Forsanger Alan Sparhawk er klar med debutalbummet fra sit side-projekt Retribution Gospel Choir. Albummet udkommer d. 18. marts på Mark Kozeleks pladeselskab Caldo Verde og er produceret af selvsamme herre. Retribution Gospel Choir består desuden af Eric Pollard og Matt Livingston. Sidstnævnte er ligesom Alan Sparhawk også med i Low. Bandet har spillet en del koncerter i USA gennem det seneste år og har udgivet to tour-ep’er. Bandet beskriver selv musikken som to-minutters popnumre, der ender i psykedeliske improvisationer og tung dub. Døm selv; der ligger fire numre på bandets Myspace-side og en live-koncert hos Archive.
Artikler
Interviews, guides, årslister, introduktioner og meget andet.
Death Cab for Cutie-guitarist solodebuterer
Vi holder sådan set juleferie en uges tid mere, men vi har en god nyhed, vi gerne vil dele med jer nu og her. For mens Death Cab for Cutie fortsat arbejder på opfølgeren til det album, der i hvert fald i USA blev deres kommercielle gennembrud, Plans, er bandets guitarist Chris Walla klar til at udgive sin første plade på egen hånd. Nej, egentlig er det hans anden soloudgivelse, men den første var et kassettebånd under pseudonymet Martin Youth Auxiliary og udkom i mindre end 100 eksemplarer. Så derfor kan Walla i praksis sagtens tillade sig at kalde Field Manual for sin solodebut. Albummet udkommer d. 29. januar, og skal man dømme efter “Sing Again”, der kan downloades hos Wallas pladeselskab, Barsuk, er der ikke de helt store afvigelser fra Death Cab for Cutie-lyden. Men det behøver jo heller ikke være nogen dårlig ting. Flere smagsprøver kan høres på Myspace. Tracklisten får du her: 1. Two-Fifty 2. The Score 3. Sing Again 4. A Bird Is A Song 5. Geometry &c. 6. Everyone Needs A Home 7. Everybody On 8. Our Plans, Collapsing 9. Archer V. Light 10. St. Modesto 11. It’s Unsustainable 12. Holes
Undertoner går på juleferie
Undertoner trækker i ferietøjet og siger tak for i år. Som de fleste af jer sikkert ved, så er december en måned, hvor kalenderen er så fuld af aftaler og arrangementer, at skuldertasken føles langt tungere end normalt. Der er en kontraktlignende forpligtelse til at spise en betragtelig mængde flæskesteg, pakke gaver op og smile høfligt, når man ser, at den cdformede pakke rent faktisk indeholder den nye Big Fat Snake-opsamling. Alt dette er Undertoners skribenter naturligvis også underlagt, og derfor tager vi nu os en velfortjent juleferie. Det betyder, at der vil være længere imellem opdateringerne indtil vi vender tilbage for fuld kraft d. 7. januar. Vi har dog en sidste gave til vores læsere, nemlig en henvisning til den fornemme juleopsamling, som pladeselskabet Sounds Familyre har flettet sammen. Den indeholder bidrag fra stærke navne som Danielson, Sufjan Stevens, Rachel og Woven Hand og hedder A Familyre Christmas – Volume 1. God fornøjelse med lytteriet og fortsat god december.
Stephen Malkmus giver forskud på julegaverne
Julegave fra Stephen Malkmus uden bånd og gavepapir. Tidligere på måneden kunne Undertoner rapportere om den endelige færdiggørelse af det nye album fra Stephen Malkmus and the Jicks. Det har fået titlen Real Emotional Trash og byder på 10 nye sange. En af dem hedder “Baltimore” og den har Malkmus udvalgt som en lille, gratis julegave. Nummeret kan hentes i mp3-form her. Real Emotional Trash udkommer d. 4. marts, og bliver det første album, hvor ex-Sleater-Kinney-trommeslagerinden Janet Weiss optræder som en del af The Jicks.
Plader vi overså i 2007 (del 2)
Her fortsætter vi med anden halvleg af Undertoners præsentation af en række af de udgivelser, som vi desværre aldrig fik sat under vores skarpe anmelder-lup, men som vi alligevel mener, at lytterne derude bør undersøge grundigt. Første del kan ses her. Anders Mortensen Burial: Untrue Den mystiske mørkemand Burial vendte i år tilbage med endnu et kapitel af sin dystre og regnvåde dubstep i form af Untrue. Det klikker og dunker derudaf i et højt tempo, men der er intet glædeligt at komme efter i Burials musik. Mellem de hoppende beats og den rungende storbyensomhed blander sørgmodige r’n’b-vokaler sig til tider utydeligt og mudret i baggrunden, og det gør Untrue til noget nær det perfekte lydspor til vintermånederne. Fugtig asfalt omsat til musik. Aesop Rock har i et par år udgivet mere eller mindre vellykkede plader, og har egentlig gjort sig bedst bemærket som fabulerende, spraglet gæsterapper hos Definitive Jux’s koryfæer, men med None Shall Pass er han tilbage i mere end storform. Beatsene sidder tæt, men er stadig legende. Teksterne rabler af sted, der er overskud og energi i verdensklasse samt gæstekunstnere, der også kan tiltrække de mere indie-orienterede segmenter af hiphoplyttere. Det bedste han har lavet siden Labor Days. Lasse Dahl Langbak Keeping C86 Alive! er en blog, der både hylder midt-80’ernes engelske janglepopbands og opstøver nye navne i samme stil. Et af de navne, der i år har vakt sidens interesse, er The Lodger fra Leeds. Og det tror pokker, for Lodger, der har samme naive sødme som The Lucksmiths, men spiller på samme kontante facon som bysbørnene i Wedding Present, har med debuten Grown-Ups begået en janglepop-plade, hvor den ene iørefaldende sang vælter over den næste i kampen om at være pladens bedste. Lasse Bertelsen Stars of the Lid: And Their Refinement of the Decline 2007 var året, hvor Stars of the Lid endelig fulgte op på deres mesterværk The Tired Sounds of…, og det gjorde duoen så sandelig med bravour. I en serie af korrespondancer i stilhed formåede de at bygge videre på det smukke fundament af soundscape og scoreline, der betegner deres egen klare form for musique d’ameublement. Klaveret fyldte mere denne gang i klar eller manipuleret form. And Their Refinement of the Decline er det endelige soundtrack for en udsigt over kysten og dens kølige klima. While My Guitar Violently Bleeds er en gedigen tretrinsraket, hvor de to østligt-inspirerede numre, det første og det sidste, til stadighed forekommer mig at være mest værd. At midten så består af ren, stemningsfuld drone/feedback, der aldrig rigtigt letter fra sit fundament som et udmærket lydtapet, gør ikke det store ved den samlede bedømmelse. Sir Richard Bishop spillede igennem “Zurvan” og “Mahavidya” alle tænkelige variationer over den melodiske mol-skala (-ikke- harmonisk mol), og så er kunstneren jo bare ganske habil og hurtig på fingrene, så det er i det hele taget en fryd. Den generelle hype i 2006 af mesteren Jack Rose er nu, ganske retfærdigt, smittet af på Bishop.Jeg kan i skrivende stund stadig ikke bestemme mig for, om titlen er til grin eller bare helt okay. Lad det være op til andre at bedømme. I slipstrømmen af Current 93’s stigende popularitet er Simon Finns flossede genialiteter endelig ved at bryde igennem via mandens nye materiale. Efter debuten i 1960erne har de seneste plader fra Simon Finn været en ren fryd, når tekstens balance mellem det rokerende rå og lyriske blide er faldet på plads, og melodien er skåret med den skarpeste kniv. Tankerne på Accidental Life er livstunge betragtninger, som de fleste vil stifte bekendtskab med, men hvor de færreste kan reflektere i Simon Finns ramme og særegne musikalitet. Jeppe Fly-Kristensen Udtrykket er elektronisk, men solorytteren James Chapman, a.k.a Maps, formår på We Can Create at indflette et væld af alternative tiltag, så både shoegazer, drømmende og bevidsthedsudvidende rock svæver ind og ud gennem kompositionerne, som passagerer i en Subway på vej til arbejde. Det er smuk og stemningsfuld musik, tilsat ekkoer af Junior Boys, My Bloody Valentine, Flaming Lips og Spiritualized/Spaceman 3. Chapman balancerer på grænsen af det enerverende, men den gode melodi er med hele vejen, og det er svært ikke at lade sig rive med i denne berusende og symfoniske pompøsitet af et elektronisk album, som er rigtig godt produceret af Björks faste islandske multimand Valgeir Sigurdsson. Kasper Würtz James Blackshaw: The Cloud of Unknowing Med The Cloud of Unknowing følger James Blackshaw op på den mesterlige O True Believers fra 2006. Endnu engang forvandler Blackshaw sine evner på den 12 strengede guitar til en omgang instrumental folk, der ofte er så beroligende, at man som lytter nærmer sig en trancelignende tilstand, hvor skønheden drypvis pibler ind. Det sker især når Blackshaw forlader den rent repetitive struktur for at tilføje lidt skævere toner eller som i den himmelske “Running to the Ghost” tilsætter glockenspiel. Guitaristen viser dog også, at han sagtens kan forlade trancen for i stedet at lade det storme vildt og voldsomt, som når albummet når en nærmest post-rocket forløsning i “Stained Glass Window”. Selvom det er svært at tro, at Joanna Newsom kan præstere noget som er meget bedre end det monumentale mesterværk Ys, så viser verdens smukkeste harpenist allerede på den fabelagtige Joanna Newsom and the Ys Street Band EP, hvordan man gør fantastiske numre endnu bedre. Således bliver såvel “Clam, Crab, Cockle, Cowrie” og “Cosmia” 20 % bedre i disse nye versioner, ligesom “Colleen” prompte træder ind som en af Newsoms allerstærkeste kompositioner. Det er næsten uhyggeligt at tænke på, hvor godt det næste album må blive, hvis hun fortsætter sådan her. Mikkel Arre Black Moth Super Rainbow: Dandelion Gum Ude i Pennsylvanias skove har kvintetten Black Moth Super Rainbow i fem år kogt en stadig stærkere trylledrik af analoge synths, sære effektoversvømmede vokaler og buldrende trommer. På Dandelion Gum er drikken særdeles berusende, og med lån fra både IDM, electro, krautrock og alskens former for free-folk har BMSR skabt en livsbekræftende udknaldet tørstslukker til alle, der godt kunne tænke sig, at Boards of Canada freakede meget mere ud – og til alle andre.
Thom Yorke bliver remixet for hårdt
Det er undergrundens hårde, elektroniske drenge, som Thom Yorke har fået til at remixe numre fra hans album The Eraser. Burial, Modeselektor, Various Production, Cristian Vogel, Four Tet, The Field, Surgeon og The Bug har alle remixet et nummer fra Thom Yorkes debutalbum fra sidste år. Numrene bliver i første omgang kun solgt som downloads gennem e-butikken Boomkat, der har specialiseret sig i elektronisk musik. Siden er det meningen, de tre ep’er også skal udkomme i et begrænset vinyloplag. Første ep er tilgængelig nu hos Boomkat, de to andre følger i de kommende dage, så de kan blive downloadet inden juledagenes fester.
Swell er tilbage med nedbørsplade plus en tabt opsamling
Drømmepop-veteranerne fra Full House-byen giver endelig lyd fra sig. Swell har uden de helt store armbevægelser givet to nye muligheder til den ønskeliste, som vel egentlig burde have været sendt ud nu. Bandet, som har base i San Francisco, har siden 1990 udsendt deres støvede drømmepop, og den er ligeså velkommen nu som den var dengang. Derfor er det en glædelig nyhed, at det Manchester-grå december-Danmark kan lukke øjnene og tage sig en mental roadtrip med Swells sublime soundtrack. David Freel og co. har nemlig udsendt både nyt og gammelt. Med South of the Rain and Snow ophæver amerikanerne den udgivelsesmæssige stilhed, der har hersket siden 2003s glimrende Whenever You’re Ready, og tilføjer i samme moment studiealbum nr. 8 til deres diskografi.. Som om det ikke var nok, så har Swell også udsendt en opsamling med numre, der blev til overs fra 1997-albummet Too Many Days Without Thinking. Begge albums er selvudgivne og kan kun erhverves igennem Swells egen hjemmeside, men modsat et eller halvstort engelsk band, så kan man denne gang ikke selv bestemme, hvor meget pladen skal koste. Tracklisten til South of the Rain and Snow: 1. Kicking All Them Ghosts2. Trouble Loves You3. Saved by Summer4. Our Aquarium5. South of the Rain & Snow6. Good Good Good7. Tell Us All8. The Measure of the Moment9. Waiting for a Beer Tracklisten til The Lost Album: 1. Bongstarr2. Why Don’t You Leave3. So Would I4. Two Dimes in the Sun5. Easy6. Fuc Yew7. What I Saw8. Bitter Friends9. Sunshine Everyday
Plader vi overså i 2007 (del 1)
Vi indrømmer det med det samme. Vi har ikke fået det hele med. Der er udgivelser vi ikke har fået anmeldt, som ellers fortjener en masse opmærksomhed. Det er vi kede af. Men hvad skal vi gøre? Samle op på nogle af de vigtigste albums, som vi missede i løbet af året? Så ok da. (17.12.07)Selv om vi altid forsøger at anmelde alle de vigtige udgivelser i løbet af året, er der naturligt nok en række plader, der flyver under radaren, og som derfor ikke får den omtale, som de ellers fortjener. Det forsøger vi hvert år at rette op på ved at lave en opsamling på de albums, som burde have fået opmærksomhed på Undertoner. Derfor har en række skribenter kigget samlingen igennem og hver især har fundet udgivelser, der ikke blev anmeldt, men som stadig er værd at få hørt. Kasper Würtz The Fields debut hos de tyske minimal-pionerer Kompakt bød ganske fortjent på et gennembrud hos såvel kritikere som hos det dansehungrende publikum. Svenske Axel Willner har med From Here We Go Sublime begået et fremragende album, der med sin besynderligt dansable ambient viser, hvordan man kan folde varme, fængende melodier ud af et ellers koldt og inhumant lydunivers. Resultatet er en minimalistisk perle, der minder om Underworld i deres velmagtsdage, minus Karl Hydes maniske lyrik-rablen. Findlay Brown: Separated by the Sea Der er også en del musikhistorie i Findlay Browns fabelagtige debut Separated by the Sea, der visse steder sender hilsener til forbilleder fra såvel den engelske og amerikanske folkscene. Men selv om Nick Drake og Simon & Garfunkel står i kulisserne, er det Brown, der ejer scenen takket være en fornem blanding af skrøbelighed og sangskrivermæssigt overskud. Materialets høje kvalitet og den overvældende skønhed, der generelt gennemstrømmer albummet, giver håb om, at der stadigvæk er værdige y-kromosom-bærende mennesker, der kan bejle til den folktrone, som samtidens kvinder har sat sig så solidt på. Anders Hjortkær Christensen Joakim Thåström har spillet punk i Ebba Grön, rock i Imperiet og lidt af det hele i eget navn, senest med det nedtonede pragtværk Skebokvarnsv. 209. Med Sällskapet som nyeste projekt tager Thåström sin lytter med på en foruroligende, dekadent rejse forbi kolde industrikvarterer og fortågede havneknejper, og hele herligheden lyder som en afdæmpet krydsning af Suicide og Einstürzende Neubauten. Den selvbetitlede debut er underspillet og aldeles fremragende. Lasse Dahl Langbak The Twilight Sad: Fourteen Autumns and Fifteen Winters Hvis man ikke er blevet blæst omkuld af et album i 2007, har man næppe hørt The Twilight Sad. For deres debutplade, Fourteen Autumns and Fifteen Winters, kan med sin voluminøse kraft, der ligger bag de dramatiske rockhymners støjende udladninger, banke alt i jorden. Og så er James Grahams lyriske fremførelser om barndomsårenes mørkere sider ikke bare intense som bare fanden – de bliver sågar ytret på et klingende skotsk, der emmer af en sjældent hørt autenticitet. Brølstærk debut. Noise pop er bare et af de genremærkater, der er blevet smækket i nakken af Deerhoof. Med udgivelsen af Friend Opportuniy skal der imidlertid sættes en streg over noise, mens pop bør skrives med større typer. Efter at guitarist Chris Cohen har forladt bandet, er guitarstøjen nemlig stort set sløjfet. I stedet har de tre resterende medlemmer udgivet en umiddelbar og fængende plade, hvor Satomi Matsuzakis lillepigestemme boltrer sig blandt groovy rytmer, tunge riffs og en række synth-effekter, som atter gør Deerhoof til et herligt, uforudsigeligt bekendtskab. Peder Bo Jørgensen Electrelane: No Shouts, No Calls Electrelane, der for nyligt annoncerede, at de holder pause på ubestemt tid, udsendte i foråret deres foreløbigt sidste skud fra støjrock-pigepop-pistolen.Ikke noget øresønderrivende brag, men derimod et rigtig fint “plop” på den rigtige side af smertegrænsen. No Shouts, No Calls er mere pop end støj, og udover at være det sidste Electrelane album er det også det bedste. Dette står klarest på “The Greater Times” og “To the East”, men også med de finurlige “Saturday” og “Cut and Run” som højdepunkter. Mads Jensen Som det fremgår af anmeldelser og lister, kan vi på Undertoner godt lide Yeah Yeah Yeahs. Derfor er det også ærgerligt, at de kun velsignede os med en ep, i stedet for et fuldlængdealbum i 2007. Til gengæld er det bedre at få en god EP end ingenting. Og Is Is er en god ep. I ånd og energi lægger den sig faktisk tættest op af den selvbetitlede debut. Den er rå som tatar og energisk som Anders Fogh på sin morgenløbetur. Hverken i musikken eller udgivelsesfrekvensen er der således noget, der tyder på, at Yeah Yeah Yeahs skruer ned for energien, og tak for det. Jeppe Fly-Kristensen LCD Soundsystem: Sound of Silver Forførende beats og henslængte arrangementer parres i en suppedas af programmeringsmusik, der måske er ved at nærme sig pop, men alligevel er meget mere end det. Discopunk, dansabel el-rock eller synth-pop, kald det hvad du vil; LCD Soundsystem finder inspiration i U2 rock, Kraftwerk keyboard og Bowie avantgarde, og ender ud i en hybrid af en plade, der på mange måder er svær at genrebestemme, men pokkers dragende. Faktisk er det småt med dårlige numre på Sound of Silver og selv om James Murphy, hovedpersonen bag projektet, måske ikke har en ny “Daft Punk Is Playing at My House” i ærmet, føles pladen pokkers holdbar. Har man først tændt stroboskoplyset, skal man på ingen måde gå uden om Sound of Silver, for det er en meget homogen danseplade.
Årets bedste plader 2007
Det er blevet tid til at sætte punktum for endnu et musikår. Og ja, Undertoners årslister er selvfølgelig tilbage.
‘Min plade er færdig!’, siger Keith fra Rumskib
Guitarist og sangskriver Keith Canisius fra det fynske shoegazer-band Rumskib har færdiggjort sin første soloplade. Som det var tilfældet på Rumskibs album er det endnu en gang Jonas Munk aka Manual, der har produceret de elleve numre på Ferris Wheel Makeout. Munk har desuden hjulpet med enkelte beat-programmeringer, men ellers er det Keith Canisius, der selv står for resten. Albummet udkommer i februar på Darla i USA, der også udgav Rumskibs album, og selskabet Quince står for udgivelsen i Japan. Der er demo-smagsprøver på Keiths Mymusic-profil Trackliste:1. The Sea Me, Feel Me2. Omorose3. Naive Struggle4. Opium Pop Ballad5. April Star6. Far From7. 29th Escape8. Watching Old Films With New Eyes9. You And I Sky10. Dizzy Encounter11. AI
Digital-only-udgivelse fra Fennesz
Christian Fennesz har via selskabet Touch udgivet nummeret “On A Desolate Shore A Shadow Passes” – kun som digital download. Man fristes til at sige, at endnu en gang er Fennesz tættere på at gøre sine kompositioner tynde som luft end nogensinde før. Den digitale varme er dog som altid massivt tilstede. “On A Desolate Shore A Shadow Passes” er optaget i Amann Studierne i Wien mellem 2005 og 2007 og baseret på otte forskellige guitaroptagelser. Til januar udkommer endnu to numre fra samme session på en 7″ single (billedet), der har fået titlen Transition. På side A findes nummeret “On a desolate shore”, mens side B indeholder nummeret “A shadow passes by”. Der anes et mønster. For folk med teknisk interesse blev den akustiske guitar optaget med en AKG C12 mikrofon, mens de andre lyde blev skabt med en Fender Stratocaster og en Vox ac15 forstærker. Fennnesz kan besøges her
Unmack og Nørlund på fælles turné
Jens Unmack og Nikolaj Nørlund kommer Danmark rundt i det nye år Det er to både travle og prominente herrer inden for dansk musik, der nu snart tager på turné sammen for første gang. Efter sin karriere i Love Shop solodebuterede Jens Unmack i 2005 med Vejen hjem fra rock’n’roll. Albummet blev udgivet på Nikolaj Nørlunds pladeselskab Auditorium og også produceret af selv samme Nørlund. Her startede samarbejdet mellem de to dygtige sangskrivere, og det fortsatte på Unmacks seneste album Aftenland Express. Nørlund har de seneste år produceret for en lang række af danske kunstnere, men det seneste vi har hørt mandens egen hånd er Resumé, der udkom i november måned. Albummet er et opsamlingsalbum med Nørlunds danske sange. Med hele 14 koncerter kommer Unmack og Nørlund grundingt igennem landet, og turnéen starter d. 31. januar i Sønderborg. Koncerterne kommer til at bestå af tre sæt, hvor det første er Nørlund solo, det andet Unmack med keyboardmand Mikkel Damgaard og til sidst et kortere sæt med alle tre musikere. Oplev Unmack og Nørlund her: 31. januar: Sønderborghus, Sønderborg1. februar: Gate 7, Thisted2. februar: Paletten, Viborg7. februar: Portalen, Greve8. februar: Gjethuset, Frederiksværk9. februar: Bygningen, Køge10. februar: Jazzhouse, København11. februar: Jazzhouse, København12. februar: Musikcaféen, Århus13. februar: Musikcaféen, Århus14. februar: Café Von Hatten, Randers15. februar: Nygadehuset, Aabenraa16. februar: Skive Teater, Skive17. februar: Jazzhus Dexter, Odense
A Silver Mt. Zion er tilbage med lange numre med lange titler
Post-rockerne fra Canada er klar med blues til månen Man kommer ikke rigtigt uden om det. Hvis man spiller postrock, så skal man have et navn, der er så langt, at man kun kan overskue det i forkortet form, der mest af alt ligner forvrænget sms-lingo. Det lever Thee Silver Mt. Zion Memorial Orchestra & Tra-La-La Band i sandhed op til. Tidligere gik de under navnet A Silver Mt. Zion, men det manglede den uoverskuelighed som canadierne siden hen har erhvervet med forlængelsen. Nu handler musik heldigvis ikke ligeså meget om navnelængde, som denne nyhed ellers gør det til. Musik handler nemlig mest af alt om musiknumre, og dem har TSMZMO&TB netop færdiggjort en håndfuld af. De udkommer d. 25. marts i form af albummet 13 Blues for Thirteen Moons. Det er postrockernes første fuldlængdeplade siden 2005-udgivelsen Horses in the Sky. Ifølge Pitchfork så består de første 12 numre på 13 Blues for Thirteen Moons af små dronede mellemspil, og albummet begynder passende nok først med sang nr. 13. Undertoner har tidligere anmeldt This Is Our Punk-Rock, Thee Rusted, hvor Thee Silver Mt. Zion Memorial Orchestra & Tra-La-La Band havde tilføjet With Choir til deres navn, og dermed blev til TSMZMO&TBWC. Albummet var en smule ujævnt, men bandet blev alligevel rost for at forsøge at gå sine egne veje. Hvilke veje de går på det nye album må tiden vise. Allerede nu viser vi dog tracklisten: 1. Untitled2. Untitled3. Untitled4. Untitled5. Untitled6. Untitled7. Untitled8. Untitled9. Untitled10 Untitled11. Untitled12. Untitled13. 1,000,000 Died to Make This Sound14. 13 Blues For Thirteen Moons15. Black Waters Blowed/Engine Broke Blues16. BlindBlindBlind
Adam Green klar med seksere og syvere
Den halvtossede amerikaner er klar med ny solo-plade. Adam Green udgør den ene halvdel af lofi-folk gruppen The Moldy Peaches, men han udgør hele Adam Green, og med det in mente, så er det måske ganske fornuftigt at fokusere på sin solokarriere. Det har amerikaneren i hvert fald valgt at gøre og det betyder, at han d. 7. marts kan præsentere sit femte udspil i eget navn. Det har fået titlen Sixes and Sevens. Albummet bliver udsendt på Rough Trade og følger op på 2006s Jacket Full of Danger. Tracklisten til Sixes and Sevens kan ses lige her: 1. Festival Song2. It’s a Fine3. Morning After Midnight4. When A Pretty Face5. Twee Twee Dee6. You Get So Lucky7. Homelife8. Getting Led9. Be My Man10. Drowning Head First11. Grandma Shirley and Papa12. Cannot Get Sicker13. Bed of Prayer14. Tropical Island15. Leaky Flask16. Rich Kids
