Nyheder

Nyheder, nyheder, nyheder. Nye plader, koncerter, sideprojekter…

Nyheder

Stephen Merritt laver H.C. Andersen-opera

Ok, da vi februar måned skrev om Nikolaj Nørlunds H.C. Andersen-plade håbede både vi og I vel på, at det var sidste gang den gamle digter sneg sig ind i en undertoner-nyhed. Desværre. Vi kan simpelthen ikke sidde det overhørigt, at Stephen Merritt, manden bag Magnetic Fields, nu overgår Nørlund og laver en hel opera om gode, gamle H.C. Operaen, der får premiere i New York denne sommer, men senere kan ses i Århus, har Merritt skrevet i samarbejde med instruktøren Chen Shi-Zheng, og den bærer titlen My Life as a Fairy Tale. Stephen Merritt har baseret operaen på H.C. Andersens liv og historier, og alt det kan altså opleves i Århus, nærmere bestemt den 2.-3. september i forbindelse med festugen i byen.

Nyheder

Nye toner fra Aalborg

I kølvandet på The Blue Vans og Figurines succes er endnu et ålborgensisk band snart at finde i pladebutikkerne. Det drejer sig om The First Miles, der med debutalbummet Aim For The Heart, Go! sigter efter en lignende succes. Måske er de godt på vej, da førstesinglen Bottle Don´t Let Me Down kandiderer til Tjeklisten på P3, mens en del andre sange er at finde på playlisterne på mere eller mindre kendte udenlandske musiksites. Bandets musik beskrives af dem selv som: romantisk highway-rock’n’roll og poetiskecountryballader, i stil med sangskriver-håndværkere som bl.a Bruce Springsteen,Neil Young og Evan Dando, hvilket passer nogenlunde sammen med undertoners anmeldelse af bandets selvbetitlede demo-udgivelse. Den nye plade, der er på gaden den 17. maj, udgives af bandets eget selskab, Little Bad Bear, og distribueres af Noiz Music/EMI.

Nyheder

Figurines og moi Caprice med til Spot11

Programmet til dette års Spot-festival i Århus er tilsyneladende ved at have nået sin endelige udformning. Som prikken over i’et har arrangørerne i hvert fald præsenteret to bands, som vi her på Undertoner har givet roser for deres måde at lave “den svære to’er” på, nemlig Figurines (Skeleton) og moi Caprice (You Can’t Say No Forever). Spot11 løber af stablen d. 10. og 11. juni, og det temmelig omfangsrige program byder blandt meget andet på Barra Head, Efterklang, Green Concorde, Olesen-Olesen og (for nu ikke at glemme de udenlandske indslag) kølig, yndefuld norsk pop fra Susanna and the Magical Orchestra. I alt byder Spot11 på 104 kunstnere. En begivenhed, hvor Undertoner naturligvis vil være stede med spidse penne og kølige anmelderblikke.

Nyheder

En kvart million til Knak og Westzynthius

Selv om Tonekunstudvalgets navn ikke ligefrem er sprudlende og idérigt, har udvalget, der hører under Statens Kunstfond, ganske nysgerrige ører. I hvert fald har de tre medlemmer af underudvalget for rytmisk musik i går indstillet den minimalistiske elektroniker Thomas Knak (alias Opiate) og den oftest piano-baserede singer/songwriter Lise Westzynthius til et 3-årigt støttelegat. Legatet er en af de største appelsiner, en dansk kunstner kan få i sin statsstøtte-turban: 240.000 kr. om året til modtagerne. Tonekunstudvalget kalder bl.a. Knaks musik “indadvendt søgende og fordybende” og forklarer, at Knak modtager sit legat, for at han med sine egne ord kan “finde ro og plads til at komme længere ned og ud i krogene af min egen, men lige så vigtigt, i andres kunst”. Roserne til Westzynthius er lige så store. Den tidligere Luksus-sangerinde betegnes som “et usædvanligt sangskrivertalent, som skal og må gives tid til udvikling og fordybelse.” Inden Knak får tid til at bore sig ned i sin egen og andres kunst, må han dog gøre gummistøvlerne klar til eventuelle mudrede forhold på årets Roskilde Festival, hvor han sammen med tyske alva.noto (under navnet Opto) spiller koncert fredag d. 1. juli.

Nyheder

Depeche Mode-plade til efteråret

Nok kaldte Depeche Mode deres seneste album Exciter, men det lykkedes ikke til fulde at få anmelderne til at indse, at pladen skam var spændende. Siden da har både Dave Gahan (med Paper Monsters) og Martin Gore udsendt soloplader, som også har fået blandede modtagelser. Om det er derfor, solokarriererne ikke har trukket så meget, eller om d’herrer bare ikke kunne undvære hinanden længere (i så fald har de sociale relationer i bandet været gennem lidt af en revolution), skal vi ikke kunne sige. Under alle omstændigheder afsluttede Depeche Mode i forrige uge en omgang indspilninger i Californien, som inden for nogle uger bliver fulgt op i New York. Anstrengelserne skulle gerne munde ud i et album til efteråret. Det er endnu alt for tidligt at spå om albumtitlen og tracklisten, men sikkert er det, at Doves-produceren Ben Hillier står for at få sat det hele sammen.

Nyheder

Nyt fra Oranger til september

Det californiske indie-psych-pop-band Oranger er ved at være klar med opfølgeren til Shutdown the Sun, der udkom tilbage i foråret 2003 i hjemlandet, men først nåede til Europa sidste år. Den nye plade hedder New Comes and Goes og udkommer den 20. september i USA på det lille pladeselskab Eenie Meenie Records. Oranger plejer at spille pop et stykke over middelniveauet, men ifølge bandets hjemmeside skulle den nye plade også rocke en del, så det bliver interessant at følge. Her er tracklisten i hvert fald: 1. Crooked in the Weird of the Catacombs2. New Comes and Goes3. Sukiyaki4. Garden Party for the Murder Pride5. Outtatoch6. RadioWaves7. X-Adjust8. Crones9. Haeter10. Flying Pretend11. Light Machine12. Target You By Feel13. Come Back Tomorrow Undertoners anmeldelse af Shutdown the Sun

Nyheder

Dizzee Rascal starter pladeselskab

Rap-stjernen fra Londons undergrund, Dizzee Rascal, har startet sit eget pladeselskab for at udsende musik, som han ikke mener, den etablerede pladebranche favner. Dette banebrydende projekt er blevet døbt Dirtee Stank Productions. Dizzee har allerede skrevet den første kontrakt med et band – Leicester-gruppen Klass A, som han mener, bliver det næste store til at komme ud af England. Der er endnu meget få informationer om Klass A´s debut på Dirtee Stank Productions, men man skulle kunne forvente et album omkring slutningen af dette år.

Nyheder

Nyt album fra Slint-medlem

David Pajo, der kan skrive tidligere medlem af Slint, Tortoise og Zwan på sit visitkort, er på vej med et nyt soloalbum under navnet Pajo. David Pajo har tidligere udsendt soloplader under synonymerne M, Aerial M og Papa M, men har altså nu valgt at bruge sit eget navn. For at gøre det simpelt har David også valgt at kalde sin nye plade for Pajo, og den udkommer i Europa d. 27. juni på Domino Records. I USA bliver den udgivet på Drag City d. 5. juli, men hedder altså stadig Pajo. Her er tracklisten (Hvad! Intet titelnummer!?): 1. Oh No No2. High Lonesome Moan3. Ten More Days4. Manson Twins5. War Is Dead6. Baby Please Come Home7. Icicles8. Mary of the Wild Moor9. Let Me Bleed10. Francie

Nyheder

Lyt til Adams og Malkmus

Kan I huske, da man i gamle dage rent faktisk stod nede i en pladebutik og ventede på at overtage et par fedtede høretelefoner for at lytte til en plade, inden man købte den? Ha, må man selvfølgelig sige til det koncept i dag, hvor vi har noget, der hedder internettet. Nu behøver man således ikke at gå uden for en dør, men kan i stedet blive foran sin computer og lytte til musikken (hvis kunstnerne altså har valgt at lægge den ud), inden man køber den (hvilket selvfølgelig også foregår over nettet). Som regel er det kun et par enkelte smagsprøver, man kan høre, men nogle gange er man heldig at få det hele med. For eksempel har den produktive, moderigtige, humørsvingende alt-country-stjerne Ryan Adams lagt hele sit nye dobbeltalbum Cold Roses, der er indspillet sammen med backingbandet The Cardinals, ud til fri afbenyttelse hér. Også den tidligere Pavement-frontmand Stephen Malkmus er flink ved sine fans og har lagt lydbider ud på nettet fra sin kommende plade. Face the Truth udkommer den 23. maj på Domino Records, og den kan du altså lytte til dele af hér. Nu håber vi, at vi har gjort vores til, at I bliver inde foran jeres computere i det fine vejr.

Nyheder

Ny plade på vej fra Bob Mould

Gode gamle Bob Mould, frontmand i legendariske Hüsker Dü, er snart tilbage med en ny plade og en efterfølgende turné. Body of Song er titlen på den nye fuldlængde, der udkommer den 26. juli. Turnéen, der starter til efteråret, bliver efter alt at dømme verdensomspændende. Mould, der tidligere har meldt ud, at han var færdig med den støjende rockmusik, spiller på dette album blandt andet støjende rockmusik, sammen med nogle akustiske og elektroniske ting. Mould har også tidligere forsvoret at ville turnere med et rockband i ryggen igen, men også her ser det (heldigvis) ud til, at han har skiftet standpunkt. Ifølge Yep Rock Records, hvor den nye plade udkommer på, bliver der nemlig tale om en rock-turné, hvor man også kan forvente numre fra Hüsker Dü-tiden. Det lyder umiddelbart forrygende. Mens vi venter på Roskilde 06 er tracklisten til Body of Song her: 1. Circles2. (Shine Your) Light Love Hope3. Paralyzed4. I Am Vision, I Am Sound5. Underneath Days6. Always Tomorrow7. Days of Rain8. Best Thing9. High Fidelity10. Missing You11. Gauze of Friendship12. Beating Heart the Prize

Nyheder

Shins endelig tilbage til studiet

De amerikanske indiepoppere The Shins er endelig ved at være parate til at indspille opfølgeren til den dybt roste Chutes Too Narrow. Denne sprudlende popplade blev udgivet helt tilbage i efteråret 2003, og for alle andre alternative bands end måske lige My Bloody Valentine er det altså en lang pause. The Shins har dog haft travlt med at ride på en succes, der har været støt stigende siden New Slang fra debuten Oh, Inverted World bragede ud af de amerikanske fjernsynshøjtalere som underlægning til en McDonalds-reklame. New Mexico-bandet har således turneret verden rundt siden Chutes Too Narrow udkom – en turne, der blandt andet resulterede i en fremragende koncert på Roskilde-festivalen sidste år. Da The Shins, ifølge frontmand James Mercer, har svært ved at koncentrere sig om at skrive nyt materiale mens de er på tour, er bandet ikke nået særligt langt med den nye plade. Men nu er de altså færdige med at spille live for et stykke tid og har endda booket tid i et studie. Hvornår der så kommer en plade ud af det er alt for tidligt at sige endnu, men inden for det næste halve år er, ifølge Mercer, et godt bud. Vi følger spændt med.

Nyheder

Nyt album fra Super Furry Animals

Kun nogle måneder efter at forsanger Gruff Rhys udgav sit soloalbum Yr Atal Genhedlaeth, er han tilbage i folden hos sit band Super Furry Animals. Ifølge NME har de fem walisere netop afsluttet arbejdet med Love Kraft, der bliver deres syvende fuldlængdealbum. Udgivelsesdatoen er endnu ikke helt fastlagt, men det bliver i hvert fald i august. Ligesom på Phantom Power fra 2003 har SFA arbejdet sammen med Beastie Boys-produceren Mario Caldato Jr., og indspilningerne i Barcelona, Rio de Janeiro og det lige så eksotiske Cardiff har ifølge Gruff Rhys ført til den mindst poppede plade i bandets 12-årige historie. Til gengæld fortæller Rhys til NME, at det bliver en episk og atmosfærisk plade. Waliserne har ikke sluppet tracklisten ud, men til gengæld er der mulighed for, at førstesinglen bliver “Psyclone”, som efter sigende handler om en kylling, der bliver ramt i hovedet af en meteorit, fordi den glemmer at se op…

Nyheder

Bergman Rock klar med plade og Vega-koncert

I starten af 2004 gøede bob hund for første gang på et nyt sprog. I anledningen af at de havde bidt sig fast i det engelske sprog, skiftede de navn til Bergman Rock, og deres debutplade under det nye navn, der havde været undervejs i syv år, fik pæne ord med på vejen fra mange, bl.a. Undertoners anmelder. Måske har roserne givet blod på hjørnetanden. I hvert fald har d’herrer allerede færdiggjort deres andet Bergman Rock-album, der kommer til at gå under navnet Bonjour Baberiba Pt II. Pladen rummer syv numre, men indtil videre er titlerne ikke sluppet ud til offentligheden. Til gengæld står det helt fast, at Bergman Rock tropper op i Lille Vega søndag d. 15. maj. Og selv om overgangen fra svensk til engelsk berøvede teksterne noget af deres vildskab, skulle bandet og især forsanger Thomas Öberg stadig kunne levere varen på scenen.

Nyheder

Kom til releaseparty hos My Beloved i aften

Postrocken er ikke død. Det mener danske My Beloved, som efter to års stilhed er tilbage med albummet On Happiness Hill. Den dystre forgænger Servant of Secret Places udkom i sin tid på Quartermain Records, men denne gang har bandet selv hånd i hanke med udgivelsen. On Happiness Hill udkommer mandag d. 9. maj, men allerede i aften inviterer My Beloved til release-fest på Basement i København (ved siden af Vega). Postrock-drengene går på scenen kl. 21.30, og inden da byder tidsrummet mellem 20 og 21 på intet mindre end fri bar.