Den originale Sebadoh-line-up med Lou Barlow, Jason Loewenstein og Eric Gaffney er genforenet, og året 2007 byder på en længerevarende amerikanske turné. I 2005 fortalte Undertoner om, at Dinosaur Jr. havde fundet sammen igen. J Mascis og Lou Barlow havde begravet den gamle stridsøkse, og sammen med trommeslageren Murph er de begyndt at turnere og skrive nyt materiale. Den skarpe læser kan nu allerede lægge to og to sammen. For dinosaurernes genforening har tilsyneladende tændt en gnist hos Lou Barlow, som ellers i den senere tid har passet egen forretning med soloudgivelsen Emoh. Barlow har nemlig fundet sammen med sine to gamle bandkammerater Jason Loewenstein og Eric Gaffney, som udgjorde rygraden i Sebadoh, Barlows primære musikalske projekt, efter han forlod Dinosaur Jr. i slutningen af 80’erne. På Lou Barlows egen lille rodebunke af en hjemmeside, loobiecore.com, fortæller han: »Eric Gaffney og Jason Loewenstein kom til L.A. for en uges omgang klassisk Sebadoh. Det er fantastisk at spille med Eric igen. Jeg havde egentlig glemt, hvilket godt band vi var. Faktisk var jeg nødt til at glemme det, fordi Eric smuttede dengang.« Sebadoh har foreløbig offentliggjort en længerevarende amerikansk turné. Hvad fremtiden ellers kommer til at byde på fra bandet vides endnu ikke – men mon ikke danske fans håber på en ny plade og en europæisk turné. Læs mere på www.sebadoh.com
Nyheder
Nyheder, nyheder, nyheder. Nye plader, koncerter, sideprojekter…
Kunststyrelsen elsker Band Ane
Forleden lykkedes det Politiken at kåre hhv. Red Hot Chili Peppers og Kim Larsens nye plader som årets allerbedste plader. Og når Erik Jensen m.fl. tilmed vælger Thåströms album fra 2005 som nr. fem på 2006-listen, er det alt i alt meget svært at undertrykke lysten til at bede samfulde musikjournalister på Rådhuspladsen tage sig sammen. Men alligevel aner man håb forude, når listen over de bedste danske plader ikke blot rummer Murders andet album, men også Band Anes debutplade Anish Music. Og det er faktisk frk. Østergaard fra Skørping, som den her nyhed egentlig skal handle om. For Kunststyrelsens tonekunstudvalg har traditionen tro netop præmieret en række “kunstnere, der hver især har sat deres præg på den danske musikhimmel med særligt markante værker og udgivelser i det forgangne år”, som styrelsen formulerer det. Hver præmie er på 50.000 kr., og Band Ane er den eneste egentlige debutant (Trentemøller har efterhånden udgivet musik under eget navn i et par år), der har fået Kunststyrelsens økonomiske skulderklap i år. Vi ønsker mange gange tillykke. Resten af listen kan ses hos Kunststyrelsen.
Nyt album fra Bright Eyes
Så er det igen blevet tid til at tude over tilværelsen med Bright Eyes. Conor Oberst og hans tro følge udgiver endnu et album til april. Albummet har fået titlen Cassadaga, som er navnet på et område i Florida, hvor der bor mange synske mennesker. Conor Oberst har denne gang ikke stolet helt på sine egne evner, så han har inviteret en par gæster med: M. Ward og Janet Weiss (kendt fra Sleater-Kiney). Som forløber til albummet udgiver Bright Eyes i marts ep’en Four Wind EP, der kommer til at fungere som første-single for albummet. Trackliste til Four Winds EP:1. Four Winds2. Reinvent the Wheel3. Smoke Without Fire4. Stray Dog Freedom5. Cartoon Blues6. Tourist Trap Læs også Undertoners anmeldelser af:Bright Eyes: Motion SicknessBright Eyes: Digital Ash in a Digital UrnBright Eyes: I’m Wide Awake It’s MorningBright Eyes: Lifted or The Story Is in the Soil, Keep Your Ear to the GroundBright Eyes: There Is No Beginning to the Story EP
Sophia spiller i Pumpehuset
Tidligere på året udsendte en af sadcore-genrens bannerførere Sophia (eller Robin Proper-Sheppard som der står på passet) Technology Won’t Save Us. Nu får danskerne muligheden for at høre om de sørgelige toner kan redde eller måske i det mindste forbedre en københavnsk vintersøndag. Den humørsyge amerikaner gæster Pumpehuset søndag d. 18/2 og billetterne kan købes allerede nu igennem Billetlugen. Sophias officielle hjemmeside annoncerer desuden, at Technology Won’t Save Us udkommer i Skandinavien i midt-januar, så alle dem, som endnu ikke har opdaget internetshopping vil også have muligheden for at synge kor på de nye numre.
Liars leger Led Zeppelin på ny single
Den amerikanske trio Liars fejrer julen med at lege Page og Plant på en ny split-single. Liars spiller nummeret “How Many More Times”, mens den anden side af 10″ singlen indeholder nummeret “Feasting On My Heart” fremført af den skotske poet Gerry Mitchell. Singlen er den fjerde single i serien Keep Mother, som består af 13 udgivelser med 26 artister. Artisterne parres helt tilfældigt med hinanden, og tidligere bands har blandt andet været Hopewell og Dave Cloud. Hvert nummer skal være omkring ti minutter, og hver udgivelse kommer i blot 500 eksemplarer. Hele serien kan erhverves for £60.
2½ album på vej fra David Thomas Broughton
I starten af 2006 priste Undertoners anmelderske debutalbummet fra engelske David Thomas Broughton, The Complete Guide to Insufficiency, og var godt gammeldags begejstret over, hvor formidabelt Broughton benyttede sine begrænsede evner som musiker. Nogen decideret blændende guitarist er han nemlig ikke, og det kan lyde som et problematisk træk, når han nu engang bygger sin numre på netop fingerspillet akustisk guitar i loopede lag. Men på The Complete Guide to Insuffiency gik det fremragende med at få lofi-udtrykket og det middelmådige guitarspil til at føre til magiske øjeblikke. Nu varsler Broughton så ikke mindre end 2½ nye plader. Først udsender han i februar albummet 5 Curses, der lidt ulogisk rummer seks numre: 1. No One Ever 2. Ain’t Got No (Live) Sole 3. That I Have to Turn Out 4. It Breaks 5. So Much Sin to Forgive (Extended Hand Claps) 6. Weather Allerede i marts udgiver han så sit næste album, It’s In There Somewhere, og minsandten om han ikke også har en split-ep på vej sammen med vennen Benjamin Wetherill. Bare rolig – Broughton er på Myspace. Dér kan du høre bl.a. “Ambiguity” fra debutpladen samt “So Much Sin to Forgive” fra 5 Curses. Og som belønning for, at du nåede helt herned, er her et link til Broughtons coverversion af (Smog)-nummeret “Rock Bottom Riser“.
The Stooges spiller Lennon/McCartney
I oktober løb nyheden om, at The Stooges ville indspille deres første regulære plade siden 1973, verden rundt. Og nu skulle det være ganske vist: Indspilningerne, der foregik hos stjerneproduceren Steve Albini i Chicago, gik godt – og næste forår får vi resultatet at høre. Nærmere bestemt bliver det d. 20. marts, at albummet med titlen The Weirdness ryger ud på butikkernes hylder. I alt kommer albummet til at rumme 16 numre, men indtil videre er tracklisten ikke lagt fast. Ifølge wikipedia.org skulle der dog være en rimelig sandsynlighed for, at Iggy Pop & co. inkluderer en coverudgave af Lennon/McCartney-sangen “I Wanna Be Your Man”. Og så kan man ellers begynde at spekulere over, om The Stooges virkelig kan levere varen så mange år efter deres storhedstid. Men bandets liveoptrædener de seneste år har fået en særdeles pæn modtagelse hos anmelderne – og om ikke andet, så viser billedet her ved siden af, at Iggy stadig opererer med særdeles lavtsiddende bukser.
Dyrekollektivet rydder ud i arkivet
Efter at Avey Tare, Deakin, Geologist og Panda Bear i foråret 2005 havde indspillet den særdeles anmelderroste Feels, var der en flok numre i overskud. De har ligget og samlet støv i skuffen, muleposen eller hvor disse naturens sønner nu gemmer den slags. D. 22. januar er det imidlertid slut med at skjule tre af numrene for offentligheden. Den dag udsender Animal Collective nemlig ep’en People, der bl.a. byder på en gæsteoptræden fra Kristín Anna Valtysdöttir, tidl. múm. Tracklisten ser således ud: 1. People 2. Tikwid 3. My Favorite Colors 4. People (Live)
10 år med Labrador fejres med stort bokssæt
100 numre fra lige så mange udgivelser bliver samlet på fire cd’er. Det svenske pladeselskab Labrador så dagens lys tilbage i 1997 og har siden udgivet plader med navne som Suburban Kids With Biblical Names, Sambassadeur, The Legends og The Radio Dept. I alt 99 udgivelser er det indtil videre blevet. Eller rettere 97, for en 7″-single med Los Fancy Fee og en splitsingle med Jacqueline/The Radio Dept. er af uvisse grunde aldrig blevet udgivet. Før nu. Begge singler er nemlig at finde på jubilæumsboksen med det rammende navn Labrador 100, der dokumenterer pladeselskabets 10-årige levetid. Med udgivelsen følger en stor booklet, hvori hvert eneste af de 100 numre får en kommentar med på vejen. Den vil desuden indeholde en lang række lister over stort og småt fra Labradors historie – alt fra de bedste sange til de bedste covers. Labrador 100 udkommer 14. februar.
Nyt fra Super Furry Animals-frontmand
Det er godt og vel et års tid siden, vi sidst hørte noget nyt fra walisiske Super Furry Animals. Men tro ikke, at forsanger Gruff Rhys har ligget på den lade side. Tværtimod udsender han d. 8. januar albummet Candylion, hvorfra førstesinglen med samme navn allerede er udkommet. Det nummer samt tre andre fra den nye plade kan høres på Rhys’ Myspace-side – og hér kan du se en særdeles Jørgen Clevin-inspireret video til netop førstesinglen. Når man først er kommet i gang med at levere nyt om Super Furry Animals, er det svært at stoppe igen. F.eks. kan vi takket være et tidsskrift ved navn NME fortælle, at bandet p.t. arbejder på så mange forskellige sange, at der er stof til tre forskellige plader. Men i første omgang har waliserne mixet ét album, som der dog ikke er nogen udgivelsesdato på endnu. Samtidig har et af de øvrige bandmedlemmer, Dafydd (ja, walisisk retstavning er en af vores kernekompetencer, red.), og resten af hans sideprojekt med navnet The Peth lagt deres første numre på Myspace – herunder den ganske fængende “Let’s Go Fucking Mental”.
Calla er tilbage i februar
Da Calla udgav sit fjerde album, Collissions, var Undertoners anmelder godt tilfreds med, at Callas musik befandt sig i “undergrundens melankolske mørke. Hernede er Calla formidable,” forklarede han. D. 19. februar får vi på ny muligheden for at finde ud af, hvor trioen opholder sig. Den dag udsender de nemlig album nr. 5, Strength in Numbers, beretter CMJ.com, som også kan servere en trackliste: 1. Sanctify 2. Defenses Down 3. Sylvia’s Song 4. Sleep in Splendor 5. Rise 6. Stand Paralyzed 7. Bronson 8. Malo 9. Malicious Manner 10. A Sure Shot 11. Le Gusta El Fuego 12. Simone 13. Dancers in the Dust
Dokumentarfilm om The Notwist
For fire år siden dukkede tyske The Notwist op nærmest ud af det blå og blev anmelderyndlinge takket være albummet Neon Golden. Pladen ramte plet i en tid, hvor indietronica var det hippeste blandt alle de hippe modeord i musikverdenen. I løbet af de seneste år er dokumentarfilm ligeledes blevet noget af det hotteste hotte, både i filmverdenen og i journalistkredse. Og med den efterhånden veltrænede sans for at ramme de rette trends har The Notwist nu en dvd klar, hvorpå hovedindholdet er en 90 minutter lang dokumentar om indspilningerne af Neon Golden. Filmen er lavet af instruktøren Jöerg Adolph, og traileren kan ses hos nogle andre, der er über-moderne, nemlig Youtube. Dvd’en rummer i øvrigt også den tog-fikserede video til “Pilot” samt Jörg Adolphs 92 minutter lange film Channel Swimmers, der overraskende nok handler om folk, der svømmer tværs over Den Engelske Kanal – en film, som The Notwist har lavet musik til. Og netop det der med at komponere er Weilheim-bandet i fuld gang med i øjeblikket. Det forlyder i al fald, at d’herrer er i gang med at forberede en ny The Notwist-plade. Men hvornår den kan være klar, er der intet nyt om.
The Clientele spiller disco
Det ligner punk, men er det ikke. Engelske The Clienteles kommende plade, God Save the Clientele, er nu på skinner og forventes at udkomme i starten af foråret. Den punk-relaterede titel dækker ifølge bandet selv blandt andet over et disco-nummer. Disco er måske næppe den stilart, de fleste fra bandets voksende fanskare ville forbinde med The Clienteles foreløbige CV, men den skulle nu være god nok. Forsanger og guitarist Alasdair Maclean beskriver selv det endnu ubetitlede nummer som “kronjuvelen på et ganske skizofrent album.” På bandets sidste plade, Strange Geometry, stod den excentriske franskmand Louis Philippe for pladens markante strygerarrangementer. Philippe får lov at gøre det igen på God Save the Clientele, og denne gang i en målestok, der ifølge Maclean er “mere Scott Walker end “Eleanor Rigby”.” I det hele taget har det ganske kontrolfikserede band i denne omgang sluppet tøjlerne og har overdraget ansvar til både produceren Mark Nevers (Lambchop, Silver Jews, Will Oldham) og gruppens nye, fjerde medlem, den kvindelige violinist Mel Draisey. Sangtitlerne til det nye album inkluderer bl.a. “Here Comes the Phantom” og “Kill the Drummer”.
Nyt fra Television Personalities i februar
“Det er få kunstnere beskåret at formidle følelser så blændende ærligt og uprætentiøst,” jublede Undertoners anmelder, da Dan Treacy alias Television Personalities i foråret udgav sit første album i 11 år. Pladen udkom efter nogle turbulente år i Treacys liv. Bl.a. havde han været i fængsel i en periode. Siden foråret har der efter alt at dømme været mere ro på hos Treacy end længe. I hvert fald har han allerede nu et nyt album parat, meddeler Muzikalia.com. 20. februar slipper han det løs med titlen Are We Nearly There Yet?. Tracklisten er som følger: 1. Are We Nearly There Yet? 2. The Peter Gabriel Song 3. The Eminem Song 4. I Get Scared When I Don’t Know Where You Are 5. I See Dead People 6. If I Could Write Poetry 7. If I Should Fall Behind 8. Coltrane’s Ghost 9. Mr Brightside 10. All the Midnight Cowboys 11. All the King’s Horses 12. You Are Loved 13. It’s All About the Girl
