Nyheder

Nyheder, nyheder, nyheder. Nye plader, koncerter, sideprojekter…

Nyheder

Avantgardefestival i Århus

Ligesom sidste år har musikmagasinet Geiger fået lov at arrangere en del af programmet for den årlige Kulturama-festival i Århus. Endnu en gang sker det under overskriften Øjne + ører, og på ny er der genre-udfordrende og mildt sagt eksperimenterende navne på programmet. Blandt de optrædende er de to englændere Janek Schaefer (der i øvrigt har verdensrekorden i at knække flest vinylplader på 30 sekunder) og Philip Jeck, der begge har specialiseret sig i at gøre pladespilleren til et selvstændigt instrument. Fra England kommer også Vicki Bennett, der optræder under navnet People Like Us. Med tydelige paralleller til den ophavsrets-skeptiske stilart plunderphonics (der tæller navne som Negativland og John Oswald) sønderklipper Bennett alt fra radio-shows til countrymusik – og Bennets samlede værker kan i øvrigt downloades ganske gratis her. Den århusianske musikscene får også foden indenfor, når blandt andre Jab Mica och El kommer og spiller deres evigt hittepåsomme opklippede folk-eksperimenter. Festivalen afvikles i Ridehuset d. 18. og 19. oktober.

Nyheder

Low udgiver remix-ep

Low har fået en række prominente musikere til at remixe nummeret Monkey, som oprindeligt stammer fra deres seneste rock-album The Great Destroyer. Ep’en har fået titlen Tonight the Monkeys Die: Low Remixed og er i første omgang kun tilgængelig hos iTunes. Men ep’en skulle gerne blive udgivet på Lows eget selskab Chairkickers Union senere i år – både på cd og 12″ Tracklisten er som følger: 1. Monkey2. Monkey (Fog Remix)3. Monkey (Crew Jones Remix)4. Monkey (Stephin Merritt Remix)5. Monkey (Bob Mould Remix)6. Monkey (The Count Remix) Og så planlægger Low et comeback til livescenen, efter Alan Sparhawk i foråret fik noget i retning af et psykisk sammenbrud – et sammenbrud, som allerede viste sit grimme ansigt, da trioen spillede på Vega i København, hvor Alan Sparhawk brokkede sig uproportionelt over sin mikrofon.

Nyheder

DJ præsenterer cut up-teknikkens historie

De seneste år har eksempelvis P3 været med til at bringe begrebet mash-up (også kendt som bastard-pop) frem i rampelyset. Men idéen med at sætte uafhængige numre sammen og skabe en ny sammenhæng er på ingen måde ny. Grundlaget blev lagt for mere end 50 år siden af medlemmerne af den såkaldte musique concrète-bølge, blandt andre franskmændene Pierre Henry og Pierre Schaeffer, der optog dagligdagens lyde så som tøffende damplokomotiver og arrangerede dem i rytmiske mønstre. “Ja-ja,” tænker visse læsere sikkert, “og hvad er så nyheden?” Jo, altså: Det interessante ved at bringe mash-up på banen nu er, at den engelske cut up-ekvilibrist Strictly Kev (også kendt som DJ Food) har samlet en slags historisk introduktion til mash-up. I det timelange set Raiding the 20th Century præsenterer Strictly Kev såvel de tidligste skridt på vejen som de nyeste eksempler på mash-up. Hele collagen kan hentes gratis her. Tracklisten er så ustyrligt lang, at vi ikke orker at præsentere den her – og faktisk kan det også anbefales at høre det hele igennem uden trackliste, så man kan sidde og gætte sig lidt frem til, hvad man hører. Under alle omstændigheder er det en anbefalelsesværdig omgang musikhistorisk undervisning.

Nyheder

Download koncert med Brian Jonestown Massacre

Det amerikanske band Brian Jonestown Massacre er aktuelle på lydsiden til Jim Jarmuschs seneste film Broken Flowers med nummeret Not If You Were The Last Dandy On Earth. © Mary Martley Samtidig kan man på bandets hjemmeside nu downloade bandets koncert i Chicago fra dette års Lollapalooza-turne. Tracklisten er som følger:1. Intro2. Whoever You Are3. Let Me Stand Next To Your Flower4. Nailing Honey To The Bee5. Hide and Seek6. When Jokers Attack7. Sailing8. Swallowtail9. Oh Lord / Jesus Sidste nummer bliver fremført sammen med The Dandy Warhols, der sikkert har inspireret Brian Jonestown Massacre til titlen på deres nummer til Broken Flowers. Brian Jonestown Massacre har senest udgivet ep’en We Are The Radio, der kom i slutningen af august. Hent koncerten hos Brian Jonestown Massacre

Nyheder

Ny Yeah Yeah Yeahs-plade på vej

I 2002 blev den New York-baserede trio Yeah Yeah Yeahs omtalt af alle og enhver. To ep’er var mere end rigeligt til at få hype-maskineriet til at løbe helt løbsk, og med ét var Karen O lige pludselig udråbt som en af rockens stærke kvinder. (Og at kalde hende en lille stilfærdig pige ville også være fejlagtigt…) Det er de allerfærreste plader, der vil kunne leve op til en hype i den størrelsesorden, og det kunne Fever to Tell da heller ikke helt. Men trioens debutalbum faldt på ingen måde igennem, og derfor kan det ikke undgå at vække visse forventninger, at Yeah Yeah Yeahs nu kan meddele, at de er tæt på at have deres andet album parat. Pladen, der stadig ikke har nogen titel, udkommer i starten af 2006, og guitaristen Nick Zinner er ifølge NME netop nu i gang med at mixe de nye numre. Lad hypen begynde…

Nyheder

Tortoise-medlem genopliver sideprojekter

For ikke mere end et par dage siden lod vi i en sidebemærkning et ord falde om Tortoises samarbejde med Will Oldham om en cover-plade. Men i modsætning til rigtige skildpadder hviler Tortoise aldrig, så kvintetten er allerede på vej mod nye mål. De mest aktuelle planer er bassisten Doug McCombs’ genoplivning af bandet Eleventh Dream Day, som senest gav lyd fra sig i 2000 med albummet Stalled Parade. I de kommende to uger er Tortoise på turné med Daniel Lanois, og så snart den er overstået, vil McCombs og co. mixe det færdigindspillede materiale. Samtidig fortæller McCombs til Billboard, at han overvejer at lave en ny plade med sit sideprojekt Brokeback, der lige nu ligger i dvale. “Jeg tror, jeg vil synge en smule. Jeg har ikke skrevet nogen tekster i løbet af de seneste 10 år,” siger McCombs. Ja, postrock har sine begrænsninger. Tortoise er også så småt begyndt at arbejde på en opfølger til It’s All Around You fra sidste år. McCombs gætter på, at albummet udkommer om et års tid, og varsler, at albummet bliver mindre melodispækket og mere søgende end 2004-pladen.

Nyheder

Aphex Twin (og andre) får klassisk behandling

Den franske pianist Maxence Cyrin udgiver sidst i oktober sit album Modern Rhapsodies på det franske selskab F Communication. Selskabet udgiver normalt elektronisk musik, men Maxence Cyrins album bliver det første, udelukkende analoge album på selskabet. At det alligevel ikke er et radikalt, musikalt skift for F Communication – det viser tracklisten til Modern Rhapsodies tydeligt. Maxence Cyrin fortolker på sit piano en lang række nyklassikere indenfor den elektroniske musik – her i blandt to numre af Aphex Twin. Det er ikke første gang, Aphex Twin får en klassisk overhaling. Tidligere i år udgav det 22-mand store ensemble Alarm Will Sound et album, hvor numre af Aphex Twin udsættes for symfoniorkester. Tracklisten til Modern Rhapsodies med originalkunstneren i parantes: 1. Behind the wheel (Depeche Mode)2. Don’t you want me (Felix)3. Disco’s revenge (Gusto)4. Sueño latino (Sueno Latino)5. Windowlicker (Aphex Twin)6. Acid Eiffel (Choice – Laurent Garnier & Shazz)7. Jaguar (Rolando)8. Go (Moby)9. Unfinished Sympathy (Massive Attack)10. The meltdown (Lunatic Asylum)11. Anasthasia (T99)12. Untitled track 8 – Selected Ambient Works vol. II (Aphex Twin)13. L.F.O (LFO)14. Smokebelch II (Sabres of Paradise) Smyglyt til bidder fra albummet hos F Communication

Nyheder

Ms. John Soda udskyder album

Duoen Ms. John Soda skulle i november have udgivet deres andet album, men nu er albummets udgivelse blevet udskudt til marts næste år. Det fortæller Thomas Morr, som ejer pladeselskabet Morr Music, i en mail til Undertoner. Ellers er der ikke mange detaljer om det kommende album – hverken titel eller trackliste vil Thomas Morr ud med. Ms. John Soda består af Stefanie Böhm, som spiller bas i Couch, og Notwist-bassisten Micha Acher, der også spiller med i 13&God. Sidst Ms. John Soda gav lyd fra sig var i oktober 2003, hvor duoen udgav ep’en While Talking.

Nyheder

Bob Dylan-dokumentar på svensk tv

Sverige er generelt langt fremme i public service-skoene, når det gælder musik. I årevis har danskerne kunne spejde misundeligt over Øresund for at få et glimt af det glimrende musikprogram Musikbyrån, mens vi har måttet nøjes med knap så fornemme bud på musikprogrammer herhjemme. På mandag markerer svensk tv igen, at de er helt oppe på beatet, ved at vise første halvdel af Martin Scorseses meget omtalte Bob Dylan-dokumentar, No Direction Home. Anden halvdel kommer d. 17. oktober. I denne omgang sendes dokumentaren dog på SVTs Kundskapskanalen, som det nok er de færreste herhjemme, der kan tage. Imidlertid lover SVT, at No Direction Home i løbet af efteråret også bliver sendt på enten SVT1 eller SVT2, så vi også kan få den mere end 3½ time lange dokumentar at se. No Direction Home fokuserer især på årene 1961-1966 og rummer interviews med Dylan-venner som Joan Baez, Pete Seeger og Allen Ginsberg

Nyheder

Live-album fra Bonnie ‘Prince’ Billy

I starten af sommeren 2004 turnerede Will Oldham i den sydøstlige del af USA. Sammen med sin backing-sekstet spillede han live-udgaver af sange fra hele sin karriere. Derfor rummer live-albummet Summer in the Southeast såvel Palace Brothers- og Bonnie ‘Prince’ Billy-sange som numre udgivet i hr. Oldhams eget navn. Pladen udkommer d. 15. november, og tracklisten er som følger: 1. Master & Everyone 2. Pushkin 3. Blokbuster 4. Wolf Among Wolves 5. May It Always Be 6. Break of Day 7. A Sucker’s Evening 8. Nomadic Revery 9. I See a Darkness 10. O Let It Be 11. Beast for Thee 12. Death to Everyone 13. Even If Love 14. I Send My Love to You 15. Take However Long You Want 16. Madeleine Mary 17. Ease Down the Road Til januar kan vi i øvrigt vente nyt materiale fra Oldham. Her byder han på albummet The Brave and the Bold, der er indspillet sammen med Chicago-postrockerne Tortoise.

Nyheder

CocoRosie gæster Danmark

De to søstre Bianca og Sierra Casady kommer på deres Europa-tour også til Danmark, hvor de spiller to koncerter i starten af november. Bianca og Sierra voksede op hver for sig til trods for, at de er søskende. Men ved et møde i Paris fandt de sammen om en fælles musikalsk passion, som indtil videre har resulteret i to album, hvor Bianca og Sierra blander gammel jazz med songwriter-traditionen og elektroniske beats. Live er duoen udvidet til flere medlemmer, så lydbilledet bliver bredere og mere orkestreret. CocoRosie albumdebuterede i marts 2004 med albummet La Maison de Mon Rêve og har netop udgivet efterfølgeren Noah’s Ark. De to søstre kan opleves d. 5. november på Voxhall i Århus og dagen efter på Vega i København.

Nyheder

Cannibal Ox til Århus i november

Arrangørerne af den århusianske november-festival Recession er så småt begyndt at offentliggøre programmet. Og det er alt andet end forudsigeligt, at newyorker-hiphopduoen Cannibal Ox er blevet trukket op ad hatten. Deres debutalbum The Cold Vein fra 2001 nåede nemlig ikke at blive ret gammelt, før det forlød, at Vast Aire og Vordul Megilah var blevet godt og grundigt trætte af hinanden. Det skiftedes de så til at afkræfte på en så tilpas nølende måde, at det ikke har været specielt overraskende, at der har været helt stille om gruppen i et par år. Men nu er de altså sammen igen, og d. 5. november kan man altså opleve dem i Århus på årets Recession-festival. De øvrige navne er endnu ikke offentliggjort, men det skulle være temmelig sikkert, at det københavnske støjrock-band Fifty Foot Spiders, der debuterer med en ep i løbet af efteråret, er på deltagerlisten. Til gengæld er ellers vedholdende rygter om navne som Autechre, Sunn O))) og Merzbow med al sandsynlighed ikke i overensstemmelse med sandheden. Skulle det modsatte alligevel vise sig at være sandt, følger Undertoner op på det – ligesom vi vil gøre med hensyn til det øvrige program.

Nyheder

Efterklangs label udgiver ny (gammel) plade

Indtil midt i november er der mere plads i Efterklangs kalender end vanligt. Men hviler de på laurbærrene af den grund? Øjensynligt ikke. Vi har allerede tidligere fortalt, at Efterklangs label Rumraket udgiver amerikanske Grizzly Bears album Horn of Plenty (udgivelsesdato: 7. november), og nu er der en ny nyhed fra affyringsrampen. Egentlig er det en gammel nyhed, for japanske Cacoys album Human Is Music blev faktisk udgivet i Japan allerede i 2003. Imidlertid er det ikke nået så meget længere end til de japanske kyster, og det laver Rumraket om på d. 20. februar 2006. Cacoy er en trio, og et af medlemmerne skulle efter sigende have forbindelser til det temmelig mystiske projekt Maher Shalal Hash Baz. Efterklang spiller i øvrigt fem koncerter i Danmark i løbet af november: 22. november – Vega, København 23. november – Rytmeposten, Odense 24. november – Studenterhuset, Aalborg 25. november – Voxhall, Århus 26. november – Upcome, Silkeborg

Nyheder

Broken Social Scene på Loppen i december

Canadiske Broken Social Scene har tilsyneladende en forkærlighed for tirsdage. Det er der i hvert fald flere ting, der tyder på. I første omgang er det det faktum, at bandets selvbetitlede album udkommer på tirsdag. Med førsteudgaven af albummet følger en ep med syv numre kaldet EP to Be You and Me med følgende trackliste: 1. Her Disappearing Theme 2. Canada vs. America 3. Baroque Social 4. No Smiling Darkness / Snake Charmers Association 5. All My Friends 6. Major Label Debut (Fast) 7. Feel Good Lost Reprise Men som antydet er udgivelsen af Broken Social Scene ikke den eneste tirsdags-nyhed. D. 6. december invaderer de utallige band-medlemmer nemlig scenen på Loppen i København. Der er intet nyt om et eventuelt opvarmningsband, men det er nok også tvivlsomt, om der egentlig vil være plads til flere mennesker backstage.