Artikler

Interviews, guides, årslister, introduktioner og meget andet.

Nyheder

Portishead spiller i København til april

Vi er nogle stykker, hvis bedste erfaringer med KB-Hallen inkluderer enten Kenneth Carlsen eller Frederik Fetterlein – men til april giver engelske Portishead os muligheden for at få lavet om på det. Ifølge NME.com kommer det nærmest mytiske triphopband nemlig til Frederiksberg d. 4. april som led i en stor Europa-turné. Anledningen er, at bandet 10 dage senere udgiver sit første album i 11 år. Albummet er fortsat omgærdet af meget hemmelighedskræmmeri, men mon ikke koncerten vil løfte sløret for en god portion af de nye numre?

Nyheder

David & the Citizens forærer ep væk

De sidste par år har man ikke hørt det helt store til svenske David & the Citizens. Godt nok udgav David Fridlund & co. albummet Stop the Tape! Stop the Tape! i 2006, men i hvert fald ovre på den her side af Øresund gik det noget mere ubemærket hen, end da bandet udgav sine første to plader, For All Happy Endings og Until the Sadness Is Gone, i starten af det nye årtusinde. Fridlund har skiftet flittigt ud blandt sine med-Citizens, og på det seneste har han efter alt at dømme primært optaget på egen hånd. I hvert fald lader det til, at han har været alene om arbejdet med ep’en I Saw My Reflection and I Didn’t Recognize Myself, som han har lagt ud til god gammeldags gratis download. Der er pt. intet nyt om nye regulære udgivelser fra David & the Citizens, men ifølge Fridlunds blog er der godt gang i sangskrivningen og optagelserne i øjeblikket.

Nyheder

Decemberists-forsanger udgiver livealbum

Colin Meloy synger live og gør det så godt, at det bliver udgivet. I 2006 tog forsanger Colin Meloy fra det fremragende amerikanske band, The Decemberists, på en akustisk solotour, og det har nu udmundet i en liveudgivelse, der har fået den knivskarpe titel Colin Meloy Sings Live! Det skriver Pitchfork. Live-pladen udkommer på Kill Rock Stars og rammer det amerikanske marked d. 8. april. Der er endnu ikke kommet en europæisk udgivelsesdato. Albummet byder på 14 sange samt den obligatoriske småsnak med publikum. Derudover har der også sneget sig cover-sangbidder fra så store kunstnere som The Smiths, R.E.M. og Pink Floyd. Cover-kunsten er skam heller ikke fremmed for Meloy, der under sin solotour solgte eksklusive EP’er, hvor han fortolkede Morrissey og Shirley Collins. Derudover indeholder Colin Meloy Sings Live! også kompositioner fra Meloys første band, Tarkio. Tracklisten ser således ud: 1. Devil’s Elbow2. We Both Go Down Together3. Evoking a Campfire Singalong [småsnak]4. The Gymnast, High Above the Ground5. Here I Dreamt I Was an Architect / Dreams6. Dracula’s Daughter [tidligere uudgivet]7. Wonder [tidligere uudgivet]8. A Brief Introduction to Shirley Collins [småsnak]9. Barbara Allen10. The Engine Driver11. On the Bus Mall12. A Skull, a Ship, and a Sheep [småsnak]13. California One/Youth and Beauty Brigade / Ask14. The Bachelor and the Bride15. A Cautionary Song16. Red Right Ankle17. Bandit Queen

Nyheder

Darla genudgiver Japancakes-plader

Klassikerfornyere genudgiver deres første plader. Amerikanske Japancakes skabte en del omtale, da de sidste år havde frækheden til ikke blot at genindspille My Bloody Valentines übermesterværk, Loveless, men samtidigt erstatte vokalerne med cello og pedalsteel-guitar. Den opmærksomhed kan nu ganske fortjent fortsætte. Pladeselskabet Darla Records har nemlig besluttet at genudgive det instrumentale kollektivs første tre udgivelser. Det drejer sig om debuten, If I Could See Dallas, den efterfølgende Down the Elements, der begge er fra 2000 samt The Sleepy Strange, der udkom året efter. I følge Prefix udkommer genudgivelserne d. 12. februar. Japancakes udgav i 2007 desuden Giving Machines, så der skulle være rigeligt med instrumentalt materiale at fylde indkøbskurven med.

Nyheder

Field Music-forsanger solodebuterer

2007 var lidt af et år for Sunderland-bandet Field Music. Det var knap kommet i gang, før trioen udgav den aldeles glimrende Tones of Town, som vi her på stedet jublede højt og længe over. I hvert fald så længe, at vi ikke nåede at få tørret det store smil af, inden bandet i foråret offentliggjorde, at de sådan set ikke gad være Field Music længere. Og så tilføjede de nogle lidt kryptiske bemærkninger om, at de alligevel gerne ville være Field Music sammen, men bare ikke være et traditionelt band. Efterhånden er tågerne lettet, og det viser sig, at de tre fremover vil være en slags kreativt fællesskab, hvorfra de så hver især kan bevæge sig i forskellige retninger. Den første af de tre, der rører på sig, er forsangeren David Brewis, der d. 28. januar udsender sit første soloalbum. Under pseudonymet School of Language er han nemlig kommet ind i folden hos Chicago-selskabet Thrill Jockey. Det betyder, at debuten, der har fået titlen Sea From Shore, bringer ham i fint selskab med bands som Tortoise, The Sea and Cake og Mouse on Mars. Og hvordan lyder Sea From Shore så? Bl.a. sådan her.

Nyheder

The Walkmen i slutfasen med nyt album

Det amerikanske band The Walkmen har færdiggjort ni numre til det kommende album, der forventes udgivet dette forår. Bandet har planlagt, at endnu seks numre skal med på albummet. Hvor bandet førhen primært har været et ligefremt rockband, er der flere instrument-eksperimenter på det kommende album, der blandt omfatter trompet og violin. De to spiller en større rolle på et af numrene på det kommende album, der efter sigende skulle være som en Roy Orbison-sang med et enormt crescendo. Albummet, der endnu ikke har fået en titel, er primært indspillet i New York, men bandet har også været en tur i Mississippi. Sidst The Walkmen gav lyd fra sig var med albummet A Hundred Miles Off og coveralbummet med Harry Nilsson-numre fra hans klassiske album Pussycats. Læs anmeldelsen af The Walkmens Bows + ArrowsLæs et interview med The Walkmen fra 2004

Nyheder

Tunng-sideprojekt klar med debutalbum

Engelske Tunng har ikke hvilet på nogen laurbær de seneste år. I august udkom deres tredje album på to et halvt år, Good Arrows, men selv ikke den efterfølgende tour-aktivitet på begge sider af udgivelsesdatoen har kunnet få forsanger Sam Genders til at holde sig i ro. Tværtimod har Genders dannet et nyt band ved siden af Tunng. Det hedder The Accidental, og skal man dømme efter de smagsprøver, som er til at støve op, ligger kvartettens folkede lyd ikke voldsomt langt fra Tunngs. Hvis vi skal blive ved parallellerne, udkommer The Accidentals debutsingle på Static Caravan, der udgav Tunng-debuten Mother’s Daughter … and Other Songs – mens gruppens første fuldlængdealbum i løbet af foråret udkommer via Full Time Hobby, der huser Tunng nu om dage. Ja, det er med at udnytte sine kontakter.

Nyheder

The Zombies kommer til København

Det legendariske psych-popband lægger vejen forbi Amager Bio til februar. Det er efterhånden et stykke tid siden, at engelske The Zombies offentliggjorde deres planer om en reunion, der markerede 40 års jubilæet for mesterværket Odessey & Oracle. Det skulle markeres ved to London-koncerter i marts 2008, hvor pladen vil blive opført i sin helhed. Danske fans behøver dog ikke at finde passene frem lige med det første. Englænderne giver nemlig koncert d. 7. februar i Amager Bio. Om den københavnske koncert også byder på Odessey & Oracle i sin helhed vides ikke endnu, men mon ikke, at der er fine chancer for at høre en god håndfuld uopslidelige popperler fra 1968? Billetterne er sat til salg og koster 200 kr. plus gebyr.

Nyheder

Serena-Maneesh genudgiver ep’er

Her på stedet fik vi svære muskelkramper, fordi vi ikke kunne få armene ned over norske Serena-Maneeshs selvbetitlede fuldlængdedebut, da den udkom i Danmark for halvandet år siden. Vores kiropraktor var ikke spor overrasket, da vi kom for at få løsnet kroppen op: Musikmedier over hele verden havde haft samme problemer. Derfor er det med bange anelser, men selvfølgelig også med stor glæde, at vi kan fortælle, at Emil Nikolajsen og resten af støjrockkollektivet har besluttet sig for at begave de mange, der ikke fangede Serena-Maneesh-hypen før udgivelsen af debutalbummet. Allerede i 2002 udgav bandet nemlig ep’en Fixxations – en udgivelse, som de færreste uden for Norge nåede at fange. Lidt flere spærrede øjnene op for Zurück-ep’en, der udkom nogle måneder inden albummet – men vi er næppe de eneste, der missede den. Vi får muligheden for at gøre om på det i starten af maj, hvor de to ep’er bliver genudgivet sammen under titlen SM Backwards. Begge er blevet udvidet med en del ekstranumre. Se selv: Cd 1: Fixxations 1. Drive Me Home the Lonely Nights 2. Hear Bleed Philharmonic 3. Blues Like Beehive II 4. Oxygene, Please! 5. Drive Me Home the Lonely Nights (Original Mix) 6. Blues Like Beehive (Original Mix) 7. Ballad of Jezebel (Original Mix) 8. Hear Bleed Philharmonic (Original Mix) 9. Oxygene, Please! (Original Vinyl Dark Side Mix) Cd 2: Zurück 1. Sehnsucht/Drag Me Upstairs (NJ Recreation Room Mix) 2. Death Parade, Slow 3. Leipziger Love Life (Ancient Mix) 4. Introspection (Original Mix) 5. Leipziger Love (Original Mix) 6. Degenerate (Edit Original Mix) 7. Sehnsucht/Drag Me Upstairs (Original Mix) 8. Never (Edit Original Mix)

Nyheder

Strange Ears Festival-program offentliggjort

Den århusianske Festival for Mærkelige Ører finder sted i slutningen af måneden med masser af danske upcoming navne. Sarah Hepburn Strange Ears er et pladeselskab, der også står for booking, management og events. Nu fejrer de sig selv og deres tilknyttede bands med en 2-års fødselsdagsfest(ival). Det tre dage lange program er netop blevet offentliggjort, og byder på en længere række af spændende nye navne – og et par enkelte gode gamle kendinge, som f.eks. Sarah Hepburn fra hedengangne Glorybox. Festivalen afholdes fra d. 31. januar frem til d. 2. februar i Århus, nærmere betegnet på Studenterhuset, Musikcaféen og Voxhall. Torsdag d. 31. januar spiller Mimas, Munich, Alice Rose og Hear Hear på Musikcaféen. Fredag d. 1. februar rykker festivalen til Studenterhuset, hvor Tilde, Tokio og electronica-troldmanden Karsten Pflum vil spille op til dans, hvorefter DJ’s sørger for resten af festen. Lørdag d. 2. februar går Sarah Hepburn på scenen i Voxhall med fuldt band, og January Jaunt, Emily & The Orgasm Addicts, norske Eva & The Heartmaker, Cecilie Noreng og Make Better vil også indtage scenen samme aften, så der skulle være rigelig mulighed for at fejre ørenes fødselsdag.

Nyheder

Jomi Massage udgiver album i ny version

From Where No One Belongs, I Will Sing”¦ genudgives til februar – også i en ny udgave. Foto: Miriam Dalsgaard Signe Høirup Wille-Jørgensen alias Jomi Massage genudgiver sit 2005-album From Where No One Belongs, I Will Sing”¦. Sammen med udgivelsen vil albummet også udkomme i en ny version. Den nye 2007-version kommer til at indeholde de samme sange, men i nye arrangementer af Eblis Alvarez. Albummet bliver genindspillet med netop Eblis Alvarez samt Tanja Zapolski, Stefan Baur og Paulo C. Villegas O. på hhv. “live electronics”, synthesizer, saxofon og trommer. Det fortæller Morningside Records, hvor Jomi Massage er i stald, og de sætter også en udgivelsesdato på: 18. februar udkommer hele herligheden som en limited edition lp med tre plader samt som download-udgivelse.

Nyheder

Sun Kil Moon vender tilbage til April

Mark Kozelek vender i april tilbage med originalkompositioner. Man skal efterhånden have mange bogstaver i spil i sit mentale arkivsystem for at holde styr på Mark Kozeleks karriere. Foruden de mange store præstationer, der kom ud af sadcore-mastodonten Red House Painters, så har amerikaneren også udgivet fremragende plader som What’s Next To the Moon og Rock’n’Roll Singer, der bød på AC/DC-covers og som begge står placeret under sit borgelige navn. Dertil kommer så Sun Kil Moon-projektet, der foreløbig har budt på den glimrende Ghosts of the Great Highway samt endnu et bevis på Kozeleks kreative coverarbejde i form af Tiny Cities fra 2005, der kun bestod af Modest Mouse-numre. Nu er Kozelek klar med 11 egenkompositioner, der tilsammen har resulteret i pladen April, der ganske passende bliver udsendt d. 1. april. Det skriver Billboard. Det er endnu engang Sun Kil Moon, der får lov til at udvide diskografien og albummet bliver udsendt på amerikanerens eget pladeselskab Caldo Verde Records. Her kan man allerede nu høre det nye nummer, “Moorestown”. Foruden de første originaludgivelser fra Kozelek siden 2003, så byder April også på en gæsteoptræden fra den allestedsnærværende Will Oldham, som bidrager med vokalen til “Unlit Hallway” og “Like the River”. Alene dette samarbejde bør være nok til, at man allerede nu godt kan sætte et kæmpe kryds udfra april i sin kalender. Trackliste: 1. Lost Verses2. The Light3. Lucky Man4. Unlit Hallway5. Heron Blue6. Moorestown7. Harper Road8. Tonight the Sky9. Like the River10. Tonight in Bilbao11. Blue Orchids

Nyheder

Lee Hazelwood synger med Amiina

Inden Lee Hazelwood gik bort sidste år, nåede han at indspille vokalen til et samarbejde med islandske Amiina. Hazelwood bidrager med sine sidste ord på “Hilli (At The Top Of The World)”, mens kvartetten Amiina (kendt for deres strengespil for Sigur Rös) lægger et blidt musikalsk alfetæppe under legenden. Nummeret udgives af Ever Records, der også udgav bandets album Kurr. Videoen kan ses herunder, mens der er et interview om samarbejdet hos AOL

Nyheder

Koncert-højdepunkter i januar

Hver gang vi træder ind i en ny måned vil Undertoner sætte fokus på nogle af månedens koncertmæssige højdepunkter. Juletræet er smidt ud og musikelskere landet over er (forhåbentlig) ved at komme sig oven på jul og nytår og hvad der dertil hører af udskejelser og frådseri. Spillestederne er også ved at vågne op og blive klar til et nyt koncertår. 120 Days Norske 120 Days er et interessant punkt på kalenderen i januar, og de figurerer endda to gange. Fredag d. 18. spiller de på Voxhall i Århus og dagen efter i københavnske Lille Vega. Med en moderne blanding af rock og electro og godt gang i trommemaskinerne, opnåede bandets selvbetitlede debut fra 2006 stor succes. I 2007 har bandet turneret i USA, Europa og Japan, og snart begynder indspilningen af deres nye album. I december gav de koncert i Norge, hvor en masse nye numre blev præsenteret, så måske det også er tilfældet ved deres to koncerter på dansk grund. Få dage efter er det igen Voxhall og Lille Vega, der byder på, hvad man nok kan kalde månedens anden større koncertbegivenhed: Sam Beam og hans americana-folk band Iron & Wine. Bandets nye album The Shepherd’s Dog har fået stor anmelderros, og også en fin placering blandt Undertoners favoritter fra 2007. Med på scenen har Sam Beam musikere fra en række andre bands, nemlig Calexico, Isotope 217, Chicago Underground Duo/Trio/Quartet, Califone, Red Red Meat og Lambchop. Hele herligheden kan opleves mandag d. 21. på Voxhall og fredag d. 25. i Lille Vega. Live-optagelser fra tidligere shows kan i øvrigt downloades via Iron & Wines hjemmeside. Et behageligt nyt bekendtskab inden for dansk alternativ pop/rock er The Late Parade. Det københavnske band udgav The Late Parade EP i oktober med fine og stemningfyldte numre. Oplev dem live lørdag d. 12. på The Rock i København, lørdag d. 26. i Musikhuset Walker i Middelfart eller d. 31. i Pakhuset i Århus. I Pakhuset varmer The Late Parade op for fynske The Kissaway Trail, der her indleder deres vinterturné, der fortsætter gennem landet i løbet af februar. Bandet har netop lavet en ny video til nummeret “61” fra debutalbummet, som Undertoners anmelder roser for trommearrangement, der “œrammer en helt unik balance mellem det vilde og det forførende.” Se videoen her. Godt nytår og god fornøjelse med koncerterne i 2008. Du kan altid følge med i hvilke koncerter, der er et besøg værd, i Undertoners koncertkalender.