Nyheder

Hver gang vi træder ind i en ny måned sætter Undertoner fokus på nogle af månedens koncertmæssige højdepunkter. I denne omgang: december. Pebernødder, gaveindkøb og juletræer. December er i gang, og så ved man hvad klokken er slået – også hvad angår koncerter. December har ikke just ry for at være en koncertrig måned, men heldigvis er alligevel noget at anbefale, hvis det bliver for meget med julefrokosterne. Mugison. Foto: Ari Magg. Lørdag den 6. december kan juleriet for eksempel få en pause til fordel for svenske flickor med indie-dansepop på hjernen. Pigebandet Those Dancing Days udgav albummet In Our Space Hero Suits i efteråret og har siden da turneret i hjemlandet samt i Tyskland og England. Denne aften spiller de på Rust i København. Enmandsbandet Mugison fra Island kommer forbi Danmark til fire koncerter senere på måneden. Hans seneste album, Mugiboogie, der udkom tidligere i år, har fået pæne anmeldelser fra stort set alle danske medier undtagen Undertoner, hvis anmelder dog mener, at albummet “cementerer idéen om den kreative og alligevel umiskendeligt islandske særling”. Om det så er godt eller skidt, er op til dig at vurdere, men koncerterne med den skævt blues’ede Mugison er under alle omstændigheder værd at anbefale. Mugison lægger ud tirsdag den 9. december på Loppen i København, og fortsætter den 10. på Voxhall i Århus, den 11. på Posten i Odense og sidst men bestemt ikke mindst – især ikke for islandske studerende, der denne aften kommer gratis ind – på Studenterhuset i Aalborg den 12. december. Fredag den 12. og lørdag d. 13. fyldes Huset i Magstræde i København med finske toner og løjer fra 22-Pistepirkko, der er noget nær en undergrundsinstitution i skandinavisk musik, hvilket Undertoners anmelder fortæller om i anmeldelsen af bandets seneste plade. Disse to aftener byder på en såkaldt “multievent” med koncerter med 22-Pistepirkko samt bandsne Joensuu 1685 og Anssi 8000, kunstudstillinger, dj’s og filmfremvisninger – blandt andet af to dokumentarfilm om 22-Pistepirkko. Arrangementet udgør samtidig afslutningen på Huset i Magstrædes nordiske koncertrække Nordic Nights. Se mere information på 22-Pistepirkkos hjemmeside eller hos Huset i Magstræde. Sune Rose Wagner er en herre, der vist ikke behøver nogen nærmere præsentation. Dog er det værd at fortælle, at vi snart får ham at høre i ny sammenhæng. Wagner udgiver nemlig sit første soloalbum den 8. december på Nikolaj Nørlunds pladeselskab, Auditorium. På Wagners Myspace-side kan man høre smagsprøver fra det nye album, og Hr. Raveonettes lyder umiddelbart nogenlunde som han plejer, bare på dansk. Hvis du ikke sidder midt i julemad med familien 2. juledag, kan han opleves live på Loppen samme aften. Ellers kan du vente til han tager hul på sin Danmarksturné i slutningen af februar. Se hvilke koncerter, Undertoner ellers kan anbefale i koncertkalenderen.

Undertoners November Endnu en måned er gået, og det er blevet tid til at minde jer læsere om nogle af de mange læseoplevelser, der er blevet lagt op på vores side gennem november måned. Vi har som sædvanlig set en flok koncerter, men vi har også snakket med musikere som eksempelvis dem, der spiller i Diefenbach og Marybell Katastrophy. Men lad os starte i slutningen af oktober, hvor Kim Elgaard Andersen på Rusts natklub Heat så den ellers oversete amerikanske rapper One Be Lo, tidligere medlem af Binary Star. Han viste overskud med sit suveræne flow og kommunikerede med et ikke-responderende publikum, der til sidst trak ham ned. Så var Mikkel Arre i starten af november inde at se et af postrockens store koryfæer, nemlig Mogwai i Store Vega. Ligtning Bolt. November måneds mest intense koncert. Foto: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk Selv om de var ret langsomme i optrækket, fik de dog afsluttet så voldsomt støjende, at der gik noget tid, før Mikkel kom til sig selv igen. Den 10. november blev Kim Elgaard Andersen udsat for fire nuancer af ekstremisme med Lightning Bolt som hovednavn på Lades Kælder. Der var både tribaltrance, prog-grind, slamdansende techno-dj og til sidst en stor, frådende mejetærsker, der flåede publikum i stykker. Så Kim var forståeligt nok helt fortumlet bagefter. Midt i måneden blev Christian Klauber skuffet over koncerten med David Eugene Edwards og hans band Woven Hand i Lille Vega. Der manglede den vildskab, som man kender fra 16 Horsepower, og arrangementerne var »svøbt i en post-rocket suppe, der gjorde det hele til en meget stemningsfuld, men også sært tam og kedelig oplevelse«. Samme aften var Signe Palsøe til Nye Rødder-festival i Huset i Magstræde. Det var en hyggelig og varieret affære med madrasser på gulvet og kunstnere på scenen, der hjalp hinanden i forskellige konstellationer. Værst var Jarno Varsted & Lady Lützen, der gav et underholdende, men sært show. Bedst var Paul Banks & Jakob Dinesen, der spillede klassisk jazzet blues. Fem dage senere var Kim Elgaard Andersen ude på Loppen for at se The Ruby Suns og The Dodos. Det var en aften med trommerne i fokus, først med The Ruby Suns afrikansk inspirerede, elektroniske indiepop og derefter The Dodos, der med stort overskud leverede en gang tribal-inficeret fingerspillet bluesguitar. Igen var Signe Palsøe af sted samme aften, men denne gang til koncert med indie-favoritterne Wolf Parade i Lille Vega, hvor publikum gladeligt sang med. Det var lidt af en rutsjebanetur, der startede sløjt, for derefter at blive gribende, så falde i niveau igen og til dels blive engagerende igen i ekstranumrene. Sidste søndag var Christian Klauber så inde at se den sammentømrede hiphop-gruppe The Roots i Store Vega, der efter en chokerende busulykke i Frankrig var blevet endnu mere sammentømrede. De kan noget, andre hiphop-grupper ikke kan, og begejstrede også denne aften med en stor blanding af genrer og stramt tøjlede jamsessions. I tirsdags var Cæcilie Jessen til koncert i Lille Vega med tidligere Belle & Sebastian-sanger Isobel Cambell, der optrådte med Mark Lanegan, den gamle Screaming Trees-sanger, der også har sunget med Queens of the Stone Age en del gange. Woven Hand. November måneds mest skuffende koncert. Foto: Mathias Laurvig, LiveShot.dk Det blev en magisk aften med et stille publikum og nogle meget koncentrerede musikere, der spillede til perfektion. Sidst, men ikke mindst var Signe Palsøe til koncert med moi Caprice i Vanløse Kulturhus i torsdags. En koncert, der nær var blevet ødelagt af et uengageret, æbleskivendespisende publikum, men som blev reddet, da bandet leverede hit fra bagkataloget. I denne måned havde vi også en artikel om producere, hvor Jeppe Kristensen, Lasse Bertelsen og Mads Jensen kiggede på tre plader med producerne Nigel Godrich, Steve Albini og Rick Rubin. Desuden fik Mikkel Arre sig en snak med Diefenbach om at være upcoming i 10 år, og Lasse Dahl Langbak interviewede det konceptuelt forvirrede, men musikalsk strukturede band Marybell Katastrophy. Næste måned er der traditionen tro ikke så mange koncerter at anmelde. Vi går ind i den rolige vinterperiode. Til gengæld har vi stadig vores populære adventskonkurrence, hvor man kan vinde en håndfuld af årets cd’er. Vores årsliste er i år også forvist fra december til januar, da vi gerne vil sikre os, at vi har alle årets album med i vores overvejelser.

Jens Blendstrup har taget sig tiden til at anmelde for Undertoner Jens Blendstrup i et mavesurt, anmelderkritisk øjeblik. Foto: Martin Budtz. Det er en stor ære og fornøjelse at kunne præsentere Jens Blendstrup som gæsteskribent her på Undertoner. Ikke mindst fordi vi beundrer hans evne til at være uforudsigelig og skrive i et fikspunkt mellem det smukke og vanvittige, også kaldet det smukt vanvittige eller det vanvittigt smukke. Jens Blendstrups meritter inden for novelle- og romangenren favner vi(l)dt, bl.a. har han skrevet de fabelagtige værker “Mennesker i en mistbænk” (1994), “Laterna vagina” (2000), “Gud taler ud” (2004) og “Pludselig flæben” (2007), ligesom han er propagandaminister for tidsskriftet Øverste Kirurgiske, hvis sproglige eksperimentarium kan besøges og udforskes her. For nærværende er Jens Blendstrup også aktiv med Frodegruppen 40, hvor hans lyrik ledsages af forskellige musikgenrer. Det er altså en travl mand, vi har med at gøre, og derfor er det ekstra fantastisk, at Jens har lyst til at afsætte noget af sin sparsomme tid til at dele sine skriverier med Undertoner-læserne. Vi glæder os til at se, hvad Jens Blendstrup kan drive det til i anmeldergenren, og vi synes, at hans første anmeldelse er ganske god. Du kan læse anmeldelsen af moi Caprice: We Had Faces Then her.