For 10 år siden blev det svenske musikprogram Musikbyrån sendt for allerførste gang. I den anledning har Sveriges Television ryddet det meste af sendefladen en fredag aften for at fejre jubilæet med manér. I en maratonudsendelse på hele 5½ time bliver det muligt at (gen)se de største øjeblikke fra de ind til videre 336 programmer. Ro på, Magnus Broni – nu har vi fortalt, at I fylder år Tidsfristen for selv at præge udsendelsens sammensætning er desværre overskredet, men de hippe svenske seeres stemmer vil sikkert også falde i god jord hos danske musikelskere. Bliv derfor hjemme fra byen fredag den 20. oktober. Tænd i stedet for SVT2 kl. 21.30, hvor der med garanti bliver vist seværdigt musik-tv for alle svenskernes licenskroner, helt frem til klokken slår 03.00. Værten Magnus Broni toner dog allerede frem på skærmen den 22. september, når Musikbyråns egentlige efterårssæson får præmiere. Det sker blandt andet med forårets Red Hot Chili Peppers-koncert i Den Grå Hal. I de efterfølgende programmer kan disse livekoncerter ses på SVT2: 29. september: Håkan Hellström, 10.03.06, Mejeriet, Lund6. oktober: Saïan Supa Crew, 26.03.06, Mejeriet, Lund13. oktober: Flaming Lips, 02.05.06, Cirkus, Stockholm
Nyheder
Nyheder, nyheder, nyheder. Nye plader, koncerter, sideprojekter…
The Unicorns' Alden Penner laver soundtrack
Alden Penner – engang medlem af det nu opløste band The Unicorns – er godt i gang med at lave sin egen musik. Det var ikke længe, The Unicorns nåede at eksistere. Men bandet fik alligevel lavet det fantastiske album Who Will Cut Our Hair When We’re Gone?. Nogle af medlemmerne fortsatte den musikalske detour i Islands, mens Alden Penner holdt lavere profil. Men nu er Alden Penner ved at komme frem fra sit skjul. Han har lavet musikken til filmen The Hamster Cage instrueret af canadiske Larry Kent, som kunne ses på årets Natfilmfestival. Musikken udkommer senere som soundtrack, men man kan lige nu prøvesmage et par numre på filmens hjemmeside. Alden Penner har blandt andet fået vokal-hjælp fra Richard Reed Parry fra Arcade Fire og Belle Orchestre. Der er optagelser af Alden Penners live-optrædener i det hemmelige Unicorns-forum, hvor man også kan finde Unicorns- og Islands-livesæts. Ellers kan Alden Penner besøges på Myspace Læs anmeldelsen af Islands’ Return To The Sea
The Breeders arbejder på ny plade
Pixies-bassisten Kim Deals andet band The Breeders arbejder i højt tempo i øjeblikket. Der er kun gået godt fire år siden bandets seneste udgivelse, Title TK, og når man tænker på, at det tog ni år at lave den plade, er det ganske imponerende, at Deal & co. allerede er i fuld gang med at lave deres fjerde regulære album. Ligesom Title TK skal det nye album produceres af Steve Albini, fortæller NME.com. Indspilningerne starter i løbet af denne måned i Albinis studie i Chicago. For de læsere, der ikke lige er inde i, hvem The Breeders egentlig er, er her videoudgaven af bandets største hit, “Cannonball” – en video instrueret af den siden hen ret så feterede instruktør Spike Jonze, der under arbejdet med “Cannonball” havde Sonic Youth-sangerinden Kim Gordon som medinstruktør.
Prefuse 73 kombinerer forplantning og musik
Den hyperaktive producer m.m. Scott Herren alias Prefuse 73 alias Savath & Savalas alias Piano Overlord har skaffet sig en ny titel: far. I næsten to år har Herren arbejdet på en plade sammen med sangerinden Claudia Maria Deheza – men det har åbenbart ikke været det eneste, de har arbejdet på. For nylig er de i hvert fald blevet forældre til lille Alejandro Elias, og i løbet af oktober kan de så endelig barsle med deres fælles plade. Som duo kalder de sig A Cloud Mireya, og debutalbummet får titlen Singular. På duoens MySpace-side kan man høre fire af numrene fra Singular, og med sin håndspillede karakter og Dehezas svævende, luftige vokaler lader musikken til at være en afvigelse fra Herrens normale lyd. Deheza holder ikke nogen lang barselsorlov. Hun er i gang i et nyt band, School of Seven Bells, sammen med bl.a. sin søster Alejandra, der ligesom Claudia var med i On! Air! Library! Og Herren – ja, han er som altid i færd med at lave nye plader. Lige nu er det den tredje Savath & Savalas-plade, han er mest optaget af. Og, nå-ja, så har han vel også travlt med at skifte Alejandro Elias. Tracklisten til Singular ser således ud: 1. Our Alejandro 2. Those Nights 3. Illusional 4. Wasted Time 5. Another Day 6. Safely in Number One 7. Be Back Next Month 8. These Flowers 9. Winter Sleep 10. Bliss Inseclusion 11. Vacant 12. Mountains in May
Ex-Mclusky-medlemmer i nyt band
“Mclusky er ikke det bedste band i verden, men det virker nu heller ikke, som om at de stræber efter at være det,” skrev Undertoners anmelder om det tredje og sidste Mclusky-album, The Difference Between Me and You Is That I’m Not on Fire. Og det var da bestemt ikke ekvilibristisk instrumenthåndtering, der stod øverst på walisernes tjekliste. De gik snarere op i god gammeldags punkenergi. Ikke så længe efter udgivelsen af The Difference… var det imidlertid slut for Mclusky, og medlemmerne gik hver til sit. Sådan da – for nu er forsangeren Andy Falkous gået sammen med trommeslageren Jack William Egglestone om bandet Future of the Left. Sammen med en bassist, der ikke havde noget med Mclusky at gøre, har de to været i gang i et års tid, og nu er de klar til at præsentere noget for resten af verden. For nogle år siden ville et nyt band som Future of the Left have gjort dét ved at lave en plade eller måske endda lægge en enkelt mp3-fil med smadret lyd ud på nettet. Men med bandnavnet in mente kan det ikke overraske, at Falkous & co. er helt med på den teknologiske udvikling og har lagt i alt fire af deres numre ind på en MySpace-side.
Luke Haines-album på vej
Helvedes ironisk og samfundsrevsende – to beskrivelser der passer godt på britten Luke Haines. Han har nu et nyt album på vej. Luke Haines’ næste album har fået titlen Off My Rocker At The Art School Bop, og det udkommer 16. oktober på selskabet Degenerate Music – et selskab lavet til lejligheden og hvis navn hentyder til den musik, som de tyske nazister fandt skadelig for folket. Hvis man ikke kan vente til oktober, så kan man investere i Servants-albummet Reserved, som blev udgivet i marts på Cherry Red. Albummet er en opsamling af Servants’ singler fra 1986-89 og inkluderer desuden bandets John Peel session. I coveret fortæller Luke Haines om alle numrene og om sin tid som medlem af bandet. Læs anmeldelsen af Luke Haines’ album The Oliver Twist Manifesto Besøg Luke Haines’ hjemmeside
Pet Sounds' fødselsdag fejres med podcasts
I år kan The Beach Boys’ klassiske album Pet Sounds fejre 40 års fødselsdag. Og det sker med manér. Capitol udgiver albummet i flere forskellige jubilæums-udgaver: Den ene udgave er en kombineret cd/dvd-udgivelse, som har et specielt ruskind-cover – og selve musikken er tilstede i fire forskellige, digitale formater. Desuden indeholder dvd’en hidtil uudgivne promotion-film og dokumentar-klip. En anden jubilæums-udgave er en dobbelt-vinyl, som blot kommer i 10.000 eksemplarer, indeholdende både mono-mix og stereo-mix. Og så er der en række podcasts – gennem femten podcasts bliver numrene på Pet Sounds kommenteret af The Beach Boys selv, der er blevet interviewet specielt til lejligheden. Hvis man er lidt hurtig på knapperne, så kan to af de femten podcasts hentes gratis hos Stereogum. Resten må købes hos iTunes.
Nirvana-cover på The Polyphonic Spree-ep
Et af de mere uoverskuelige bands i nyere rock-historie er begyndt at røre på sig igen. Som vi kunne rapportere i februar, har Polyphonic Spree været i studiet, og nu er den op mod 25 mand høje gruppe klar til at præsentere de første frugter af arbejdet. 5. september udgiver gigantgruppen ep’en Wait, der er en forløber for deres tredje regulære album. Dét bærer fortsat titlen The Fragile Army og udkommer i starten af 2007. Men allerede nu er der gået mere end to år siden albummet Together We’re Heavy (vi gik ellers og troede, at de var mere gospel end heavy?), og ventetiden er netop årsagen til ep-titlen. Tre af ep’ens fem numre er coverversioner – dels af et nummer fra bandet Tripping Daisy, som var afsæt for dannelsen af The Polyphonic Spree, men også af nummeret “Lithium”, som mangen teenager i start-90’erne skrålede med på, efter at Nirvana udsendte Nevermind. Og det skal nok blive interessant at høre The Polyphonic Sprees horder af korsangere juble “… I’ve found God! Tracklisten til ep’en er som følger: 1. Mental Cabaret 2. I’m Calling 3. Love My Way (Psychedelic Furs-cover) 4. Lithium (Nirvana-cover) 5. Sonic Bloom (Tripping Daisy-cover)
Oktober-album fra Max Richter
Det er efterhånden to et halvt år siden, at den engelske pianist og komponist Max Richter udgav sit særdeles anmelderroste album The Blue Notebooks, der bestod af klaverkompositioner med et vist litterært strejf takket være brudstykker fra værker af blandt andre Franz Kafka. Siden da har Richter givet Vashti Bunyan en stor hånd med comeback-albummet Lookaftering og været med hende på scenen til en del koncerter. Det har dog ikke forhindret ham i at indspille en ny plade under eget navn, og den er han klar til at slippe løs d. 23. oktober. De første meldinger om albummet, der kommer til at hedde Songs From Before, er, at det er mindst lige så melankolsk forgængeren – og så inkluderer det gæsteoptræden fra Robert Wyatt. Tracklisten er som følger: 1. Song 2. Flowers for Yulia 3. Fragment 4. Harmonium 5. Ionosphere 6. Autumn Music 1 7. Time Passing 8. Sunlight 9. Lullaby 10. Autumn Music 2 11. Verses 12. From the Rue Vilin Tre af numrene kan høres hér.
Panda Bear serverer nye numre i dryp
Noah Lennox, der udgiver plader som både Jane og Panda Bear og desuden er manden bag trommerne i Animal Collective, har netop færdiggjort indspilningerne til sin næste plade. Det oplyser Animal Collective-medlemmet Deakin på bandets Myspace-side. Pladen, der bliver ni sange lang, skal udgives som tre ep’er. Den første af disse, I’m Not/Comfy in Nautica udkom tidligere på året på det noget hemmelige selskab UAAR, men hvornår resten bliver udgivet, er endnu uvist. Dog tyder meget på at Fat Cat vil udgive mindst den ene af ep’erne, da de på en nyligt udsendt promotion-sampler har inkluderet sangen “Bros (Edit)” efterfulgt af katalognummeret 12FAT059. Kodelæsere vil kunne regne ud, at 12-tallet står for en 12″ vinyl, og at resten må være katalognummeret. Den sidste ep formodes udgivet på Animal Collectives eget pladeselskab Paw Tracks i starten af næste år.
Jeff Tweedy-dvd på vej
D. 24. oktober udkommer dvd’en Sunken Treasure, som indeholder materiale fra Jeff Tweedys 2006-tour. Dvd’en dækker Jeff Tweedys solo-koncerter i Portland, Seattle, San Francisco, Eugene og Arcata. Og de sytten numre dækker hans karriere i Wilco, Uncle Tupelo og Loose Fur. Dvd’en udkommer på Nonesuch Records, og som en fin service i denne digitale tidsalder kan købere af dvd’en kvit og frit downloade musikken som mp3. Trackliste: 1. Sunken Treasure2. Theologians3. The Ruling Class4. How to Fight Loneliness5. Summerteeth6. The Thanks I Get7. I Am Trying to Break Your Heart8. ELT9. Shot in the Arm10. Black Eye11. In a Future Age12. Laminated Cat13. (Was I) In Your Dreams14. Airline to Heaven15. Heavy Metal Drummer16. War on War17. Acuff Rose
Yeah Yeah Yeahs-cover af støjlegender
Et ungt, cool New York-band fortolker lidt ældre, men mindst lige så cool New York-band. Hvad er den rette formel? Coolness + coolness? Coolness x coolness? Er der en matematiker til stede? Under alle omstændigheder har Yeah Yeah Yeahs valgt at følge deres forårsalbum Show Your Bones op med en download-ep, som kan findes på iTunes, og hvor bandet på en måde lever op til albumtitlen. I hvert fald hvis vi går ud fra, at arven fra Sonic Youth er en vigtig del af trioens skelet. På ep’en leverer Karen O og co. nemlig en coverversion af netop Sonic Youths afslutningsnummer fra pladen Washing Machine, det episke “The Diamond Sea”. Derudover byder download-udgivelsen på akustiske versioner af tre Show Your Bones-numre: “Gold Lion”, “Cheated Hearts” og “Turn Into”.
Menomena får kontrakt hos Barsuk Records
Du kender sikkert bandet Clap Your Hands Say Yeah? Godt – så ved du også, hvad internettets hypemaskine kan gøre for et bands popularitet. Menomena udgav selv for et par år siden deres debut I Am The Fun Blame Monster. Albummet fik gode anmeldelser på Pitchforkmedia, og så behøver jeg vel næppe forklare mere. Selvom Menomena ikke fik samme succes som Clap Your Hands Say Yeah, så betød den gode omtale, at bandet solgte mange plader. Nu har Menomena skrevet kontrakt med Seattle-selskabet Barsuk Records. Dette ægteskab skulle gerne resultere i albummet Friend or Foe, som kommer i starten af 2007. Indtil da kan tiden fordrives med Menomenas uortodokse hjemmeside.
Gammelt nyt fra Portishead
I sidste uge hævdede BBC, at Geoff Barrow og Beth Gibbons havde foræret os alle sammen to resultater af deres intense arbejde med at lave det længe ventede tredje Portishead-album. Duoens MySpace-side bød nemlig på de to numre “Greek Jam” og “Key Bored 299 03”. Nyheden løb verden rundt, og i løbet af få dage blev de to numre hørt af titusindvis af besøgende. Men Geoff Barrow har nu stoppet alle rygter om, at de to numre stammer fra en ny plade, eller at denne plade skulle være lige på trapperne. Tværtimod er numrene tre år gamle og ikke andet end skitser, hævder Barrow. Han forklarer på bandets MySpace-side, at de arbejder hver eneste dag på at gøre nye numre klar, men han tvivler på, at duoen vil dele noget med resten af verden lige med det samme. Tidligere i år udgav duoen nyt materiale for første gang siden live-pladen Roseland NYC Live fra 1998, da de var med på en opsamling med Serge Gainsbourg-covernumre. Men indtil videre må vi altså væbne os med endnu mere tålmodighed, mens vi venter på en hel plade fra Bristol-duoen.
