Artikler

Frederik Thaae har haft så travlt med at forberede sine tre Roskilde-koncerter med A Kid Hereafter, at han har glemt at barbere sig. På festivalens sidste dag er sulten efter flere musikalske oplevelser som regel mindre end sulten efter et veltilberedt måltid mad. Mætheden af musik er ved at indfinde sig, det samme er trætheden i benene. Sådan en tilstand går dårligt i spænd med de par fandenivoldske koncerter, der venter senere søndag aften. Det er altså nødvendigt at få samlet nogle kræfter, og til det formål er det et udmærket valg at begynde sin koncertdag på Lounge-scenen kl. 15. Her kan man slappe af i en horisontal stilling til skramlede, triphoppede kompositioner fra den aalborgensiske laptop-musiker Tone. Dér kan man vælge at blive liggende og lade sig forføre af elektro-folkmusikeren Erwin Thomas’ nye konstellation The State, The Market, and The DJ, der fremfører minimalistisk instrumenteret eftertænksomme sange fra kl. 17. Eller også er man måske klar til at komme op i gear. I så fald er A Kid Hereafters tredje koncert på årets festival, der går i gang kl. 16.30 i Astoria, et godt bud. Under navnet A Kid Hereafter & the Slaves to the Truth bliver Frederik Thaaes skæve, prog- og punkpoppede melodier nyfolket ved hjælp af strygere, blæsere, slagtøj og et tolv mand højt kor. Et par uropførelser skulle Thaae også have oppe i ærmet på sit langt fra farveforskrækkede jakkesæt, så kedeligt bliver det næppe. Chan Marshall har afbrudt forholdet til flasken, men stemmen er stadig i særklasse. Dagens første hovednavn er thrashmetal-veteranerne Slayer, der spiller kl. 17 på Orange, og det er naturligvis bydende nødvendigt at høre dem, såfremt ens musikalske præferencer peger i en headbangende retning. Det gør min ikke, så i stedet vil jeg indfinde mig ved Odeon kl. 18, hvor Chan Marshall alias Cat Power – i modsætning til Slayer – behager og bevæger øregangene med sine guitarbårne folksange og skønne vokal. Efter kl. 20 bliver det pludselig vanskeligt at nå det hele. Nyligt gendannede bob hund bjæffer efter fem år som det engelsksprogede orkester Bergman Rock atter på klingende skånsk. Det er nu engang på det sprog, at de galgenhumoristiske svenskere gør sig bedst, og på en scene er bob hund garant for en fest; ikke mindst på grund af frontmand Thomas Öbergs vilde Iggy Pop-agtige manerer, der står i skærende kontrast til resten af bandets stenbider-positurer. bob hund giver den los med sin energiske synth/støj-rock på Orange Scene fra kl. 19.30. En lille eller hel time i deres selskab skal man finde tilstrækkeligt, hvis enten Bonnie ’Prince’ Billy eller Fuck Buttons, da de spiller henholdsvis kl. 20.15 på Odeon og 20.30 i Astoria, også skal have et “dem-så-jeg”-kryds i ens på dette tidspunkt krøllede festivalprogram. Bonnie ’Prince’ Billy er det naturlige valg, hvis det er mod intim, melankolsk folk, at humøret hælder. Trænger man derimod til musikalske udfordringer, kan Fuck Buttons dronende støjflader garanteret gøre jobbet. Selvom jeg personligt ikke helt forstår at værdsætte deres ambiente udtryk, er det en koncert, jeg af ren nysgerrighed vil forsøge at nå. Mere end en halv time får jeg dog ikke hørt, da min indre punkrocker drages mod Pavillon-scenen kl. 21. Jay Reatard vil her affyre korte garagerock-beskidte numre, som rummer lige dele punket attitude og powerpoppet melodiøsitet og kun kan gå hen og blive en perfekt afsked med årets festival, inden civilisationen atter kalder. Læs også Undertoners guides til søndag-onsdag, torsdag, fredag og lørdag.

Selv om fredag har potentiale til at blive en lang dag (og nat), kan det ikke hjælpe noget at brænde alt krudtet af. Lørdag er nemlig ubetinget årets stærkest besatte dag – faktisk i en sådan grad, at man kan blive forpustet bare af at skimme programmet. Åndenøden skyldes bl.a., at der er musikalske godbidder nærmest fra morgenstunden. Kl. 12 indtager det kenyansk-amerikanske band Extra Golden Pavilion-scenen, og blandingen af afrikanske rytmer og mere vestligt-klingende rock kan meget vel give en forfriskende start på dagen. Det bliver næppe en Konono no. 1-dansefest eller lige så overrumplende udknaldet som sidste års Akron/Family-show. Det er snarere betegnende, at Extra Golden hører til hos selskabet Thrill Jockey, der (blandt meget andet) har en forkærlighed for grænselandet mellem jazz og postrock. I Pavilion-teltet er der altså mulighed for at komme ganske blidt i gang med dagen. Er man mere hårdfør og har mod på grænsesøgende sager, kan svenske Wildbirds & Peacedrums og deres 12.30-koncert i Astoria-teltet måske være værd at frekventere. Deres debutplade fra 2007, Heartcore, er en uhyrligt svingende sag, og selv om højdepunkterne er fine, er pladens værste svedehytte-trip så slemme, at jeg stiller mig temmelig skeptisk over for duoen. Diverse anmeldere hævder imidlertid, at Wildbirds & Peacedrums er meget intense live. Dét kunne godt overtale mig til at give ægteparrets freakfolk en chance til. … hvis det altså ikke lige var sådan, at Sverige har andet (og i mine ører bedre) at byde på cirka samtidig. Kl. 13 spiller Erik Levander nemlig i Lounge-laden, og med det lange program, der venter forude denne lørdag, virker det meget tillokkende at kunne ligge i fint (og forhåbentlig knastørt) sand og nyde Levanders evne til at lade akustiske toner og knasende digitale støjmoradser kollidere. 14.30 er spilleplanen endnu en gang blå-gul. José González lister ind på Odeon-scenen, og det bliver helt sikkert mere rent & pænt end Levanders show. González har et uafviseligt talent for at skrive prunkløse og rørende folksange, og hvis han undervejs lever op til sit renommé som en fantastisk fortolker, kan der meget vel falde et par mindeværdige coverversioner af. Jeg bliver imidlertid ikke hængende til hele koncerten, for kl. 15 spiller amerikanske Daniel James alias Canon Blue i Lounge-laden. Da hans debutalbum, Colonies, udkom sidste år, var jeg tilbøjelig til at tage del i den brede enighed om, at pladen var fin, men også lidt for anonym. Siden har pladen imidlertid ramt mig, og selv om jeg sagtens kan høre, at blandingen af folkpopsange og electronica-elementer ikke er revolutionerende, har Colonies alligevel langt hen ad vejen en indtagende skønhed over sig: sfærisk og (i mangel af et mere præcist udtryk) højstemt på en underspillet måde. Kan James genskabe det udtryk live, venter en rar oplevelse. Om ikke andet, så kan Canon Blue-koncerten udgøre en meget passende optakt til et band, som amerikaneren på flere måder er forbundet med. Ikke nok med, at Colonies til tider minder om Efterklang – albummet er også udgivet på det danske bands label, Rumraket. Kl. 16 er der al mulig grund til at være i Astoria-teltet, for Efterklang er efterhånden blevet et imponerende godt live-band. Ved Pop Revo-festivalen i Århus i maj spillede de et særdeles medrivende show, der viste, at de med tiden har fundet deres helt eget frugtbare krydsning mellem yndefuld storladenhed og en intens fokusering på smittende rytmeforløb. Så bliver der tid til at puste ud, og det kan der blive brug for, thi nu bliver programmet virkelig komprimeret. Kl. 18 skal den anmelderroste hiphopper Cadence Weapon tjekkes ud. Det bliver forhåbentlig en pågående omgang med skurrende synths og masser af energi. Fra Pavilion må man derefter af sted i rask trav (mens man desværre overser Joan As Police Woman), for fra kl. 19 troner soul-legenden Solomon Burke på Arena-scenen. Sådan en stemme skal opleves – det kan ikke diskuteres. Til gengæld kan man sagtens ende med at skulle debattere indgående med sig selv om, hvordan de følgende timer skal tilbringes. For seks år siden spillede The Notwist så fremragende en Roskilde-koncert, at det er svært at lade være med at troppe op i Astoria-teltet kl. 20 for at se, om de atter en gang kan ruske grundigt op i deres normalt afdæmpede sange. Det bliver imidlertid mindst lige så vanskeligt at undgå, at tankerne undervejs længes tilbage til Arena. For her sker dét, som mange længe har ønsket sig, men som ingen troede muligt: My Bloody Valentine spiller en af deres første koncerter i 16 år. Hvis setlisten ligner den, Kevin Shields og co. diskede op med ved deres koncert i London for to uger siden, er der intet i vejen med at turde forvente en forrygende koncert. Heller ikke selv om bandets (hidtil) sidste album, Loveless, med tiden er blevet talt op i så mytologiske dimensioner, at det næsten ikke kan bære vægten. Og skulle koncerten ende med at være en flad omgang, har man i det mindste set girafferne. Vælger man My Bloody Valentine, fravælger man et andet af de helt store navne. I hvert fald misser man med al sandsynlighed den første times tid af Neil Youngs koncert på Orange, der begynder 21.30. Jeg har ikke noget nostalgisk forhold til Young, så jeg ærgrer mig mindst lige så meget over, at My Bloody Valentine-koncerten til dels overlapper med Albertslund Terror Korps. Kid Kishore og VJ Cancer pumper benhård, men som oftest også ganske humoristisk “Danish ghetto digital hardcore”, som de selv kalder deres musik, ud over de sagesløse masser foran Pavilion-scenen kl. 22, men det kan blive vanskeligt at nå. Et show, der bestemt ikke skal misses, er Girl Talks. Gregg Gillis indtager Cosmopol kl. 23 og serverer med statsgaranti en medrivende hitparade. I disse år er der ganske mange kunstnere, der dyrker mash-up-genren, men det er de færreste, der går så minutiøst til sagen som Gillis. Hans netop udgivne album Feed the Animals indeholder en helt abnorm mængde samples fra alskens pop- og hiphop-klassikere samt dugfriske radiohits – sat sammen til et festmix anno det 21. århundrede: umådeligt rastløst i sin zappen og frem for alt sjovt og uforpligtende. Ved midnatstide må man tilbage til Pavilion, hvor Liars spiller. Newyorkerne har på deres fire fuldlængdeplader været omkring både krautrocket dansepunk, messende stammetrommer og fræsende støjrock, og hvis de leverer en eller anden art blanding af dén treenighed og er lige så energiske, som de har ry for, kan det blive et drøn af en koncert. Der er basis for, at næste programpunkt bliver en dundrende fest. De to dubstep-stjerneskud Skream og Benga optræder sammen under navnet Magnetic Man kl. 01.30 på Cosmopol, og der bliver rigeligt med tung, tung bas. Er man mere til at slutte en helt urealistisk tætpakket lørdag af med noget god gammeldags rock, er der to muligheder for simultant at være nutidig og nostalgisk. Kl. 2 stikker Black Mountain rødderne laaaangt ned i 70’ernes heavy- og progrock på Arena, mens No Age samtidig står i gæld til næsten ethvert støjrockband, du kan komme i tanke om, på Pavilion-scenen. Begge dele lyder som en direkte vej til at få renset hoved og krop grundigt efter en nærmest endeløs dag.

Fredag skal jeg tidligt op, for der er ubetalelige ordkunstnerier på Lounge fra kl. 11, når Lars Bukdahl og Jens Blendstrup leverer litterær hypnose. Det er måske lige tidligt nok, men om ikke andet kan jeg måske blive hypnotiseret til en ekstra lur, og hvis jeg ikke falder hen, får jeg med sikkerhed et godt grin. Kan man starte en fredag bedre? Godt glad og varm efter at have rørt lattermusklerne går turen til Astoria og Yoyooyoy-showcase, der starter 12.30. Jeg forventer, at Danmarks flippede kollektiv i grænselandet mellem jazz og eksperimenterende rock trækker de største, stribede bolsjer op af posen med den slags kæbebrud og ganesmerter, det kan give. Kirsten Ketsjer leverede et af sidste års bedste danske plader med deres legesyge pop, støjrock og pudsige indfald. Det fungerer med sikkerhed også live. Ud over et til lejligheden specielt sammensat band, skal duoen Yoke & Yohs heller ikke misses. Trommer og sax i et simpelt rock’n’roll-udtryk, men med energi og kompleksitet, der ikke er ulig Lightning Bolts tirader. Skulle jeg mod forventning ikke være legesyg, men mere til excentrisk, jazzet avantgarderock og intens vokal, bliver jeg i Lounge til Jomi Massage kl. 13. At koncerten foregår dér, er spændende og gør det til en oplevelse af den intime slags. Jeg forudser dog, at mit humør ikke er til de voldsomme udsving – fra det roligt tilbagelænede til det inderligt smertende og udpinte – der er så karakteristisk for Signe Høirup-Wille Jørgensen, når hun forlader Speaker Bite Me og bliver til en musikalsk enspænder. Efter fredagens tidlige begyndelse, træder jeg vande i nogle timer. Set i lyset af strabadserne, der venter, lægger jeg mig på ryggen mellem 14-17 og kigger op i skyerne (hvis det ikke regner, altså). Skal jeg beskæftiges med andet end skyer, der bevæger sig, hælder jeg til funky, jazzet middagsunderholdning med Anthony Joseph & the Spasm Band. Om ikke andet, så for at danse solen frem. Kl. 17 ville jeg ønske, at skizofreni var noget, man kunne udføre som fysisk handling, så jeg kunne sende min tvedelte krop i hver sin retning: En til Orange, hvor Gnarls Barkley spiller deres soulede pop, der specielt med landeplagen “Crazy” fik tag i folk. Hiphop-ingeniøren Danger Mouse styrer de musiske udskejelser, mens sydstatsrapperen Cee-Lo Green agerer soul machine, så det er en lyst. Den anden del skulle i retning af Cosmopol, hvor Jneiro Jarel’s Shape of Broad Minds, der leverede en af sidste års bedste hiphopudgivelser, spiller med deres interessante og lytteværdige blanding af hiphop, funk, rock og soul. I betragtning af, at Gnarls Barkleys nyeste udspil skuffede mig lidt, sætter mit hele jeg nok kurs mod Cosmopol. Efter Shape of Broad Minds er det igen tid til et pitstop og fouragering. Først fra kl. 20 går det igen løs med spidsrod-løben mellem de forskellige telte. På slaget otte er der sat et stort kryds ud for Bostonbandet Sunburned Hand of the Man. De er et af hovednavnene inden for den såkaldte freefolk-scene, og de blander flimrende, avangardistisk jazz med folkemusik og psykedelisk rock. Her er der mulighed for at opleve et kollektiv af hamrende dygtige musikere vise, hvad “udsyret” betyder i musisk forstand. Afhængig af, hvilken syregrad min fest kan klare, forlader jeg måske de solbrændte mænd og folder ørerne om Santogold, der spiller fra 20.30 på Cosmopol. Hendes musik besidder elementer i stil med den udeblevne M.I.A. (suk!), dog med en knivspids mindre politisk aggressivitet. Imponerende sikkert svinger hun taktstokken over dancehall, dub, firserpop og electro. Der burde være festgaranti. Jeg bliver dog ikke længe i Santogolds selskab, for kl. 21 skal jeg stå parat til at lade mig falde ind i Mogwais guitarstøjende epicenter. Ifølge Mogwais hjemmeside opfører de på den spanske festival Summercase en liveversion af deres første album, Young Team. Jeg ved ikke, om de gør det samme på Roskilde, men jeg krydser fingre som en vanvittig og drømmer intenst om 16 minutters konstant tiltagende støj som på pladens afslutningsnummer, “Mogwai Fear Satan”. Skulle jeg være i stand til noget derefter, tager jeg et hurtigt, lindrende smut til CocoRosie og de to Casady-søstres musik i krydsfeltet mellem dream pop, folk og indierock. Deres eksperimenterende pop bliver udført med en tilbagelænethed med små drys sødme, der er lige tilpas efter en tur i støjcentrifugen. Men heller ikke her er jeg længe, for kl. 22.30 indtræffer et af højdepunkterne, når Bad Seeds-destillatet Grinderman folder sig ud på Orange. Med en Nick Cave i storform er der lagt op til en ordentlig omgang god gammeldags beskidt, bluesy rock n’ roll. Skulle menneskehavet på Orange være i overkanten, har jeg et es i ærmet. På Pavilion fusionerer Holy Fuck elektronisk noise og electropop til en charmerende, men også krævende gang neo-electro. Brugen af analoge instrumenter og improvisation frem for programmering giver bandets lyd nærvær, og musikkens småkrautede tendenser og bliplyde minder lidt om Kraftwerk i mere rå udgave. Halvvejs inde i koncerten med Holy Fuck (eller Grinderman) vil mine ører sikkert bevæge sig i retning af Arena og den koncert, Goldfrapp snød os for sidste år. Selv om hendes nyeste album giver minder om Felt Mountain og nedprioriterer glamrocken og discoen, er det sikkert de to sidste stilarter, der er i fokus i nattetimerne. Derfor er jeg sikkert hurtigt videre til koncerten med Battles på Odeon kl. 24. Det er en koncert, jeg forventer mig meget af, og i prioritering bliver Goldfrapp overhalet voldsomt indenom af Battles legesyge og samtidig komplekse mathrock, der med metalbandet Tomahawks trommeslager John Stanier ved tønderne kan tage pusten fra de fleste. Aftenens sidste indslag er et besøg på Pavillion, der kl. 01 byder på psykedelisk verdensrejse med Yeasayer. Bandet har en uforudsigelighed i deres lydbillede, der minder om et band som Gang Gang Dance. Og når Yeasayers inspirationskilder samtidig spænder fra Jamaica over Afrika og forbi Mellemøsten, er det ikke uden grund, at deres i øvrigt roste debut-album hedder All Hour Cymbals. Koncerttidspunktet taget i betragtning, er der god chance for, at det bliver en fantastisk oplevelse, når Yeasayer folder deres orgiastiske, psykedeliske tribalrytmer ud i det fri. Det er i hvert fald en oplagt chance for at lade sig hypnotisere – igen – og lørdag skal du endda ikke engang helt så tidligt op. Læs også Undertoners guides til søndag-onsdag, torsdag og lørdag

Ja, så starter løjerne for alvor – med al sandsynlighed med mindre end de 44 millimeter nedbør, der gjorde 2007-torsdagen til et muddermareridt på Dyrskuepladsen. Men den slags er der ingen grund til at sidde i sin lejr og blive deprimeret over, når man kan gå ind og høre Undertoners foretrukne cambodjaner-popband. Indrømmet, vi har ikke beskæftiget os med så frygteligt mange andre bands med rødder i den del af Asien end netop Dengue Fever, men deres sammensmeltning af lokale sange og 60’er-pop virker i hvert fald som et særdeles holdbart argument for at sætte kursen mod Astoria. Koncerten starter tilmed kl. 18, så det værste rush ved indgangene skulle gerne være overstået. Man er vel magelig. Behageligt bliver det uden tvivl også i Pavilion-teltet 18.30. Her spiller talentfulde Jannis Noya Makrigiannis og et væld af medbragte gæstemusikere under navnet Choir of Young Believers. Makrigiannis er hoveddrivkraften i projektet og skriver nogle særdeles smukke, sørgmodige sange, der live kan folde sig ud i rygradsrislende arrangementer. Det lykkedes delvist ved sidste års festival. Her 12 måneder senere er Choir of Young Believers‘ første fuldlængdealbum kommet betydeligt tættere på at blive til virkelighed, og livebesætningen har haft længere tid til at fungere sammen og få afstemt deres indsats. Newyorkerne MGMT har ikke rigtig ramt mig, så jeg tillader mig at droppe deres 19.30-show for at få mig en bid brød. Således rustet til resten af aftenen er det på tide at komme tilbage til Astoria, hvor franske-finske The Dø trods et på alle måder skidt navn frister. En fristelse, der i dén grad kan være vejen til både overraskelse og skuffelse. At dømme efter sangene på deres Myspace-side har Olivia B. Merilahti ubetvivleligt en skøn lys stemme, som man godt kunne svømme helt væk i. Hvorvidt deres folkpopsange kan holde opmærksomheden fanget gennem en hel koncert, er jeg ikke helt overbevist om, og derfor kan The Dø som nævnt blive en fejlprioritering. Men-men-men – hvis de har flere sammenvævninger af naiv pigepop og tribale rytmer a la den småfjollede, sært smittende “Playground Hustle” kan duoen sagtens ende med at sende en flok glade festivalgængere ud i tusmørket, når koncerten er slut. Derude i aftenluften virker det være tillokkende at traske over til Odeon og se Gossip kl. 21.30. Det er bestemt ikke hvert år(ti), at et band fra selskabet Kill Rock Stars‘ stald bliver kæmpeyndlinge hos NME, ligesom det er temmelig sjældent, at lesbiske kvinder, der ligger et stykke over deres normalvægt, bliver katapulteret op i stilikon-klassen. Men i 2006 kårede NME bandets sangerinde Beth Ditto som den mest cool person i rockverdenen – og det bedste af det hele er, at Gossip faktisk har en hel del at byde på. Kald det bare danserock, hvis du vil; i så fald er det danserock med bid, også tekstmæssigt. Og samtidig har Ditto en ganske glimrende, vilter stemme med sjæl og ru modhager. Desværre for Gossip bliver det temmelig minimalt, hvad der bliver tid til at høre i Odeon-teltet. For kl. 22 er en helt anden flok ikoner klar på Orange Scene. Irriterende frelste er de bestemt, og der er et stigende misforhold mellem deres excentricitet og deres musiks evne til at retfærdiggøre særhederne. Men ikke desto mindre er der ingen vej udenom (og ingen grund til at lede efter den slags veje): Radiohead skal høres. Godt nok var 2007-albummet In Rainbows ikke noget at udråbe hurraer for, men i bagkataloget er der så uhyrligt mange stærke sange (læs måske snarere: indgroede generationshymner), at der er gode muligheder for en stor oplevelse – i det mindste i et nostalgisk lys … og forhåbentlig mere end det.

Endelig. Togbilletten er bestilt, der er købt nye forsyninger af både solcreme og røjsere, og regnjakken har fået et lag imprægnering. Undertoner er Roskilde-klar. I dagene op til hegnet brister ind til campingpladsen, guider vi dig igennem årets program. Vi starter med koncerterne på Pavilion Junior. God festival!Fødderne er kun lige kommet på højkant efter sidste års gummistøvlemassakre, men så sandt som sommeren allerede føles som overstået, så er det tid til Roskilde Festival igen. Og lige så uforskammet godt et program, Roskilde Festival kan byde på torsdag, fredag, lørdag og søndag, lige så bedrøvende er det at skimme listen over kunstnere på opvarmningsscenen Pavilion Junior. Måske tager bookerne det alvorligt, at horderne dukker tidligere og tidligere op for at sikre sig en lejrplads på det, der nærmest ligner et bombekrater, men faktisk er en grusgrav, for søndag eftermiddag starter med et særdeles afventende og konservativt bornholmsk orkester. Majorian hedder de, og selvom vi her på Undertoner brød os ganske godt om deres debut-ep, virker det ikke som det mest oplagte valg at starte sin festival med deres endnu ikke fuldt udviklede mikstur af shoegaze og Tori Amos. The Freudian Slip, der spiller klokken 15.00 på Pavillion Junior-scenen, tror, de har opfundet den dybe tallerken med deres “en tromme, en guitar og en vokal”-koncept, men jeg har hørt om et par i rødt og hvidt, der har været der før. Noah Rosanes (ja, hende Rosanes’ søn. Ham med Monopol) og hans makker må underholde med deres indholdsløse rockpastiche uden Undertoners udsendte. Jeg bliver under den pavillion, som kræver gaffatape-forstærkninger. Her vil jeg forberede mig på en stille opvågning til tonerne af The Late Parade klokken 18.00. Big in Japan? The Late Parade må nok kigge uden for landets grænser for at slå rod. Og potentialet er der. Forsanger Rune Vigils stemme har et særegent og fabelagtigt knæk, der gør deres sfæriske arrangementer til alt andet end klichéer. Der er lige dele naiv japansk mærkværdighed og skandinaviske vidder i deres musik. Naiv er ikke det første ord, der presser sig på, når norske Rumble In Rhodos går på klokken 19.30. Bandet, der bedst kan beskrives som den teenage-venlige udgave af danske Lack, excellerer ikke i bidende politiske tekster og heftig agitation, men de kan skrue en solid omgang progget hardcorepop sammen. Hvilket ikke er helt skidt efter en stribe dåseøl og en masse campingaktivitet. Herefter bliver det nok til endnu flere af de førnævnte. For mandag er det nemlig muligt at sove længe. Sleep With All Your Friends kan gøre det med nogle af mine venner, hvis de lyster. Bare de ikke vækker mig inden klokken 16.30, hvor Le Fiasko gerne må overbevise mig med deres frustrerende alsidige blanding af post-rock, freakfolk indie-pop og hvad-har-vi. Det er knald eller fald at sætte sådan et band til at spille på Roskilde Festival en mandag eftermiddag, hvor kåde festivalgæster har chancen for at feste i solskin (med 41 % sikkerhed den 23/6). Den fest kan, hvis vejrudsigten holder, ganske passende tage sin virkelige begyndelse med Kiss Kiss Kiss klokken 18.00, som serverer solid smalbukset indiepop a la England. Og herefter er det øllenes svælgegnethed, der kommer til at bestemme, om festen skal fortsætte med When Saints Go Machine og Slagsmålsklubben og klokken 19.30 og 21.00. Dansevenligt er det i hvert tilfælde. Jong Pang er popmusik med overvældende eventyrlyst – og et botanisk snit. Tirsdag får de drømmende skokiggere fra Odense, Rumskib, lov til roligt at starte min dag. Keith Canisius Baerkens overordentligt veldesignede melodier egner sig bedst til at blive lyttet til fra en plads i skyggen fra en palme i Brighton, men tirsdag klokken 13.30 kan også gå an. Og når den koncert er ovre, er en lille lur bagefter nok passende, for Frednukes’ hiphop tilføjer ikke meget til den musikalske fællesarv. Det kan Jong Pang derimod nemt ende med at gøre. Med et sammenrend af genrer plastret på plads med gode melodier, har den tidligere Moon Gringo-motor Anders Rhedin en masse at bevise fra scenen klokken 16.30. For det er bestemt lovende, dét som er at finde på debuten. Resten af tirsdag er uden ringe i programmet. De er gemt til onsdag, hvor de sidste reserver fra virkelighedens verden skal findes frem, inden det umenneskeligt stærkt besatte hovedprogram starter torsdag. Kan de unge mennesker nu ikke huske sangtitler på The Walker Brothers-numre? The Asteroids Galaxy Tour får lov til at kaste smækkys af funky soul- og beat-inspirationer af sted med hastig himmelfart klokken 18.00. De har en uimponeret tilgang til pophistorien og blander rask væk The Walker Brothers-referencer med en The Roots-lydende rytmesektion som på “The Sun Ain’t Shining No More”. Klippeklistre-pop af fin kvalitet er hvad det er. Klippeklistre passede bedre på det band, som adskillige af medlemmerne af onsdagens sidste band i Undertoners program engang var med i. Beta Satan udspringer af Århus-bandet Tiger Tunes, men der er ikke meget fjollet legestue over den nye konstellation, der trækker på lige dele smaddermetal og poppede hooks. Ok, nok mest smadder, men det er så sandelig også, hvad der skal til sådan en onsdag eftermiddag. Og så er det ellers bare at glæde sig til de virkelige løjer starter. Røjserne er allerede pudset og står klar i entréen. Læs også Undertoners guides til torsdag, fredag og lørdag.