Artikler

Interviews, guides, årslister, introduktioner og meget andet.

Nyheder

Rumpistol klar med album nr. tre

Det er så småt ved at være tre år siden, at vi roste Rumpistols andet album, Mere rum, og pointerede, at han var “værd at holde et vågent øje med fremover”. Nu kan øjet godt vågne helt. 20. oktober udsender Jens Berents Christiansen nemlig sit næste fuldlængdealbum, Dynamo. Et album, der i højere grad end forgængerne byder på en sammensmeltning af elektroniske virkemidler og mere traditionelle instrumenter, men ikke efterlader nogen tvivl om, at Rumpistol har rødder i electronicaen. Basgangene tyder i al fald på, at han har hørt en dubstepplade eller to. Dynamo udkommer på Christiansens eget selskab, Rump Recordings, der indtil videre har leveret en glimrende præstation i 2008. Først var der Snöleoparden-debuten, og for et par måneder siden kom så Svartbag-albummet. De Rumpistol-numre, der skal forsøge at holde samme høje niveau, hedder: 1. Transit 2. Mobile 3. Refleksion 4. Beito 5. Rehux 6. Analog 7. Kocmoc 8. Dynamo

Nyheder

Ny Squarepusher-plade klar til oktober

Af og til bliver Tom Jenkinson omtalt som en electronica-veteran, men englænderen, der er bedre kendt som Squarepusher, er blot 33 år. Ikke desto mindre er det 12 år siden, han udgav sit første fuldlængdealbum, Feed Me Weird Things, og siden har han været yderst produktiv. Eller i hvert fald indtil 2006, hvor han udgav sit seneste album, Hello Everything. Siden da har Jenkinson været uvant tavs, og det var nærliggende at spekulere over, om der måske alligevel var noget om, at det var ved at være slut med Squarepusher. Eventuelle spekulationer i den retning viser sig dog nu at have været helt ubegrundede. 27. oktober udgiver Jenkinson nemlig sin ottende fuldlængdeplade under Squarepusher-navnet. Den har fået titlen Just a Souvenir, og allerede nu kan et af numrene, Delta V, høres hos Jenkinsons pladeselskab. Det lyder noget mere rockinflueret end numrene på 2006-udgivelsen, men trommesporene lyder umiskendeligt som Squarepusher. Just a Souvenir rummer 14 numre. De har titler. Titlerne er: 1. Star Time 2 2. The Coathanger 3. Open Society 4. A Real Woman 5. Delta V 6. Aqueduct 7. Potential Govaner 8. Planet Gear 9. Tensor in Green 10. The Glass Road 11. Fluxgate 12. Duotone Moonbeam 13. Quadrature 14. Yes – Sequitur

Nyheder

Gang Gang Dance namedropper irsk helgeninde

Skt. Dymphna var en pige fra 600-tallets Irland, der blev helgenkåret efter en svært uheldig episode med sin far. Hendes mor døde, og da faren ikke kunne finde sig en ny kone, kastede han sin kærlighed på Dymphna, der havde arvet sin mors udseende. Datteren var ikke helt med på idéen og flygtede til Belgien (af alle steder), hvor faren opsporede hende og insisterede på sit forehavende. Han fik endnu et nej – og huggede i vrede hovedet af Dymphna. Her cirka 1400 år senere indgår hun i titlen på det stærkt eklektiske newyorkerband Gang Gang Dances fjerde fuldlængdealbum. Saint Dymphna udkommer 20. oktober og er kvartettens første plade på det tidligere så ærefrygtindgydende label Warp. Optakten til albumudgivelsen har været næsten lige så dramatisk for Gang Gang Dance som historien, der har lagt grund til albumtitlen. For en måned siden blev et af medlemmerne nemlig skudt, men han har det ifølge bandets MySpace-blog fint. På selv samme Myspace-side kan man i øvrigt høre et remix af førstesinglen “House Jam” udført af Spank Rock-produceren XXXchange.

Nyheder

Frightened Rabbit på oktoberbesøg

I foråret måtte skotske Frightened Rabbit op på tæerne for at ikke drukne i det hav af roser, som de danske anmeldere kylede efter deres andet album, The Midnight Organ Fight. Her på siden betegnede vi f.eks. albummet som “en stærk følelsesladet plade, som vækker glæde med sine medrivende melodier”. Få dage inden leverede skotterne en fornem Pop Revo-koncert i Århus, og alt i alt lader der til at være god kemi mellem Frightened Rabbit og Danmark. Faktisk så god kemi, at bandet fejrer oktobers komme ved at krydse Nordsøen. Fredag d. 3. oktober indtager de Loppen på Christiania, mens århusianerne kan få mættet deres sult efter skotsk folkpop d. 4., hvor Frightened Rabbit spiller på Musikcaféen. Sidstnævnte spillested er endnu ikke officielt bekræftet, så hvis det ændrer sig, må I gerne brokke jer. Men indtil videre stoler vi på vores kilde.

Nyheder

Someone Still Loves You Boris Yeltsin spiller i København

Mens vi fortsat venter på, at unge energiske rockmusikere benytter bandnavne som We Miss You Aleksander KwaÅ›niewski, I Love You But I’ve Chosen Gyula Horn og Godspeed You! Leonid Kravchuk, må vi glæde os over, at denne statsleder bliver husket. Det gør amerikanske Someone Still Loves You Boris Yeltsin i hvert fald, hvad de kan for at sikre. Derudover har de et udtalt talent for at skrive catchy indiepopsange, hvilket de senest har bevist på albummet Pershing. Oktober er som bekendt den tid på året, hvor man savner postkommunistiske statsoverhoveder mest, så derfor er det os en glæde at kunne bringe gode nyheder. Onsdag d. 8. oktober spiller Someone Still Loves You Boris Yeltsin nemlig på Din Nye Ven i København, og ud over at få slukket lidt af tørsten efter østeuropæiske navne leverer de formentlig en ordentlig skudefuld pop af den art, der kan lyse op på en dunkel efterårsaften.

Nyheder

Casiotone for the Painfully Alone live i KBH

Mens man stadig må vente forgæves på nyt om et opfølgeralbum til Etiquette, har amerikanske Casiotone for the Painfully Alone netop offentliggjort tourplaner for september. Planer, der inkluderer den del af verden, der går under navnet Europa. En del af september-skemaet er et kort visit i København. 17. september spiller Owen Ashworth nemlig på Din Nye Ven. Det er meget tæt på at være præcis to år efter den seneste CftPA-koncert, men i modsætning til dengang er Ashworth i år på tour helt alene. I foråret var Ashworth på en lignende turné i USA, så YouTube er spækket med klip, der giver en idé om, hvad man kan forvente sig. Og hvad kan man så forvente sig? At Casiotone for the Painfully Alone lyder ret meget som sig selv.

Nyheder

Nyt Psapp-album til oktober

Her hos Undertoner har vi aldrig lagt skjul på, at den finurlige engelske sommerindieelectropopduo Psapp har ikke bare én, men to særlige pladser i vores hjerter. Og nu kan vi måske blive nødt til at udvide hjertekamrene endnu en gang. I al fald udsender Galia Durant og Carim Clasmann 27. oktober deres tredje album sammen. Det hedder The Camel’s Back; hvorvidt titlen refererer til det sted, hvor en kamels mørbrad sidder, eller til, at bemeldte dyr er kommet tilbage, vides ikke. Hvis det er det sidste, ved vi i hvert fald slet ikke, hvor kræet har været henne. Duoens pladeselskab, Domino, varsler, at The Camel’s Back rummer klare indikationer, at Psapp er blevet modnet. En af årsagerne er, at det ikke har været en dans på roser at blive i stand til at leve af sin musik. Forvirringen over, hvordan glade stunder fortsat kan blive til nedture, når man rejser verden rundt og får sine drømme opfyldt, og de deraf følgende humørsvingninger har med andre ord leveret noget af inspirationen til albummet. Det ændrer dog ikke på, at Durant og Clasmann stadig skriver popsange – “fulde af monstre, myrer og knuste hjerter,” som det hedder i pressemeddelelsen. Hverken smagsprøver eller en trackliste er til rådighed. Til gengæld kan pressematerialet fortælle, at “Psapp har poseret topløse i Paris”. Så hvis nogen vil lave sommerindieelectropopduo-sladder, er her noget at gå i krig med.

Nyheder

August-koncerter: Fra Tivoli over Vega til Nordhavn og Malmø

Hver gang vi træder ind i en ny måned sætter Undertoner fokus på nogle af månedens koncertmæssige højdepunkter. Undertoner giver dig: august. Efter en juli, hvor alt handlede om Roskilde Festival, er der igen koncerter at anbefale rundt omkring i Sommerdanmark. Både store og små festivaler disker op med interessant livemusik – lige fra Skanderborg til Bork Havn. Jonathan Donahue, Mercury Rev Men Undertoner har fået nok af at skrive om festivaltelte og lunkent øl, så i stedet vil vi starte august i Tivoli. Her er årets fredagsrock-navn helt ubestridt The Flaming Lips. Sidste års koncert på Roskilde var fyldt med konfetti og mærkelig udklædning på scenen – perfekt til Tivoli. Den sikkert festlige koncert foregår på Plænen fredag d. 8. august. En anelse festivalstemning sniger sig nu alligevel ind d. 9. og 10. august, hvor BeatDay08 afholdes ved Docken i den københavnske Nordhavn. Festivalen er vokset; ud over de nu to dage, festivalen varer, er der i år tre scener og 18 bands. Og hvilke bands! Førstedagen har de store hovednavne Mercury Rev og Sigur Rös, der i sig selv er billetten værd. Den 29. september barsler Mercury Rev i øvrigt med hele to albums, Snowflake Midnight og Strange Attractor, hvoraf sidstnævnte udgives gratis som mp3-album via bandets hjemmeside. På BeatDay kan man sikkert få en forsmag. Fra det danske er bl.a. The Kissaway Trail, Dúné og Figurines repræsenteret på lørdagsprogrammet. Søndagen er heller ikke helt tosset, men har en anden musikalsk profil med navne som Thåström, Amy Macdonald, Yoav og Tina Dickow. Næste punkt på augustkalenderen er de amerikanske melankolikere The National, der efter to koncertsucceser sidste år nu vender tilbage til Danmark. Mandag d. 11. besøger de Store Vega med det danske band Cody som opvarmning. En ekstrakoncert er blevet arrangeret samme sted dagen efter, d. 12., med Efterklang som opvarmningsband. Efterklang følger The National til Århus, nærmere betegnet Train, onsdag d. 13. august. Mellem d. 15.og 22. august er det værd at tage over Øresundsbroen og besøge Malmø-festivalen, der er Sveriges største byfestival. Der er altid god stemning med folkefest, mad, musik, kultur og meget mere, alt sammen gratis. Et af de største navne på plakaten er Kaizers Orchestra, men der er også mulighed for at nyde canadisk elektropop fra Junior Boys eller festlige løjer fra Familjen og Slagsmålsklubben, der begge spillede op til dans for nylig på Roskilde. Du kan også kaste dig ud i dødsrock med Opeth eller skatepunk fra 90’erne med Millencolin. Som noget nyt i år rykker en lille del af København også til Sverige under Malmø-festivalen. I Little Copenhagen kan man om lørdagen opleve københavnsk musik, design, kunst og mad. Se hele programmet her. Følg løbende med i de anbefalelsesværdige koncerter i Undertoners koncertkalender.

Interview

The Notwist – umiddelbarhed i slowmotion

I 2002 blev den tyske trio bannerførere for den fremspirende indietronica-genre. Og så gik der ellers hele seks år, før The Notwist igen lod høre fra sig. Det kunne ikke gå stærkere, fortæller Martin Gretschmann om bandets langsommelige arbejdsproces.

Nyheder

Nyt album klar fra touraktuelle Of Montreal

Nyt album, nyt medlem, ny trackliste, nyt cover, nyt humør, nye koncerter, ny make-up? Så er der for alvor liv i bandlejren hos Kevin Barnes og co. i amerikanske Of Montreal. Med nyt bandmedlem, Ahmed Galleb aka. Sinkane, ombord på skuden er bandet snart klar til at udgive opfølgeren til sidste års meget roste album, Hissing Fauna, Are You the Destroyer?. Coveret til det kommende album Skeletal Lamping Det nye udspil, Skeletal Lamping, har været færdigindspillet i over en måned, men udkommer først den 7. oktober. Indtil videre kan man få en lille forsmag på hvad albummet indeholder ved at kigge på den nyligt offentliggjorte trackliste nedenfor. I begyndelsen af august drager Of Montreal på en lang turné, der bl.a. bringer dem til Amager Bio i København den 21. oktober. Skeletal Lamping:1. Nonpareil of Favor2. Wicked Wisdom3. For Our Elegant Caste4. Touched Something’s Hollow5. An Eluardian Instance6. Gallery Piece7. Women’s Studies Victims8. St.Exquisite’s Confessions9. Triphallus, to Punctuate!10. And I’ve Seen a Bloody Shadow11. Plastis Wafers12. Death Is Not a Parallel Move13. Beware Our Nubile Miscreants14. Mingusings15. Id Engager

Nyheder

Undertoner holder sommerferie

Vi ønsker glædelig sommer. Kenya eller Kjellerup, Lima eller Lund – eksotiske rejsemål er der nok af, og i disse uger er der tid til at sætte kursen mod dem. Man kan selvfølgelig også blive herhjemme og læse bøger, høre tweepop, se Tour de France eller lytte til gamle Gramsespektrum-udsendelser. Det korte af det lange er, at også vi her på redaktionen synes, at sommerferie er en god ting. Det tager vi nu konsekvensen af og sender Undertoner i sommerdvale. Det betyder, at vi i den resterende del af juli blot lægger et par nye anmeldelser på siden hver femte-sjette dag. Når vi så kommer ind i august, vender vi tilbage til den vanlige rytme – og begynder at bane vejen for, at der kommer til at ske nye, spændende ting i løbet af efteråret. Mere om det senere.

Nyheder

Causa Sui klar med nyt album

Hvis du kan lide din syrerock fynsk og stoner-inficeret, er du helt sikkert bekendt med Causa Sui. Hvis du kan forestille dig, at du også kan lide din syrerock legende og improviseret, kan du trygt holde fast i Causa Sui. Her godt et år efter udgivelsen af Free Ride er gruppen, der siden da har sagt farvel til forsangeren Kasper Markus, nemlig klar med album nr. tre. Det har fået titlen Summer Sessions vol. 1, hvilket man kan udlede flere ting af. I første omgang giver ordet ‘Sessions’ en klar (og korrekt) indikation af, at materialet er blevet til under lange jamsessions. Skal man dømme efter de smagsprøver, der ligger på Causa Suis Myspace-side, har det betydet, at der er blevet skruet ned for stoner-elementerne og op for en temmelig udknaldet jazz-inspiration. I en mail til Undertoner udpeger guitarist Jonas Munk da også grænsesøgende 70’er-jazzfolk som Herbie Hancock og Miles Davis som inspirationskilder. At titlen indeholder ‘vol. 1’, fortæller os, at der er planlagt flere Summer Sessions-plader. Det er endnu ikke afgjort, hvornår der sker noget på den front. Så indtil videre nøjes vi med at fortælle, at Summer Sessions vol. 1 udelukkende udkommer på vinyl og blot i 500 eksemplarer.

Nyheder

Huey Lewis + indiebands = News? Naturligvis

&orderHvordan ville My Brightest Diamond lyde, hvis damen bag gav sig i kast med et acapella-nummer med Huey Lewis & The News? Det kan du forhåbentligt snart få svar på. Vi ser os nemlig nødsaget til flygtigt at beskæftige os med en musiker, der har cameo-optrådt i Tilbage Til Fremtiden. Det har Huey Lewis, og The News er ikke, at han skal deltage i nummer 4 i serien, (som nok alligevel ikke ser ud til at blive til noget), men derimod at en hel stribe bands, vi holder ganske meget af, er ved at samle materiale sammen til en hyldest til manden, der gjorde det hipt at være en firkant. Are You Still With Me hedder projektet, som endnu ikke har en release-dato klar. Folkene bag lover, at det sker i løbet af i 2008. En liste over alle de bands, der foreløbigt har bidraget, samt hvilke sange de har lavet covers af, kan vi dog klare: Guitar med to halse? Tjek! Stående keyboardspiller? Jep. Mick Jagger-imitation? Naturligvis. Huey Lewis and the News! Antenna Shoes: “Stop Trying” – fra Huey Lewis And The News (1980)Apostle Of Hustle: “I Want A New Drug” – fra Sports (1983)Catfish Haven: “The Heart Of Rock And Roll”– fra Sports (1983)Derby: “Jacob’s Ladder”– fra Fore! (1986)Erie Choir: “Some Of My Lies Are True”– fra Huey Lewis And The News (1980)The Long Winters: “Do You Believe In Love”– fra Picture This (1982)Menomena: “Bobo Tempo”– fra Small World (1988)The Mooney Suzuki: “The Power Of Love”– fra Back To The Future soundtrack (1985)My Brightest Diamond: “Naturally”– fra Fore! (1986)Oh No! Oh My!: “Finally Found A Home”– fra Sports (1983)Ola Podrida: “Perfect World”– fra Small World (1988)Panda & Angel: “Hip To Be Square”– fra Fore! (1986)Sleepy Kitty: “Doing It All For My Baby”– fra Fore! (1986)Throw Me The Statue: “If This Is It”– fra Sports (1983)Tim Seely: “Stuck With You”– fra Fore! (1986)Travels: “I Never Think About You”– fra Plan B (2001)Will Johnson (Centro-matic): “Hearts”– fra Huey Lewis And The News (1980)Windsor For The Derby: “Bad Is Bad”– fra Sports (1983)Winnebago Deal: “Working For A Living”– fra Picture This (1982)The World Provider (feat. Dustin Hinterland): “Walking On A Thin Line”– fra Sports (1983) Hos vores venner hos Stereogum, har de i længere tid samlet mp3-filer af flere af sangene. Med lidt klikken her fra, kan du blandt andet høre Apostle of Hustle spille “I Want A New Drug” og Oh No! Oh My!’s version af “Finally Found A Home“. Vi undskylder på forhånd den noget tvivlsomme kvalitet på klippet, og tillader os en mild undren over, hvorfor nogen gider bruge tid på rent faktisk at filme og uploade sange på den måde.