Nyheder

Nyheder, nyheder, nyheder. Nye plader, koncerter, sideprojekter…

Nyheder

Beach House kommer til Fredericia

Baltimore-duoen Beach House gæster Danmark i slutningen af oktober. Som eneste stop i det danske rige spiller Beach House på Det Bruunske Pakhus d. 20 oktober. Hvis man bor i hovedstaden kan man dog vælge at tage over vandet til Malmø, hvor duoen spiller tre dage senere på Debaser. Duoen Beach House består af Victoria Legrand og Alex Scally, der på deres selvbetitlede debutalbum spiller en afdæmpet, smuk drømmemusik. Albummet er ude på Carpark Records, der blandt andet også udgiver canadiske Montag. Både i Fredericia og i Malmø bliver duoen ledsaget af Dave Heumann og hans band Arbouretum.

Nyheder

Odense: Mouse on Mars live denne weekend

Andi Toma og Jan St. Werner har under navnet Mouse on Mars præget electronicascenen i næsten 15 år, og der er stadig spræl i de to tyskere. De præsterer cirka ét album pr. år – i foråret var det endog en plade lavet i samarbejde med Mark E. Smith fra The Fall – og live leverer d’herrer fortsat varen. Det kommer de på fredag til Odense for at bevise. Anledningen er den tre dage lange Phono-festival, hvor Toma og St. Werner er det absolutte hovednavn. Blandt de øvrige markante kunstnere på programmet er finske Pan Sonic og DAT Politics, mens Danmark repræsenteres af så fine livenavne som Kirsten Ketsjer og Bjørn Svin. Festivalen løber fra torsdag d. 4. til lørdag d. 6., og hele programmet kan ses på Phonos hjemmeside.

Nyheder

Chill-Out med koncert for laptop og kirkeorgel

Fredag d. 12. oktober åbner Brorsonskirken endnu en gang dørene til en fredag aften med elektronisk musik i kirkerummet. Rump Recordings præsenterer denne aften blandt andet engelske Icarus, der snart barsler med nyt album på det danske selskab, Vektormusik, Rumpistol og Acustic. Sidstnævnte (billedet) med det borgerlige navn Jesper Skaaning ur-opfører denne aften et nyt stykke, han har skrevet til laptop og kirkeorgel. Visuals leveres på bygningens hvælvinge af Bottega Arete, og mon ikke der er gratis adgang plus boller og kakao, som der plejer.

Nyheder

80'er video fra Super Furry Animals

Det walisiske band Super Furry Animals har sluppet en video til nummeret “Run-Away”. Mens musikken har en smule Phil Spector over sig, er videoen en herlig 80’er pastiche med masser af tåge, vaseline og en historie om kærlighed ‘gone wrong’ – og så alligevel med en ‘happy’, omend noget åben ‘ending’. Nummeret er taget fra walisernes seneste album Hey Venus!, der udkom sidst i august til blandede anmeldelser. Men hvis man elsker bandets finurlige rocknumre og storladne, psykedeliske ballader, så er der mere af det samme på albummet.

Nyheder

Taxi Taxi! krydser Øresund igen og igen

Da undertegnede så Taxi Taxi! live i slutningen af juli, var der intet som helst, der ville lykkes for de to tvillinger. Det parisiske spillested blev mere og mere affolket for hver sang i deres set, og det kneb også med at huske tekster og akkorder. Det var derfor svært ikke at tænke, at det måske var gået lige rigeligt stærkt med at få sendt de to udenlands, for de så noget forladte ud oppe i scenelyset. Det har heldigvis ikke afskrækket Miriam og Johanna Berhan helt fra at forlade Sverige, og i løbet af den næste måneds tid spiller de ikke mindre end tre koncerter i Danmark. Og Paris-sammenbrud eller ej – det kan sagtens vise at blive nogle fine shows, for deres Roskilde-koncert i sommer var ikke ueffen. De tre shows i Danmark bliver ikke mindre interessante af, at Taxi Taxi! følges ad med labelkammeraterne i Choir of Young Believers. Deres Roskilde-optræden smagte i al fald af mere – og det kan man så passende skaffe sig ved dobbeltkoncerterne, der foregår hér: 12. oktober – Københavns Bymuseum 13. oktober – Pakhuset, Århus 1. november – Loppen, København

Nyheder

Mono på Loppen til november

Post-rocken er ikke død – i hvert fald ikke ifølge japanske Mono, der spiller på Loppen d. 23. november. Bandet udgav senest opsamlingen Gone her i starten af september – en samling af sjældne japanske og amerikanske 7″ og 10″, der går for uhyrlige summer på Ebay. Nu kan de i stedet fås på en enkelt cd. Billigt. Udgivelsen viser, at Mono er et af de bands, som til stadighed har kunnet få noget interessant og anderledes ud af den gamle post-rock-opskrift stilhed-støj-stilhed-støj + klimaks. Se på billedet, mens du lytter til nummeret Gone og så kan du fornemme en tiendedel af den energi, der bliver sluppet løs på scenen, når Mono spiller live. Grrrrr.

Nyheder

Tour-travlhed hos Figurines

Figurines på omfattende efterårstour i bl.a. Danmark og USA Tidligere har Figurines tourneret heftigt i både Europa og USA i forbindelse med udgivelsen af deres forrige album Skeleton. Nu hvor sommerens When the Deer Wore Blue skal promoveres, ligger Figurines heller ikke på den lade side. Bandet har netop påbegyndt en omfattende tour, og kan se frem til et travlt efterår. Foto: Simon Birk De danske fans skal også passes, og Figurines starter oktober måned med en koncert i Odense Studenterhus den 3. oktober. Herefter går turen til Vega i København 4. oktober, Voxhall i Århus 5. oktober og til sidst Studenterhuset i Aalborg 6. oktober. Touren bringer bandet til Tyskland og Frankrig samt til USA og Canada, hvor der skal gives en længere række koncerter. Det nye album udkom for ganske nylig på Paper Bag Records (Tokyo Police Club, You Say Party! We Say Die!, Under Byen) i Canada og The Control Group i USA. Figurines afslutter deres tour i begyndelsen af november med at varme op for Kaiser Chiefs i Norge og Sverige. Hvis man lider af en næsten ubærlig nysgerrighed for se, om Christian Hjelm optræder iført cowboy-hat i Dallas eller Beach Boys-skjorte i Californien, er der mulighed for at finde mere info om de udenlandske koncert-datoer via Figurines’ hjemmeside.

Nyheder

A Kid Hereafter – nu også i metalversion

Det danske poppunk-band danner et ’band i bandet,’ der spiller ekstremmetal. Hvis du nogensinde har været til en A Kid Hereafter-koncert, har du med stor sandsynlighed hørt en masse numre fra bandets debutplade Rich Freedom Flavour, som udkom i januar måned i år. Sandsynligheden for, at du troede, du var gået til den forkerte koncert, er også til at få øje på. For når A Kid Hereafter har spillet live, har de af og til afsluttet deres koncerter med en række hurtige metalnumre – enkelte shows har angiveligt bestået af lutter mædl. Der er mere end bare gimmick over sådan en genreforvirring, for medlemmerne i A Kid Hereafter er alle vilde med ekstremmetal, ikke mindst med at spille det. …in the Grinding LightFor at komme forvirringen lidt til livs har A Kid Hereafter således valgt at danne et band i bandet. Det hedder A Kid Hereafter in the Grinding Light og inkluderer, ud over de sædvanlige kids, Manoj Ramdas (Spektr, ex-Raveonettes). »A Kid Hereafter er et festband i alle afarter, og hård og hurtig metal har altid repræsenteret den optimale fest for mig, så det har været det naturligste skridt at inddrage noget tons i vores regnbue,« fortæller den storskæggede frontmand Frederik Thaae. Plade på vejA Kid Hereafter in the Grinding Light har netop underskrevet en kontrakt med Target Distributions sublabel Drug(s), så man kan inden for en overskuelig fremtid forvente en plade fra dette projekt i projektet. Desuden spiller gruppen d. 1. november et såkaldt “grind-remixed” show på Lades i København, der vil byde på til lejligheden elektronificerede og remixede versioner af repertoiret. A Kid Hereafter spiller smadder på Nakkefestival, 18. juli 2007

Nyheder

Smugkig og -lyt nye ting fra Sigur Rös

Der er gået to år siden, islandske Sigur Rös sidst udsendte et album, nemlig Takk. Men mens alskens tv-stationer har konkurreret om at bruge islændingenes musik i flest mulige sære sammenhænge (BBC tager nok prisen ved at have brugt en sang som underlægningsmusik til Wimbledon-trailere sidste år), har kvartetten nu ikke siddet med hænderne i skødet. Tværtimod spillede de sidste sommer en række koncerter i såvel store som små byer i hjemlandet. Optagelserne derfra udgør en vigtig del af dokumentarfilmen Heima, som udkommer på dvd d. 5. november. Mere præcist drejer det sig om en dobbelt-dvd, hvor den ene disc rummer dokumentaren, mens den anden rummer fulde versioner af de sange, der bliver spillet undervejs i filmen. Se filmens trailer hér. Samme dato udsender Sigur Rös endnu et resultat af deres aktiviteter siden sidste album. De slipper nemlig dobbeltalbummet Hrvaf/Heim. De fire sange på cd 1 er en studieoptagelse af diverse sjældne sange, mens den anden cd byder på akustiske indspilninger af sange fra gruppens bagkatalog. Tracklisten ser i sin fulde længde således ud: Cd 1: 1. Salka 2. Hljömalind 3. í gær 4. Von Cd 2: 1. Samskeyti 2. Starálfur 3. Vaka 4. Agætis Byrjun 5. Heysátan 6. Von

Nyheder

Marissa Nadler til Malmø og Kbh.

Da den amerikanske sangerinde Marissa Nadler skulle spille i København 15. april i år, dukkede hun aldrig op. Nu håber det svenske spillested Debaser i Malmø på, hun ikke gentager ‘succesen’ fra foråret, når hun skal spille d. 2. oktober. Hvis Marissa Nadlers Myspace-side taler sandt, er der planer om en koncert i København d. 6. oktober på et endnu ikke planlagt spillested. Den 24-årige Marissa Nadler fra Massachusetts har i løbet af de sidste tre år udsendt tre album fulde af fine, nedbarberede psychfolk-sange. Senest kom albummet Songs III: Bird on the Water. Live ledsages hendes stemme ofte kun af guitaren, så det kan meget vel blive en stille, intim koncertoplevelse – som det her klip viser, hvor hun spiller nummeret “Hyacinth”.

Nyheder

Great Lake Swimmers tilbyder gratis live-ep

En tur i kirken involverer ikke altid en gudstjeneste. Canadiske Great Lake Swimmers bød på koncert, som nu er udgivet som optagelse. Når musik fremføres i en kirke, får det en helt majestætisk klang. Skyldes det den rungende og helt naturlige rumklang inden for murværket, fordi man sidder i Guds hus eller noget helt tredje? Hvad grunden end måtte være, har canadiske Great Lake Swimmers fundet ud af, at deres musik ikke lyder helt ueffen i sådan et rum. I april måned inviterede de således et par hundrede fans med i Church of The Redeemer i Toronto, hvor de bl.a. spillede Ongiara, bandets seneste plade fra i år, i sin helhed. Koncerten blev optaget, og det har nu resulteret i en ep med den rettelige titel Live at The Church of the Redeemer. Ep’ens fem sange når omkring Great Lake Swimmers’ tre udspil: “There Is a Light,” “I Am Part of a Large Family” og “Put There by the Land” fra Ongiara, “Various Stages” fra 2005-udgivelsen Bodies and Minds og “Moving Pictures, Silent Films” fra den selvbetitlede debutplade fra 2003. Download Live at The Church of the Redeemer Se video – Great Lake Swimmers: Backstage with the Modern Dancers

Nyheder

Black Mountain til Århus i november

For halvandet år siden spillede amerikanske Black Mountain, ledet af den småexcentriske Stephen McBean, to koncerter her i landet. Med på turnéen var The Pink Mountaintops, også under ledelse af McBean. Og som om han ikke havde nok at gøre med to bands, udsendte han og sangerinden Amber Webber for et par måneder siden deres første album under duonavnet Lightning Dust. Man skal altså virkelig holde tungen lige i munden, hvis man vil holde styr på Stephen McBean. Alligevel vover vi pelsen og spår, at han d. 29. november vil befinde sig i Århus. Black Mountain kommer nemlig tilbage til Voxhall – denne gang uden The Pink Mountaintops. Koncerten i Århus er en del af en turné, der fejrer, at Black Mountain udsender sit andet album i løbet af januar 2008. Det er endnu ikke muligt at høre smagsprøver fra In the Future, som albummet kommer til at hedde. Til gengæld lover bandet, at publikum på den forestående USA-turné vil kunne købe en 12″-udgivelse med et par af numrene fra albummet. Så medmindre Black Mountain får tømt lageret fuldstændig, kan Voxhall-gæsterne måske også få nye sange med hjem.

Nyheder

Kommunal plan: LAB skal rives ned

De seneste år har Vesterbrogade 107B været et af de bedste steder i København at gå til electronica-koncerter. Inde i baggården ligger spillestedet LAB nemlig, men står det til Københavns Kommune, skal det ikke blive ved med at være sådan. Hele den karré, der ligger i en trekant langs Vesterbrogade, Enghavevej og Sundevedsgade, skal byfornyes, og ifølge kommunens startredegørelse om projektet skal den bygning, hvor LAB hører til, jævnes med jorden, så der kan blive plads til en græsplæne. Arrangørgruppen Komponent har LAB som sin base. Dette efterår betyder det, at navne som Dntel, DAT Politics og Fennesz er på plakaten på Vesterbrogade. Samlet set laver Komponent et par koncerter pr. måned, men hvis kommunens planer bliver til virkelighed, falder den frekvens helt sikkert, siger Christian Rohmann fra Komponents projektgruppe: “Vi kan godt arrangere flere koncerter andre steder i byen, end vi gør i dag, men uden et fast koncertsted kan vi ikke holde samme aktivitetsniveau.” Ifølge Rohmann falder planen i tråd med en tendens, der har præget København de seneste år: “LAB er et af de sidste koncertsteder, der ikke er gennemkontrolleret. Men den slags steder, der ikke passer ind, forsvinder.” At kommunen er kommet så langt med planerne om at rive LAB ned, overrasker Christian Rohmann, der godt havde hørt snak om, at der måske ville ske noget. “Men vi troede, det var for dyrt for dem at rive det ned for at lave en græsplæne.” Den slags synspunkter får LABs brugere mulighed for at fremføre over for kommunen. Ifølge startredegørelsen skal forslaget nemlig nu drøftes med områdets beboere. Kommunens tidsplan siger, at den endelige beslutning om saneringen skal være på plads i april 2008, hvorefter nedrivningen vil begynde hurtigst muligt. Teknik og miljø-forvaltningen i Københavns Kommune oplyser, at der ikke er kutyme for, at kommunen sørger for genhusning i sager som denne. Til gengæld er der en mulighed for, at der kan blive tale om økonomisk kompensation i forbindelse med nedrivningen.

Nyheder

K Records fylder 25 år

Det amerikanske pladeselskab K Records, der har givet os navne som The Softies, Calvin Johnson og The Blow, fylder år. Lad os lige nævne en håndfuld andre K-artister: Landing, Mirah, Saturday Looks Good To Me og Beat Happening. For listen af indie-artister, der har slået sine folder hos K Records, er lang, og selskabets rolle i den amerikanske DIY-indiebevægelse kan ikke overvurderes. Derfor fejrer pladeselskabet Asthmatic Kitty Records nu K Records ved, at en række af selskabets kunstnere har indspillet covernumre af artister som Little Wing, The Softies og Tender Forever. Listen bliver udvidet i de kommende uger, så tjek tilbage jævnligt. Numrene finder du ved at gå ind på Asthmatic Kittys hjemmeside og trykke på akradio øverst. God fornøjelse.