Nyheder

Nyheder, nyheder, nyheder. Nye plader, koncerter, sideprojekter…

Nyheder

Steve Reich fylder 70

Der er kun få, nulevende musikere, som med rette kan hævde, at de har ændret musikhistorien. En af dem er Steve Reich. D. 3. oktober fylder Reich 70 år, og det skal selvfølgelig fejres. Nonesuch udgiver i den anledning en femdobbelt cd-box til prisen af en enkelt (dyr) cd. Opsamlingen indeholder blandt andet Reichs komposition Music for 18 Musicians fra 1976, som var det stykke musik, der for alvor gav ham international anerkendelse. Boksen blegner dog i forhold til den tidobbelte opsamling, der udkom, da Reich fyldte 60. Som fejring af fødselaren vil der omkring 70-årsdagen være en udstilling i The Barbican Centre i London, hvor musik og film vil fortælle om Reichs liv og værker. Man kan allerede nu over internettet sniglytte til en podcast om hans 60’er-karriere. I London er der en række koncerter, blandt andet en remix-koncert, hvor Steve Reich spiller sammen med Coldcut, Kronos Quartet og Konono No 1. Steve Reich vil i anledning af sin fødselsdag desuden opføre værket Daniel Variations i New York – et værk til minde om den amerikanske journalist Daniel Pearl, der blev dræbt i Pakistan i 2002 af muslimske fundamentalister. Besøg Steve Reichs hjemmeside

Nyheder

Grizzly Bear tilbage til Danmark

For tredje gang på et års tid kommer den amerikanske free-folk-kvartet Grizzly Bear til Danmark for at spille koncerter. Det er ikke helt lidt, og man skal vel en håndfuld år tilbage til skønne navne som Smokie og Andrew Strong for at finde udenlandske kunstnere, der har været oftere i Danmark. Også denne gang skal Grizzly Bear spille på Loppen på Christiania, hvilket kommer til at foregå d. 14. november. To dage senere kommer de til Århus og spiller på Voxhall. Turnéen kommer i kølvandet på bandets andet album, Yellow House, som Undertoners anmelder kaldte “en af årets foreløbigt mest berusende albumoplevelser”.

Nyheder

Patti Smith hyldes på Christiania

Kvinden med den fantastiske røst – Patti Smith – hyldes i Den Grå Hal på Christiania. Man kan sagtens kalde Patti Smith for en amerikansk rock-mama uden at fornærme nogen. Og torsdag d. 28. september hyldes hun i Den Grå Hal på Christiania. En lang række kvindelige danske kunstnere giver med et husorkester i ryggen deres bud på, hvordan Patti Smith kan og bør fortolkes. Solisterne tæller blandt andet Aud Wilken, Sharin Foo, Signe Høirup Wille Jørgensen og Solveig Sandnes. Koncerten vil desuden rumme digtoplæsninger og hemmelige gæster (uha hvor spændende!) Dørene åbner kl. 20:00 og entreen er 100,- kr.

Nyheder

Woven Hand igen til Århus

David Eugene Edwards må have fået et brev fra sit flyselskab engang i foråret, hvor de gjorde ham opmærksom på at alle hans bonuspoint udløber i år. Eller også er han bare overordentlig glad for at spille i Europa. For nu kommer han igen og krænger mørk gospel-blues ud over kontinentet. 30. november gæster han – i skikkelse af Woven Hand – Voxhall i Århus, et spillested mørkemanden har besøgt mindst en gang hvert år siden 2002, hvor han spillede to koncerter. Både som Woven Hand og med 16 Horsepower. Woven Hand udgav for et par måneder siden albummet Mosaic, og i den forbindelse gæstede gruppen Lille Vega i København. Om det også bliver til en november-koncert i hovedstaden er endnu uvist, men d. 29. november er ifølge hans europæiske booker stadig ledig, inden turnéen fortsætter mod Sverige.

Nyheder

Johann Johannsson: Nyt værk og album

Den islandske komponist Johann Johannsson fremfører sit nyeste værk på festivalen Iceland Airwaves. Værket hedder IBM 1401 – A User´s Manual, og handler om det komplekse forhold mellem mennesket og maskinen. Johann Johannsson mener, at vi ikke mere kan adskille os fra de maskiner, som vores dagligdag er fyldt med. Johann Johannsson samarbejder med danser og koreograf Erna Ómarsdöttir, og live supplerer hendes dans musikken. På scenen er Erna Ómarsdöttirs dans et vigtigt modspil til maskinerne – især til Hammond-orglets Leslie-højttaler, som hypnotisk drejer og drejer. Musikken er baseret på en gammel, Islandsk hymne, som en IBM 1401 blev programmeret til at spille. Johann Johannsson er måske mest kendt for sin rolle i Apparat Organ Quartet og for hans to solo-album Englaborn og Virthulegu Forsetar – begge udgivet på det engelske selskab Touch. IBM 1401 – A User’s Manual bliver udgivet d. 16. oktober på 12 Tonar og 4AD.

Nyheder

Bibelske plager: Rufus, Eno, Scott Walker

Kildeangivelser er normalt ikke noget, danske musikmedier benytter sig af – så lad os for en gangs skyld være præcise: 2. Mosebog, kapitel 7-11. Hér finder vi nemlig historien om, hvordan Herren lod i alt 10 plager ramme det egyptiske folk, fordi Farao ikke ville lade Moses og resten af israelitterne slippe ud af deres tilværelse som slaver for egypterne. Og med ‘plager’ er der ikke tale om hold i nakken eller lidt ondt i maven – næ, vi snakker sværme af myg og fluer, pest, bylder og drab af landets førstefødte. Med meget mere. Det har filminstruktøren Penny Woolcock lavet filmen The Margate Exodus om, og den får et soundtrack med på vejen. Og det er her, det bliver spændende. Soundtracket er samlet på albummet Plague Songs, der d. 2. oktober udkommer på selskabet 4AD. Og vi tillader os – uden at henvise til Det Gamle Testamente – at mene, at det er nogle ganske interessante navne, der er med. 1. Klashnekoff: Blood 2. King Creosote: Relate the Tale 3. Stephen Merritt: The Meaning of Lice 4. Brian Eno & Robert Wyatt: Flies 5. Laurie Anderson: The Fifth Plague 6. Cody ChesnuTT: Boils 7. The Tiger Lillies: Hailstones 8. Imogen Heap: Glittering Cloud 9. Scott Walker: Darkness 10. Rufus Wainwright: Katonah

Nyheder

Cansei de Ser Sexy aka CSS på Loppen

Det brasilianske band Cansei de Ser Sexy besøger Loppen i København til november. Brasilien er et af verdens største lande, men ud over musik fra Tropicália-bevægelsen – som talte navne som Caetano Veloso, Gilberto Gil og Os Mutantes – har det været småt med musik, der er slået igennem på verdensplan. Om Cansei de Ser Sexy – eller CSS som de også kalder sig – er slået igennem, kan måske diskuteres. Men en pladekontrakt med amerikanske Sub Pop og den fantastiske single (med den fantastiske titel) “œLet’s make love and listen to Death From Above” er et godt skridt på vejen. CSS blander på bedste vis Talking Heads med Fannypack og tilføjer en knivspids elektro. CSS er dette efterår på besøg i Europa og gæster i den forbindelse København. Bandet spiller d. 23. november på Loppen.

Nyheder

Elephant 6-stjerner på ny Apples in Stereo-plade

Solskinspopveteranerne Apples in Stereo er det første band, der har skrevet kontrakt med Elijah Woods (ja, den lille Hollywood-hobbit) pladeselskab Simian Records. Bandets sjette plade New Magnetic Wonder er sat til at udkomme den 7. februar. New Magnetic Wonder består af intet mindre end 24 sange og byder desuden på gæsteoptrædener af en række medlemmer fra musikerkollektivet Elephant 6 – mest bemærkelsesværdigt af den tilbagetrukne Neutral Milk Hotel-frontmand Jeff Mangum, som selv er i gang med at arbejde på nyt materiale efter 1998-pladen In the Aeroplane over the Sea. Med på pladen optræder også Olivia Tremor Control-folkene Bill Doss, John Fernandes og Will Hart. Trackliste til New Magnetic Wonder Can You Feel It?SkywayMellotron 1EnergySame Old DragJoanie Don’t U WorrySunndal SongDropletPlay ToughSun Is OutNon-Pythagorean Composition 1Hello Lola7 StarsMellotron 2Sunday SoundsOpen EyesCrimsonPre-CrimsonVocoder Ba BaRadiationBeautiful Machine Parts 1-2Beautiful Machine Parts 3-4My PretendNon-Pythagorean Composition 3

Nyheder

Ny plade på vej fra Shellac

Ifølge amerikansk musikside byder året 2007 på nye toner fra Steve Albini og co. i Shellac. Seks år er passeret, siden math/posthardcore-kæmperne Shellac sidst udgav en plade. Siden da har der ikke været de store nyheder at fortælle om Shellac, ud over når de fra tid til anden har spillet en koncert hist og her. Men i følge tinymixtapes.com skulle der nu endelig være spændende nyt på vej. Ifølge siden udgiver Shellac nemlig inden længe deres femte plade med udfordrende rytmesignaturer, skærende guitar og buldrende trommer, som det produceres bedst af Steve Albini, der selv står i front for Shellac. Der er desværre ikke frigivet nogen videre detaljer om pladen – ud over at den kommer tidligt i 2007, og at den får titlen Excellent Italian Greyhound efter trommeslager Todd Trainers hund.

Nyheder

M. Ward giver koncert i København

Den amerikanske sangskriver M. Ward giver til oktober fire koncerter i Norden – en af dem i København. M. Ward er portlandske Matt Ward, som udgav sit debutalbum i 2000 og netop nu er aktuel med albummet Post-War, som er udgivet på Merge Records. Albummet er politisk i den forstand, at det beskæftiger sig med USA’s tilstand efter Irak-krigen. Ward er inspireret af 40’ernes country-ballader, men leverer dem i en opdateret version. Og han kan nu opleves i Vega i København, hvor han giver koncert d. 24. oktober.

Nyheder

Sugarcubes genforenes

Sugarcubes er sammen igen for at give koncert i Reykjavik oven på deres 20-års-jubilæum. Björk blev først kendt som sanger i den islandske avant-popgruppe Sugarcubes i midt-80’erne, men det var først, da hun påbegyndte sin egen solokarriere efter Sugarcubes endeligt i 1992, at populariteten virkelig tog fart. For omkring 20 år siden udsendte Sugarcubes deres første single, “Birthday”, på deres eget label Smekkleysa SM. Denne udgivelse blev starten på en strålende karriere for Sugarcubes, som i den grad kickstartede den islandske musikeksport. For at fejre dette jubilæum gendannes Sugarcubes for en enkelt koncert i Reykjavik den 17. november. Det bliver altså første gang, at den islandske sekstet står på scenen sammen i 14 år. Alt overskud fra koncerten går til Smekkleysa SM, som fortsat arbejder nonprofit for at sikre bedre vilkår til islandske musikere og kunstere. Hvorvidt Sugarcubes har planer ud over denne ene koncert, forlyder der ingen meldinger om. Endnu er der heller ingen oplysninger om billetsalg.

Nyheder

Joan As Police Woman tilbage til Danmark

“Ærlighed og intimitet” var nøgleordene, da Undertoners anmelder for nogle uger siden jublede over Joan As Police Woman. Dengang tog Joan Wasser og hendes to bandkollegaer Voxhall i Århus med storm. På august-strejftoget gennem Danmark var trioen også i København, og de må have brudt sig godt om hovedstaden. I hvert fald kommer Joan As Police Woman til københavnske Rust d. 20. oktober. Denne gang bliver det dog ikke i den skrabede trio-besætning, men med fuldt band. Så til oktober er der formentlig mulighed for at få fyldige versioner af numrene fra debutpladen, Real Life. Ifølge bandets hjemmeside spiller de sammen med M. Ward på Kulturmejeriet i Lund d. 21. oktober – men der er indtil videre ingen meldinger om, at han også er med på Rust.

Nyheder

Radiohead – nu også til babyer

Radiohead-numre som vuggeviser er den seneste udgivelse i en række af album med rockmusik i baby-venlige udgaver. Det er selskabet Baby Rock Records, der står bag udgivelsen, som giver Radioheads musik en ekstra dimension. Det er sjovt og ganske hyggeligt at høre numre som “Paranoid Android”, “Knives Out” og “There There” i blide, håndspillede udgaver – musik som absolut ikke kan skræmme babyer, der ligger og sover til middag. Og som de skriver på hjemmesiden: “These versions of Radiohead are sophisticated enough for people of all ages, but sweet enough to introduce your child to rock’s smartest band.” Radiohead-udgivelsen er den seneste i serien Rockabye Baby!, som blandt andet også omfatter vuggevise-udgaver af Coldplay, Björk, The Beach Boys og Tool (!).

Nyheder

Nyt på vej fra Sophia

Det er efterhånden to år siden, at Robin Proper-Sheppard sidst delte holdningen om, at People Are Like Seasons med omverdenen. Nu er Sophia-frontmanden endeligt klar med nyt, og den 27. oktober kan vi så høre, hvorfor det lige er, at Technology Won’t Save Us, som er titlen på sadcore-sangerens femte album. Proper-Sheppard huserede tidligere i det hårdtslående The God Machine, der nåede at udgive to albums, inden et dødsfald i bandet fik de resterende medlemmer til at opløse gruppen. Amerikaneren begyndte herefter at indspille under navnet Sophia, og det medførte et skift til en mere indadvendt, spartansk og skrøbelig stil, hvilket især er tydeligt på de to første udgivelser. På de senere plader, er lyden blevet fyldigere, hårdere og stemningen knap så suicidal. Om denne udvikling fortsætter, må vi vente til oktober med at få opklaret. Tracklisten kan vi dog godt afsløre inden: 1. Technology Won’t Save Us2. Pace3. Where Are You Now4. Big City Rot5. Twilight At The Hotel Moscow6. Birds7. Lost (She Believed In Angels…)8. Weightless9. P.1/P.2 (Cherry Trees And Debt Collectors)10. Theme For The May Queen No. 3 Læs også Undertoners anmeldelse af:Sophia: Die Nachten