Nyheder

Nyheder, nyheder, nyheder. Nye plader, koncerter, sideprojekter…

Nyheder

Battles har vundet kampen: ny plade parat

Sidste vinter udsendte kvartetten Battles ep-opsamlingen EP C/B EP til stribevis af rosende anmeldelser. Og da amerikanerne så tog deres komplekse mathrock-eksperimenter med rundt til de europæiske koncertsteder, steg forventningerne til bandets første fuldlængdealbum til helt umådelige højder. Albummet er parat nu og har fået titlen Mirrored. Det forlyder, at pladen, der udkommer d. 15. maj, vil byde på flere numre med vokaler. Det er noget helt nyt for kvartetten. Tracklisten viser, at Battles passer fint i stalden hos Warp Records, hvor masser af bands gennem årene har excelleret i svært forståelige titler. De nye drenge i klassen kan også: 1. Race: In 2. Atlas 3. Ddiamondd 4. Tonto 5. Leyendecker 6. Rainbow 7. Bad Trails 8. Prismism 9. Snare Hangar 10. Tij 11. Race: Out

Nyheder

Tarwater smiler til edderkopperne

Engang var Bernd Jestram og Ronald Lippok med i det berlinske punkband Ornament und Verbrechen, en hilsen til den tyske arkitekt Adolf Loos, som i et essay af samme navn argumenterede voldsomt imod alle former for pynt i arkitektur. I mere end 10 år har Jestram og Lippok været en duo med navnet Tarwater. De spiller ikke arkitektur-inspireret punk længere, men i deres sløve, nærmest hypnotiske postrock har der til stadighed været plads til intellektuelle referencer. Sådan har det i al fald været på bandets fem tidligere plader, som d. 23. april bliver fulgt op af Spider Smile. Albummet beskæftiger sig ifølge Tarwaters Myspace-side med USA set fra mange vinkler. Indtil videre kan vi i hvert fald via tracklisten udpege henvisninger til såvel Hollywood som Edgar Allan Poe: 1. Shirley Temple 2. World of Things to Touch 3. Witch Park, a Marriage in Belmont 4. Roderick Usher 5. Arkestra 6. When Love Was the Law in Los Angeles 7. Easy Sermon 8. Sweet Home Under White Clouds 9. When Tomorrow Comes

Nyheder

Album nr. to fra Arctic Monkeys i april

Nordengelske Arctic Monkeys stod for et af de mere overraskende gennembrud i 2006 med albummet Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not. Pladekontrakten skaffede bandet sig blandt andet via en (på det tidspunkt) uhørt Myspace-popularitet og banede på den måde vejen for en ny vej til stjernerne. 23. april er bandet så klar med albummet Favourite Worst Nightmare – det skriver bandet i hvert fald på sin hjemmeside. Men minsandten om ikke d’herrer er faldet af på den – der er endnu intet at høre på bandets MySpace-side. Så vi må nøjes med at viderebringe tracklisten: 1. Brainstorm 2. Teddy Picker 3. D Is for Dangerous 4. Balaclava 5. Fluorescent Adolescent 6. Only Ones Who Know 7. Do Me a Favour 8. This House Is a Circus 9. If You Were There, Beware 10. The Bad Thing 11. Old Yellow Bricks 12. 505

Nyheder

Roky Erickson spiller til Roskilde Festival

Wakeup-call til alle syrehoveder Nu har vi fået en uovertruffen grund til at tage til Roskildefestivalen til sommer: Den legedariske garage-psych-superstjerne Roky Erickson skal spille! Det skriver det svenske musikmagasin Sonic. Erickson blev kendt i 60’erne som frontfigur i den texanske gruppe 13th Floor Elevators, som udgav tre klassiske psychplader i 1966-68 (især de to første, The Psychedelic Sounds of … og Easter Everywhere, er klassiske; den tredje, Bull of the Woods, er også god, men ikke helt så legendarisk). Siden har han opnået status som den psykedeliske musiks ubestridte konge. Ericksons liv tog en uheldig drejning fra slutningen af 60’erne, da han blev indlagt på psykiatrisk afdeling. Men trods sine mentale problemer har han alligevel formået at udsende en række soloplader, som er seriøst nervepirrende. Der er virkelig god grund til at glæde sig til koncerten. Ventetiden kan man for øvrigt slå ihjel med den næsten nye dokumentarfilm You’re Gonna Miss Me om Ericksons liv og familie. Det er spændende sager.

Nyheder

Se Blue Foundation live fra Ungdomshuset

Se en livevideo fra deres optræden i Ungdomshuset sidste år. Danmarks for tiden suverænt mest omtalte bygning, Ungdomshuset, har i den senere tid dannet rammer for en del støttearrangementer for huset. Blue Foundation var et af de navne, som ønskede at vise deres støtte for stedet ved at spille i Ungdomgshuset. Koncerten fandt sted den 2. november 2006, og Ungeren var fyldt til bristepunktet med glade koncertgængere. Der er blevet lavet en video fra Blue Foundations optræden, som du kan se nedenfor.

Nyheder

Nick Drake-sjældenheder på vej

Island udsender plade med sjældent og uudgivet materiale fra den triste englænder. De store enere bliver sjældent anerkendt i deres samtid, men i tiden der følger. sådan var tilfældet i høj grad for den engelske folk-poet Nick Drake, som i sin korte levetid nåede at udsende de tre plader Five Leaves Left, Bryter Layter og Pink Moon, der med kraftigt eftertryk har præget hele singer/songwriter-scenen siden da – og fortsat gør det. Nu melder Island, at de i løbet af foråret/sommeren udgiver en plade, der samler sjældenheder og uudgivne sange fra Nick Drakes sessions. Pladen får titlen Family Tree. Der foreligger endnu ingen trackliste.

Nyheder

Bonnie 'Prince' Billy live på NatFilm Festivalen

I forbindelse med NatFilm Festivalen kommer den amerikanske singer-songerwriter og skuespiller Will Oldham til København. Bedre kendt som Bonnie ‘Prince’ Billy giver han koncert på Store VEGA den 23. marts. Bonnie ‘Prince’ Billy har længe været et verdensnavn indenfor musikken, men han er også ved at skabe sig en karriere som skuespiller. På NatFilm Festivalen kan han opleves i hovedrollen i to nye amerikanske film: “Old Joy” instrueret af Kelly Reichardt og “The Guatemalan Handshake” instrueret af Todd Rohal. Og to gange på lærredet bliver altså suppleret med en omgang på de skrå brædder. Billetterne sælges fra d. 5. februar.

Nyheder

Björk på Roskilde ’07

Roskilde Festival har netop offentliggjort, at den islandske sangerinde skal spille til sommer. I sidste uge var det Red Hot Chili Peppers, og i denne uge disker Roskilde Festival op med Björk som hovednavn på sommerens festival – ifølge festivalen hendes eneste optræden i Skandinavien. Oven i en liveoptræden kan Björk-fans se frem til en ny fuldlængde fra den islandske alfepige. Björks hjemmeside melder nemlig om en plade, der byder på spændende samarbejder med bl.a. Antony Hegarty fra Antony & the Johnsons, Lightning Bolt-trommeslager Brian Chippendale, kora-mesteren Toumani Diabaté samt Timbaland. Afropop, jazz, støjrock og hiphop? Ja, hvorfor ikke. Udgivelsesdato for pladen kendes endnu ikke. Roskilde Festival finder sted i perioden 1. – 8. juli 2007.

Nyheder

Pretty Girls Make Graves går i graven

For et lille års tid udgav Seattle-kvintetten Pretty Girls Make Graves sit tredje album, Élan Vital, som i højere grad end forgængeren og i særdeleshed debutpladen Good Health fik anmelderne til at blive mellemfornøjede. Om den konsekvent nedadgående formkurve har spillet en rolle, skal vi lade være usagt – men i hvert fald har Pretty Girls Make Graves besluttet sig for at holde op med at være Pretty Girls Make Graves. Trommeslageren Nick Dewitt meddelte for nylig, at han ikke ville lege med længere, og dét fik de øvrige medlemmer til at begrave bandet. Hvis du godt kan lide at være virtuel ven af bands, der står med det ene ben i graven (okay, nu stopper vi med al den snak om grave), så er Pretty Girls Make Graves’ Myspace-side noget for dig.

Nyheder

Secretly Canadian fejrer jubilæum

For godt og vel et år siden udgav den amerikanske duo Swearing at Motorists pladen Last Night Becomes This Morning. Den havde katalognummeret SC099, og dermed var pladeselskabet Secretly Canadian klar til at runde sin udgivelse nr. 100. Siden da har Indiana-selskabet fredet katalognummeret SC100, men til april kommer et album, der har netop nummeret som sin titel. Mere præcist udkommer pladen d. 10. april, som er Secretly Canadians 11. fødselsdag. SC100 består af en lang række coverversioner, der er blevet til efter den gode gamle ‘træk et navn fra hatten’-lodtrækningsmetode. Såvel navnene i hatten som de kunstnere, der blev inviteret til at trække en seddel, har selv udgivet plader på Secretly Canadian med katalognumre mellem 001 og 099. Det betyder f.eks., at Antony and the Johnsons ikke har været med i legen. Nedenfor kan du se tracklisten – og dermed se, hvem der trak hvilke navne i hatten. I parentesen står sangens oprindelige indehaver: 1. Nikki Sudden: See(ing) Double (June Panic) 2. Songs:Ohia: The Last Bandit – Songs:Ohia (Nikki Sudden) 3. Suzanne Langille: Structure:Necessity (Songs:Ohia) 4. Early Day Miners: The Escape (Suzanne Langille & Loren Mazzacane Connors) 5. Damien Jurado: Upstate (Early Day Miners) 6. Dave Fischoff: Abilene (Damien Jurado) 7. Danielson: Propaganda for a Comic Strip (Dave Fischoff) 8. June Panic: Fruitful Weekend (Danielson) 9. Ativin: Soft Eventings (Marmoset) 10. Swearing at Motorists: Lungs for the Race (Havergal) 11. Havergal: Riding and Roaming (Ativin) 12. Racebannon: The Real Thing (Swearing at Motorists) 13. Cornelius Boots: Clubber Lang (Racebannon) 14. Jens Lekman: Your Beat Kicks Back Like Death (Scout Niblett) 15. Marmoset: Sky Phenomenon (Jens Lekman) 16. The Impossible Shapes: 40 Years of Our Family (Japonize Elephants) 17. The Panoply Academy: Birds (The Impossible Shapes) 18. The Japonize Elephants: Highlight and Marginalia (Panoply Academy)

Nyheder

Nyt album fra Dolorean parat

Det er efterhånden tre år siden, at americana-gruppen Dolorean udgav sit sidste album, Violence in the Snowy Fields. Siden da har forsangeren og sangskriveren Al James haft travlt med sit job som vinimportør hjemme i Seattle. Altså bortset fra i februar 2006. I den måned skabte han og bandet nemlig det meste af You Can’t Win, det tredje album fra Dolorean. Denne gang var strategien at gå efter det uventede. Således forberedte bandet sig ikke særlig meget inden indspilningerne – ja, faktisk fik bandet først at vide, at pladen skulle indspilles, kort før den første af tre koncerter, som Al James havde arrangeret for at prøve nye sange af. Bandet øvede kun lidt inden koncerterne, og da de gik i studiet mellem koncert nr. to og nr. tre, var sangene stadig rå og utilpassede. Og det kan du høre hos Doloreans pladeselskab, Yep Roc, som har lagt hele albummet, der ellers først udkommer d. 20. februar, ud til streaming lige her. Tracklisten er som følger: 1. You Can’t Win 2. We Winter Wrens 3. Heather Remind Me How This Ends 4. Beachcomber Blues 5. You Don’t Want to Know 6. Buffalo Gal 7. In Love With the Doubt 8. What One Bottle Can Do 9. 33-53.9 N/118-38.8 W 10. Just Don’t Leave Town 11. My Still Life

Nyheder

Love Shops "Go!" fejrer fødselsdag med genudgivelse

Love Shop fejrer 10-års fødselsdag for deres plade Go! med en genudgivelse fyldt med ekstra guf til hungrende fans. Love Shop kom næppe tættere på det store folkelige gennembrud, som alle musikjournalister åbenlyst lod bandet fortjene, end da de i 1997 udsendte deres fjerde plade Go! De fleste musikfanatikere af hankøn husker måske især pladen for sit cover, som er prydet af en lettere afklædt kvinde. Men der var også masser at komme efter på indholdssiden. Med ørehængere som “Love Goes On Forever” og “Copenhagen Dreaming” ramte bandet med perfekt sigte ind i en musikalsk guldåre, og Jens Unmacks kærlighedsdedikationer til København havde aldrig lydt bedre. Radioen spillede glædeligt sangene, men alligevel udeblev den helt store succes. Men Go! kunne noget og havde noget, der stadig står friskt i året 2007. Derfor er det ikke så mærkeligt, at man satser på netop denne Love Shop-plade til en genudgivelse. Den 28. maj er det præcis 10 år siden, at Go! udkom, og på denne dag i 2007 genudgiver Sony BMG pladen i udvidet form. Sammen med det originale album følger en bonusskive, der ifølge Jens Unmack vil gå bag om pladen og præsentere Go!-samtidige sjældenheder, uudgivne tracks, demoer og liveoptagelser. Love Shop er fortsat på pause på ubestemt tid. Læs også Undertoners historie om “En nat bliver det sommer”

Nyheder

Dinosaur Jr. klar med ny plade til maj

Blækket er endnu ikke tørt, efter Dinosaur Jr. har underskrevet pladekontrakten for deres 8. plade, der kommer til maj. Det er ikke længere den store nyhed at gendanne sit gamle band blot for at turnere. Næ, hvis man skal gøre en seriøs sag ud af det, skal man vel også lave en ny plade? Dog er det forståeligt, at mange bands tøver med sådan et tiltag. Hvis f.eks. Pixies nu valgte at gøre alvor af deres trusler med at indspille materiale til en ny fuldlængde, hvilke fans ville så – kom så, hånden på hjertet(!) – tro, at bandet ville være i stand til at levere noget, der er bare tilnærmelsesvist lige så godt som tidligere plader? Nu skal vi heller ikke fortabe os i detaljer om det forkerte band, for denne nyhed handler om Dinosaur Jr. Og der er så sandelig nyt at berette om de gamle støjrockhelte. Undertoner har tidligere fortalt, at bandet er opstået i sin oprindelige konstellation, og nu viser det sig, at de unge dinosaurere også har en plade på vej. Den hedder Beyond og har en planlagt udgivelsesdato, der lyder den 1. maj. Dinosaur Jr. har nemlig for ganske nylig underskrevet en pladekontrakt med det amerikanske label Fat Possum. Derudover planlægger bandet i samme måned at udgive en live-dvd med optagelser fra bandets genforeningsturné sidste år. Og så til det lettere besynderlige tiltag. I februar sender Nike (ja, tøjmærket!) en Dinosaur Jr.-sko på markedet. Så kan vi i mellemtiden spekulere lidt over, hvad vi synes om det. Og her på falderebet skal læseren da ikke snydes for en trackliste til Beyond, som på tidligere plader er præget af simplistiske sangtitler – garanteret med ditto sangtekster. Men så igen, hvem har nogensinde dyrket Dinosaur Jr. for deres tekster? 1. Almost Ready 2. Crumble3. Pick Me Up 4. Back to Your Heart 5. This Is All I Came to Do 6. Been There All the Time 7. It’s Me8. We’re Not Alone 9. I Got Lost10. Lightning Bulb11. What If I Knew…

Nyheder

Joanna Newsom til Danmark

Hun slår selveste Thom Yorke, den højtråbende Karen O. og drengene i Yeah Yeah Yeahs og sågar Yo La Tengo, der jo ellers ikke er bange for at banke nogen. Foto: Pete Newsom Joanna Newsom erobrede mange af Undertoner-skribenternes hjerter, og hendes Ys blev stemt ind som årets bedste album 2006 foran dem alle. Samme album kaldte Undertoners anmelder for et “episk mesterværk.” Over hele linjen har anmeldere tabt pusten over den amerikanske harpenist og sangfugls talent. Hendes popularitet bringer den kun 24-årige kunstner vidt omkring; i løbet af vinteren giver hun f.eks. fem koncerter i Japan. Vi danskere er ikke helt så heldige som japanerne, men en enkelt Joanna Newsom-koncert er nu ikke til at klage over. Frk. Newsom kommer nemlig til Danmark og giver koncert i Store Vega i København. Datoen bliver d. 23. april. Til koncerten vil der være unummererede siddepladser, og Joanna Newsom har et orkester med på scenen. Billetterne bliver sat til salg på mandag kl. 10:00 via www.billetlugen.dk og Fona-butikker.