner om en ny Animal Collective-plade. De rygter er nu blevet bekræftet. Avey Tare fra Animal Collective var nemlig i snakkehumør, da han for nogle dage siden talte med Pitchfork. Han bekræftede udgivelsen af Fall Be Kind, en EP med fem numre på 28 minutter. Se coveret her til højre. Tracklisten er som følger: 1. Graze 2. What Would I Want? Sky 3. Bleed 4. On A Highway 5. I Think I Can “Graze”, “On A Highway” og “I Think I Can” er rester fra deres niende album Merriweather Post Pavilion, mens “Bleed” og “What Would I Want? Sky” er helt nye numre. Sidstnævnte er baseret på et Grateful Dead-sample. Animal Collective er således de første nogensinde til at få tilladelse til at sample Grateful Dead. Fall Be Kind udkommer på vinyl og cd i december, men allerede midt i november kan den anskaffes digitalt. Skulle det ikke være nok for de hungrende Animal Collective-fans, ja, så topper drengene med en Brothersport-single den 9. november på Domino Records. A-siden bliver albumversionen af “Brothersport”, albumafslutteren fra Merriweather. B-siden er en 10 minutter lang live-udgave af “Bleed”, det nye nummer fra Fall Be Kind. Var det ikke nok? Nej? Animal Collective udgiver deres tiende album i starten af 2010. Der er stadig ingen titel, men vi ved, at det er det længe ventede filmprojekt, de har arbejdet på i tre år. Film-albummet skulle være det mest mørke og mest eksperimenterende, de nogensinde har lavet. Lad os nu se. Og til sidst en godbid for at have læst denne lange nørdinformation. Et styks soundboard-liveoptagelse fra en sommerkoncert i Big Sur. Læg mærke til de to nye numre og den opdaterede version af “Who Could Win a Rabbit”. En af deres bedste koncerter nogensinde? Vurder selv. Big Sur, del 1 Big Sur, del 2 1. Intro 2. #1 3. Comfy In Nautica 4. Who Could Win a Rabbit 5. Summertime Clothes 6. My Girls 7. Bleed 8. What Would I Want? Sky 9. Guys Eyes 10. Fireworks Suite 11. Brothersport 12. Also Frightened 13. Daily Routine 14. No More Runnin’
Fredagsvideo: Mission of Burma: “1, 2, 3, Partyy”
Det er respektindgydende, når et band gør comeback uden at have mistet forrige tiders magi. Det er decideret overjordisk, at Mission of Burma brød op pga. guitarist Roger Millers tiltagende tinnitus og så alligevel finder sammen igen hele 20 år efter og lyder mere energiske end de fleste samtidige bands. Nu er bandet ude med deres tredje album efter gendannelsen, The Sound The Speed The Light, og det lyder stadig som om, de 20 år slet ikke har eksisteret. Som om bandet har været frosset ned, og nu bare spiller videre som var det 1984. Jeg kan i hvert fald ikke nævne mange bands, der forstår at kværne en fængende punksang ud med den energi, Mission of Burma ligger for dagen i “1, 2, 3, Partyy” her. Satme, man får lyst at kvæle knuder og slå på tæven. Pas på jer selv derude.
Animal Collective udgiver nyt album?
Hele musiknørdmiljøet summer i øjeblikket af rygter om et nyt album med Animal Collective. Og det med god grund. For på den amerikanske Amazon kan man nu bestille et album betitlet Fall Be Kind til $11,38. Albummet er sat til at udkomme 8. december på Domino, men ellers er der ikke nogle nyheder om det. Og hverken band eller pladeselskab er kommet ud med sproget. Pga. prisen vurderer flere, at det er en fuldlængde, men nogle tør ikke sætte deres håb op, så de formoder, det er en ep. Vi følger sagen. Og apropos ep, så skal en noget mere sikker udgivelse nævnes. Campfire Songs bliver nemlig genudgivet 26. januar, fordi den er udgået. Det er en akustisk sag helt uden elektroniske toner, der oprindelig udkom i 2003. Her er titlerne på lejrbålssangene: 1. Queen in My Pictures 2. Doggy 3. Two Corvettes 4. Moo Rah Rah Rain 5. De Soto De Son
Hør sange fra Syntaks’ nye album
Som tidligere rapporteret her på Undertoner, så har Syntaks skrevet kontrakt med Ghostly International, der også huser artister som Dabrye, Choir of Young Believers og School of Seven Bells. På det kommende album, Ylajali, lægger Anna Cecilia ordløs vokal til Jakob Skøtts shoegazer-symfonier, som pladeselskabet kalder dem. Og hvordan det mere præcist lyder, kan man høre ved at downloade den gratis ep Mistral Moon, der er til gængelig på Ghostly Internationals hjemmeside. Lidt blødt at søbe aftenkaffen i. God appetit.
Flippet rock i Århus og København fra Thank You
Ok, så er det nu, hvis du vil have prikket lidt til din forestilling om, hvordan musik kan lyde. Amerikanske Thank You, der udkommer på Thrill Jockey, kommer nemlig forbi Danmark i weekenden, og der er god grund til at være opmærksom. Thank You spiller en ret flippet version af spastisk noiserock med masser af hylende vokaler, løbske jungletrommer, progressivt orgel og stikkende guitar. Hvis man synes OOIOO og Ponytail er fede, burde man helt sikkert troppe op. Hvis man ikke kender de bands, bør man troppe op alligevel. Der skulle være en god chance for en oplevelsesrig aften. Ikke kun pga. Thank You for der er nemlig også opvarmning med. I både Århus og København er østrigske Valina, der spiller mathrock, med, og i Århus spiller desuden franske Aymeric Hainaux, der laver lydcollager og human beatbox, mens København bliver underholdt af den københavnske math-duo The Conquering Light of Flora and Fauna. I Århus står LJUD for arrangementet på Musikcafeen fredag den 9. oktober, og i København er det Club Adorno, der arrangerer på Lades Kælder dagen efter.
Jay Reatard uden band, fortsætter tour
Bassisten og trommeslageren er skredet fra Memphis-punkerens band. Det fortalte han tidligere i dag på Twitter. Jay Reatard har, ifølge Pitchfork, ikke planlagt aflyse nogen af de mange koncerter i oktober og november. Heller ikke den på Loppen i København den 1. november. “Band quit ! Fuck them ! They are boring rich kids who can’t play for ahit anyways .. Say hello to your ugly and boring wifes opps I mean …” skrev han, ganske høfligt, som afskedssalut til bassist Stephen Pope og trommeslager Billy Hayes i eftermiddags. Da Jay Reatard ikke ligefrem har ytret ønsker om at læse på nogen som helst universiteter eller at bedrive journalistik, kan vi tilgive ham trykfejlene. Men at det er slut med nu tidligere bassist Stephen Popes afro til Jay Reatard-koncerter, bliver svært at sluge. Indtil Jay får styr på et nyt band, kan du lytte til “Wounded” fra hans fremragende Watch Me Fall-album fra i år. [AUDIO:]
Lightning Dust spiller på Loppen
Hvis man er typen, der godt kan lide melodier svøbt i massivt klaver, så skal man nok sætte kryds i kalenderen tirsdag den 8. december. Der besøger Lightning Dust nemlig Loppen. Ligthning Dust er et sideprojekt til Black Mountain, og selvom vi ikke har været alt for begejstrede for bandets album her på Undertoner, hverken debuten eller det nye album Infinite Light, så kan det nu godt betale sig at kigge forbi alligevel. Black Mountain er jo kendt for at levere nogle ret gode live-oplevelser, hvorfor der også er sandsynlighed for, at Lightning Dust gør det samme. Det nye album er indspillet med et Steinway flygel, men om de slæber sådan et med på Loppen er uvist.
Oktobers koncerthøjdepunkter
Undertoners koncertkalender er på benene igen, vores udsendte koncertanmeldere er skrappe til at få dækket efterårets koncerter, og der er mange flere koncertanmeldelser på vej. Ikke mindst i den forbindelse kan Undertoner nu anbefale nogle af højdepunkterne blandt oktobers koncertudbud. Søndag den 11. oktober besøger Florence and the Machine med den rødtoppede skønsangerinde Florence Welch i front, Lille Vega i København. Welch har fået stor ros for sit debutalbum Lungs, og Undertoners anmelder beskrev også hendes stemme som ‘formidabelt forførende’. Florence og hendes maskine optrådte til årets Beatday-koncert i august, og for alle dem, der missede den optræden, er der nu igen mulighed i Vega med Annasaid som opvarmning. Mikael Simpson og hans band med det smukke navne Sølvstorm giver tre specielle koncerter, når de indtager scenen på Nørrebro Teater den 14., 15. og 16. oktober. Der er altid noget særligt ved at opleve koncerter et nyt sted og ikke mindst i et teaterrum. Som opvarming optræder Jørgen Leth, Frithjof Toksvig fra Sølvstørm og Simpson selv aka. Vi sidder bare her. Simpson & Sølvstorm giver inden Nørrebro-arrangementerne også koncert i det jyske, med Roxy Jules som opvarmning. Det drejer sig om Studenterhuset i Aalborg den 7., Fermaten i Herning den 8. og Skive Teater den 9. oktober. Den 19. oktober kommer trip-hop-pionererne fra Bristol, Massive Attack, til Danmark. De har for nylig barslet med ep’en Splitting the Atom, og i det nye år kommer der efter sigende et nyt fuldlængde album fra duoen. Smagsprøver fra det kommende album kan måske allerede høres nu, hvor Massive Attack giver koncert i Falconersalen på Frederiksberg. Det er få billetter tilbage, men de sidste kan købes via Billetlugen. Undertoner har allerede fortalt, at Blixa Bargeld kommer til Marmorkirken i København den 23. oktober, men arrangementet i det stemningsfulde kirkerum fortjener også en anbefaling herfra. Sammen med den tyske musiker Alva Noto optræder Bargeld, og aftenen byder også på en koncert med den unge Anja Plaschg i enmandsbandet Soap&Skin. Sidste oktober-begivenhed, vi sætter fokus på i denne omgang, er det lille management- og pladeselskab Tigerspring, der holder såkaldt ‘labelnight’ i Lille Vega den 30. oktober. Her byder de på et svensk og to danske bands. De svenske tvillinger i Taxi Taxi! har efterhånden fået en del omtale, ikke mindst med deres spritnye debutalbum Still Standing at Your Back Door. Danske Cæcilie Trier, der gemmer sig bag navnet Chimes & Bells udgav tidligere på året solodebuten Into Pieces of Wood, og hun er aftenens andet navn. Det sidste danske navn er århusianske Messy Shelters. For alle de optrædenes vedkommende gælder det, at det er deres eneste optræden i resten af 2009. Hold øje med datoerne og se hvilke koncerter, Undertoner ellers kan anbefale i koncertkalenderen, der opdateres løbende.
Devendra Banhart samarbejder med GZA
Ja, det virker måske ikke som det mest logiske samarbejde, men nu hvor Jay-Z har proklameret sin kærlighed til indie, og der generelt er en masse krydsen over mellem de to scener, giver det på en måde mening, at GZA og Banhart skal arbejde sammen. Det mulige samarbejde afslører Banhart i et interview med Paste Magazine. Det viser sig, at Banhart er stor fan af Wu-Tang Clan, og især GZA’s lyriske evner beskriver han i absolutte termer. Indtil videre har de kun udvekslet tekster og hængt lidt ud sammen, men Banhart mener, at der godt kan komme et album ud af det. Freakfolk-rap er måske heller ikke en helt dårlig genre, selvom jeg ikke lige kan komme i tanke om så mange andre album i den kategori.
Fredagsvideo: The Roots: “How I Got Over”
I sommer kunne vi her på Undertoner rapportere, at The Roots nok snart var klar med deres nye album, men nu fortæller de ovre hos Prefix, at pladen er blevet udskudt til februar. Februar!? Helt ærligt. Nå, men i stedet kan vi glæde os over videoen til titelnummeret “How I Got Over”, der lige er blevet offentliggjort. Det lyder som klassisk The Roots, hvilket vil sige, at det er pissefedt. Faktisk en meget fængende sang, der giver varme langt ind i sjælen, så man har noget at stå imod med weekenden over.
