Her fortsætter vi med anden halvleg af Undertoners præsentation af en række af de udgivelser, som vi desværre aldrig fik sat under vores skarpe anmelder-lup, men som vi alligevel mener, at lytterne derude bør undersøge grundigt. Første del kan ses her.
Anders Mortensen
Burial: Untrue
Den mystiske mørkemand Burial vendte i år tilbage med endnu et kapitel af sin dystre og regnvåde dubstep i form af Untrue. Det klikker og dunker derudaf i et højt tempo, men der er intet glædeligt at komme efter i Burials musik. Mellem de hoppende beats og den rungende storbyensomhed blander sørgmodige r’n’b-vokaler sig til tider utydeligt og mudret i baggrunden, og det gør Untrue til noget nær det perfekte lydspor til vintermånederne. Fugtig asfalt omsat til musik.
Aesop Rock har i et par år udgivet mere eller mindre vellykkede plader, og har egentlig gjort sig bedst bemærket som fabulerende, spraglet gæsterapper hos Definitive Jux’s koryfæer, men med None Shall Pass er han tilbage i mere end storform. Beatsene sidder tæt, men er stadig legende. Teksterne rabler af sted, der er overskud og energi i verdensklasse samt gæstekunstnere, der også kan tiltrække de mere indie-orienterede segmenter af hiphoplyttere. Det bedste han har lavet siden Labor Days.
Lasse Dahl Langbak
Keeping C86 Alive! er en blog, der både hylder midt-80’ernes engelske janglepopbands og opstøver nye navne i samme stil. Et af de navne, der i år har vakt sidens interesse, er The Lodger fra Leeds. Og det tror pokker, for Lodger, der har samme naive sødme som The Lucksmiths, men spiller på samme kontante facon som bysbørnene i Wedding Present, har med debuten Grown-Ups begået en janglepop-plade, hvor den ene iørefaldende sang vælter over den næste i kampen om at være pladens bedste.
Lasse Bertelsen
Stars of the Lid: And Their Refinement of the Decline
2007 var året, hvor Stars of the Lid endelig fulgte op på deres mesterværk The Tired Sounds of…, og det gjorde duoen så sandelig med bravour. I en serie af korrespondancer i stilhed formåede de at bygge videre på det smukke fundament af soundscape og scoreline, der betegner deres egen klare form for musique d’ameublement. Klaveret fyldte mere denne gang i klar eller manipuleret form. And Their Refinement of the Decline er det endelige soundtrack for en udsigt over kysten og dens kølige klima.
While My Guitar Violently Bleeds er en gedigen tretrinsraket, hvor de to østligt-inspirerede numre, det første og det sidste, til stadighed forekommer mig at være mest værd. At midten så består af ren, stemningsfuld drone/feedback, der aldrig rigtigt letter fra sit fundament som et udmærket lydtapet, gør ikke det store ved den samlede bedømmelse. Sir Richard Bishop spillede igennem “Zurvan” og “Mahavidya” alle tænkelige variationer over den melodiske mol-skala (-ikke- harmonisk mol), og så er kunstneren jo bare ganske habil og hurtig på fingrene, så det er i det hele taget en fryd. Den generelle hype i 2006 af mesteren Jack Rose er nu, ganske retfærdigt, smittet af på Bishop.Jeg kan i skrivende stund stadig ikke bestemme mig for, om titlen er til grin eller bare helt okay. Lad det være op til andre at bedømme.
I slipstrømmen af Current 93’s stigende popularitet er Simon Finns flossede genialiteter endelig ved at bryde igennem via mandens nye materiale. Efter debuten i 1960erne har de seneste plader fra Simon Finn været en ren fryd, når tekstens balance mellem det rokerende rå og lyriske blide er faldet på plads, og melodien er skåret med den skarpeste kniv. Tankerne på Accidental Life er livstunge betragtninger, som de fleste vil stifte bekendtskab med, men hvor de færreste kan reflektere i Simon Finns ramme og særegne musikalitet.
Jeppe Fly-Kristensen
Udtrykket er elektronisk, men solorytteren James Chapman, a.k.a Maps, formår på We Can Create at indflette et væld af alternative tiltag, så både shoegazer, drømmende og bevidsthedsudvidende rock svæver ind og ud gennem kompositionerne, som passagerer i en Subway på vej til arbejde. Det er smuk og stemningsfuld musik, tilsat ekkoer af Junior Boys, My Bloody Valentine, Flaming Lips og Spiritualized/Spaceman 3. Chapman balancerer på grænsen af det enerverende, men den gode melodi er med hele vejen, og det er svært ikke at lade sig rive med i denne berusende og symfoniske pompøsitet af et elektronisk album, som er rigtig godt produceret af Björks faste islandske multimand Valgeir Sigurdsson.
Kasper Würtz
James Blackshaw: The Cloud of Unknowing
Med The Cloud of Unknowing følger James Blackshaw op på den mesterlige O True Believers fra 2006. Endnu engang forvandler Blackshaw sine evner på den 12 strengede guitar til en omgang instrumental folk, der ofte er så beroligende, at man som lytter nærmer sig en trancelignende tilstand, hvor skønheden drypvis pibler ind. Det sker især når Blackshaw forlader den rent repetitive struktur for at tilføje lidt skævere toner eller som i den himmelske “Running to the Ghost” tilsætter glockenspiel. Guitaristen viser dog også, at han sagtens kan forlade trancen for i stedet at lade det storme vildt og voldsomt, som når albummet når en nærmest post-rocket forløsning i “Stained Glass Window”.
Selvom det er svært at tro, at Joanna Newsom kan præstere noget som er meget bedre end det monumentale mesterværk Ys, så viser verdens smukkeste harpenist allerede på den fabelagtige Joanna Newsom and the Ys Street Band EP, hvordan man gør fantastiske numre endnu bedre. Således bliver såvel “Clam, Crab, Cockle, Cowrie” og “Cosmia” 20 % bedre i disse nye versioner, ligesom “Colleen” prompte træder ind som en af Newsoms allerstærkeste kompositioner. Det er næsten uhyggeligt at tænke på, hvor godt det næste album må blive, hvis hun fortsætter sådan her.
Mikkel Arre
Black Moth Super Rainbow: Dandelion Gum
Ude i Pennsylvanias skove har kvintetten Black Moth Super Rainbow i fem år kogt en stadig stærkere trylledrik af analoge synths, sære effektoversvømmede vokaler og buldrende trommer. På Dandelion Gum er drikken særdeles berusende, og med lån fra både IDM, electro, krautrock og alskens former for free-folk har BMSR skabt en livsbekræftende udknaldet tørstslukker til alle, der godt kunne tænke sig, at Boards of Canada freakede meget mere ud – og til alle andre.
