Nyheder

Nyheder, nyheder, nyheder. Nye plader, koncerter, sideprojekter…

Nyheder

Stars-medlemmer i gang med sideprojekter

Broken Social Scenes gode venner, de hjertevarme pophoveder i canadiske Stars, er måske på vej til et decideret gennembrud. Deres album fra år, Set Yourself on Fire har i hvert fald fået masser af opmærksomhed og pæne ord med på vejen både hjemme i Nordamerika og herovre på den anden side af Atlanterhavet. Men bare fordi man har succes med sit band, behøver man jo ikke hvile på nogen laurbær, og tre af de nu fem stjerner er allerede i gang med nye projekter. Guitaristen Steve Ramsey arbejder på et soloalbum under navnet Young Galaxy, mens sangskriveren Torquil (den canadiske variant af Thorkild?) Campbell har travlt med at lave en plade sammen med sit andet band Memphis. Sangerinden Amy Millan vil ikke stå tilbage for de to herrer, så hun er meget tæt på at være færdig med sin debut-soloplade, Honey From the Tombs, der udkommer næste forår. Fra i dag må Stars-folkene dog holde en god måneds pause fra alt det ovenstående, idet de tager på turné med først Death Cab for Cutie i USA og dernæst Bloc Party i Schweiz, Tyskland og Holland. Til gengæld er der intet nyt om den remix-plade, hvor navne som Broken Social Scene, Dears og Caribou skal remixe Stars. Tidligere i år forlød det, at pladen ville udkomme i løbet af efteråret, men det lader ikke til at holde stik.

Nyheder

Hobby Industries og ~scape på Culturebox fredag

Culturebox i Kronprinsessegade i København blænder fredag op for en interessant label-aften. Dels tropper det berlinske selskab ~scape, der bl.a. har udgivet Pole, Jan Jelinek og danske System, op med den (af en dub-inspireret electronica-producer at være) temmelig politisk indignerede canadier Deadbeat og album-aktuelle Safety Scissors. Dels kommer Thomas Knaks selskab Hobby Industries med intet mindre end fem kunstnere. Det danske label byder på live-koncerter fra svenske Spinform, danske Orchard og ligeledes danske og album-aktuelle Bichi. I løbet af aften dj’er både Dub Tractor og label-chefen selv. Arrangementet på Culturebox starter kl. 22, og det koster 100 kr. at komme ind. Nu hvor vi alligevel har fat i Hobby Industries, korrigerer vi lige en tidligere nyhed. For tre måneder siden skrev vi, at Spinforms debutalbum Bryter Tystnaden ville udkomme på Hobby Industries i løbet af efteråret. Udgivelsen er i stedet blevet skubbet til januar næste år.

Nyheder

Computerspil-soundtrack med Raveonettes, The Walkmen, Death Cab For Cutie

I dag udkommer soundtracket til computerspillet Stubbs The Zombie. Og det er prominente navne, som har valgt at lægge musik til spillet. Alle bands spiller coverversioner af gamle 50’er-numre, som kan høres i spillet. Soundtracket er udgivet på selskabet Shout! Factory, der blandt andet også har udgivet soundtracket til filmen The 40 Year-Old Virgin. Undertoner tøver dog ikke med alligevel at anbefale Stubbs The Zombie-soundtracket. Trackliste: 1. Ben Kweller: Lollipop2. The Raveonettes: My Boyfriend’s Back3. Death Cab For Cutie: Earth Angel4. Rose Hill Drive: Shakin’ All Over5. Cake: Strangers In The Night6. The Walkmen: There Goes My Baby7. Rogue Wave: Everyday8. The Dandy Warhols: All I Have To Do Is Dream9. Oranger: Mr. Sandman10. The Flaming Lips: If I Only Had A Brain11. Clem Snide: Tears On My Pillow12. Milton Mapes: Lonesome Town13. Phantom Planet: The Living Dead

Nyheder

Brian Wilsons julealbum

Det er tidligt, ja – men julen er lige om hjørnet, også rent musikalsk. D. 29. November udgiver Beach Boys-legenden Brian Wilson sit første julealbum, der har fået titlen What I Really Want For Christmas. For Undertoners læsere vil Wilson nok ikke have svært ved at konkurrere med julealbums fra Smokie, Kelly Family og andre kunstnere, der hvert år udgiver et julealbum – ofte med undertitlen The Danish Collection. What I Really Want For Christmas er det første julealbum, Wilson har produceret i over fyrre år, og albummet indeholder både Wilsons fortolkninger af traditionelle (angelsaksiske) julesange, gamle Beach Boys numre og nye numre fra Wilsons egen hånd. Tracklisten er som følger: 1. The Man With All The Toys2. What I Really Want For Christmas3. God Rest Ye Merry Gentlemen4. O Holy Night5. We Wish You A Merry Christmas6. Hark The Herald Angels Sing7. It Came Upon A Midnight Clear8. The First Noel9. Christmasey10. Little Saint Nick11. Deck The Halls12. Auld Lang Syne13. On Christmas Day14. Joy To The World15. Silent Night Der er flere informationer om albummet hos Wilson selv

Nyheder

Japansk festival på Stengade30

De københavnske sushi-restauranter kan godt forberede sig på et par kronede dage. Om tre weekender – helt præcist: fredag d. 4. november – blænder spillestedet Stengade30 nemlig op for Japanese New Music Festival, som arrangementet (i fuld overensstemmelse med alle anbefalinger fra Dansk Sprognævn) er blevet døbt. Her vil Atsushi Tsuyama, Tatsuya Yoshida og Makoto Kawabata præsentere syv forskellige projekter fra den mere avantgardistiske del af den japanske undergrund. De tre herrer har alle spillet afgørende roller for den eksperimenterende musik i Japan. Yoshida har eksempelvis spillet med støjguruen Merzbow, mens Kawabata er hovedkraften i det mildt sagt vildtvoksende psych-rock-kollektiv Acid Mothers Temple. Listen over bands, der spiller i løbet af aftenen, er som følger: Ruins Alone Acid Mothers Shrinp Wark Zoffy Akaten Zubi Zuva X Seikazoku Der er 1000 bonuspoint til de læsere, der har plader med samtlige syv grupper stående derhjemme.

Nyheder

Remixplade på vej fra Death From Above 1979

Under årets Roskilde Festival beskrev Undertoners anmelder Death From Above 1979’s kompromisløse to-mands-punk som “et inferno i et meget lille lukket rum”. 22. november lukker canadierne imidlertid infernoet ud i et noget større rum, nemlig til det købelystne musikpublikum. Om tre uger udkommer Romance Bloody Romance, der samler sammen på B-sider og remixes. Blandt remixerne er Erol Alkan, Queens of the Stone Age-frontmanden Josh Homme og Final Fantasy alias Owen Pallett, der spiller på strygere for Arcade Fire. Romance Bloody Romance er efter sigende blot et forvarsel om et særdeles travlt år 2006 for den canadiske duo. I marts kommer der efter alt at dømme et nyt album fra Sebastien Grainger og Jesse F. Keeler, og i løbet af året dukker der yderligere to udgaver af samme album op.

Nyheder

Opiate, boller og kakao i kirke

Hvis fredag aften ikke skal være en vild fest med øl og personer af det modsatte køn, skal aftenen måske i stedet sørge for at fylde sindet med fred og ro og maven med boller og kakao. Som en del af den københavnske kulturnat vender Opiate aka. Thomas Knak sammen med en række andre kunstnere plader i den københavnske Brorsons Kirke fra 19-24 i aften. Og der er gratis boller og kakao til de blide toner. Det hele foregår i Brorsons Kirke på Nørrebro i København, og når kirken lægger hus til denne type arrangementer, hedder stedet meget passende Churchill. Aftenens program: 19.00 CD19.30 SchackStart (DJ)20.30 Opiate (DJ)21.30 MikkelMetal (LIVE)22.30 LJUD DJ23.30 SchackSlut (DJ)

Nyheder

Under byen på vej med ny plade

Så kan Under byen-fans godt finde kalenderen frem og sætte et stort, fedt kryds ud for d. 6. marts 2006. Dette er nemlig udgivelsesdatoen for det århusianske ensembles tredje fuldlængde. Pladen, der i skrivende stund endnu ikke har fået et navn, udgives på Morningside Records. Allerede til januar vil der være en single ude. Samme stof som stof lyder den lettere kryptiske titel, og ifølge Morningside kan man glæde sig til “tubaer, kalimba, og al muligt andet Under Byen”. Morningside Records udgiver også Thunderbear, der er synonymt med Under byen-pianist Thorbjørn Kroghshede og hans kompositioner. Morningside fortæller, at der er tale om repetitive instrumentalnumre, og en forventet release sker tidligt inde i det nye år. Mere info:www.morningsiderecords.dkwww.underbyen.dk

Nyheder

Programmet til RECession offentliggjort

Så blev programmet til dette års RECession-festival langt om længe offentliggjort. Der er mange små navne og knap så mange lidt større navne. Derfor vil programmet for mange nok være en skuffelse i forhold til tidligere års programmer. Af større navne kan nævnes Future 3, 18th Dye, Fennesz, Pita og Duran Duran Duran. RECession løber af stablen i den første weekend i november i Århus. Se hele programmet hos RECession

Nyheder

Nyt Strokes-album kommer i januar

Vi kan jo lige så godt begynde nu, hvis der skal være en bare nogenlunde chance for, at hype-niveauet omkring The Strokes’ nye plade når samme højder som tidligere. Og newyorkerne har i den henseende været så kløgtige at ændre deres udtryk på First Impressions of the Earth, som udkommer d. 3. januar. Nu kan vi nemlig ikke bare nøjes med at skrive, at den tredje Strokes-plade lyder som de andre. I stedet kan vi ifølge Billboard forvente mere varierede sange med både soul-inspirationer og U2-klingende melodier. Samtidig hævder bandets producer David Kahne, at lyden er mere ren og klar end tidligere, og at Julian Casablancas’ stemme ikke længere bliver gemt væk et stykke nede i mixet.

Nyheder

4AD fejrer 25-års jubilæum

Cocteau Twins, Pixies og Lush er bare et lille udpluk af de banebrydende kunstnere, der hørte til hos London-pladeselskabet 4AD, da selskabet voksede sig stort i løbet af 80’erne. Selskabet blev grundlagt i 1980, og derfor kan bagmanden Ivo Watts-Russell nu fejre en af de helt store fødselsdage. 4AD markerer fødselsdagen med en række udgivelser og koncerter. Dels udkommer der en opsamling med en lang række kunstnere, der har været eller er tilknyttet selskabet (desværre er der endnu ikke offentliggjort nogen trackliste) – dels kommer der et luksus-boxsæt med intet mindre end fire cd’er, som rummer samtlige af Cocteau Twins’ singler. Boxsættet kommer til at bære navnet Lullabies to Violaine – Singles and Extended Plays 1982-1996 og kan købes fra d. 21. november. Endvidere holder 4AD 10 koncertaftener i den sidste halvdel af november. I London, altså.

Nyheder

TV2 Charlie viser Dylan-dokumentar

Det skal ikke hedde sig, at Undertoner ikke får fulgt op på tidligere nyheder. Heller ikke selv om det betyder, at vi bliver nødt til at trække Frode Munksgaard ind i billedet. I sidste uge skrev vi med slet skjult malice rettet mod de danske tv-kanaler, at svenskerne igen-igen havde fået bedre public service med hensyn til gode musikprogrammer på tv end os danskere. Denne gang drejede det sig om, at svenskerne forleden kunne se første del af Martin Scorseses Bob Dylan-dokumentar No Direction Home. Men nu har Frode Munksgaard og resten af TV2 Charlie for en stund skubbet Dirch Passer-lystspillene til side for at gøre svensken kunststykket efter. På lørdag d. 15. oktober har den let gråsprængte betalingskanal nemlig ryddet tre en halv time af sendefladen, så de fra kl. 20.50 som den første tv-kanal herhjemme kan vise No Direction Home. Og hatten af for hr. Hammerslag for dét. Kan man ikke vente så længe, tyvstarter dokumentarfestivalen cph:dox på fredag kl. 23.45 i Dagmar Teatret i København ved at vise Scorseses dokumentar. Billetterne, der koster 80 kroner, kan bestilles hos Dagmar Teatret på 33 14 32 22.

Nyheder

David Byrne spiller på fabrik

Talking Heads-frontmanden David Byrnes sidste soloalbum hed Grown Backwards. Og det er da meget muligt, at han med alderen er begyndt at føle, at det går den gale vej med væksten – men han er i hvert fald ikke vokset fra at eksperimentere. I lørdags var der nemlig fernisering på et nyt værk fra Byrnes hånd i kunsthallen Färgfabriken i Stockholm: et interaktivt værk, der befinder sig i grænsefladen mellem installations- og lydkunst. Playing the Building, som værket hedder, går i al sin enkelhed ud på, at publikum kan spille på den nedlagte fabrikshal. Nede på gulvet står et lille orgel, og hver eneste tangent er forbundet med ledninger og slanger, der sætter gang i hamre, der for eksempel dunker på bygningens vægge, eller puster luft ud gennem ventilationsrørene, så de begynder at lyde som gigantiske, rungende fløjter. Udstillingen er åben indtil d. 13. november, og Sveriges Radio P1 har lavet et indslag om den, som kan høres hos svenskerne.

Nyheder

Jim O'Rourke forlader Sonic Youth

Ifølge en artikel i Los Angeles CityBeat medvirker Sonic Youths femte medlem, guitaristen Jim O’Rourke, ikke på det næste Sonic Youth-album, som bandet begynder optagelserne til til foråret. Formuleringen i artiklen er en smule løs, men det er oplagt at tolke sætningen He’s moving on som O’Rourkes farvel til Sonic Youth.Jim O’Rourke blev fuldgyldigt medlem af Sonic Youth i 2001 og medvirkede første gang på albummet Murray Street. Tidligere havde han indspillet SYR 3 sammen med bandet, og han producerede NYC Ghosts & Flowers og var med som guitarist, når bandet spillede live på den efterfølgende turné. Sonic Youth gæster Europa i denne måned, hvor bandet giver to koncerter i Paris og en i Valencia. Læs artiklen fra Los Angeles CityBeat