Om mindre end to uger går det løs på Dyrskuepladsen i Roskilde. Der er masser af bands på plakaten, og det er umuligt at nå at lære samtlige af dem at kende inden da. Så hvilke ni plader opsummerer årets vigtigste Roskilde-navne? Undertoner giver et svar her. (14.06.06)Roskilde Festival kræver helgarderinger. Man skal både huske de uldne sokker og de korte shorts, og støvlerne skal ikke pakkes for langt væk, selv om det er sandalvejr, når man tager af sted. På samme måde kan der være brug for et sindrigt system af prioriteringer og ruteplanlægninger for at nå de rette koncerter i løbet af dagen.
En af måderne at lave sine prioriteringer på er at få hørt sine Roskilde-aktuelle plader igennem for derved at lytte sig frem til, hvilke koncerter der er vigtigst at få med i planlægningen. En tilsvarende øvelse har tre af Undertoner-skribenterne kylet sig selv ud. Og her er den spraglede flok af plader, som de valgte.
Læs i øvrigt, hvad skribenterne ellers hører i øjeblikket, på listerne i deres redaktionsprofiler.
Daniel Flendt Dreesen
Placebo: Black Market Music (2000)
Også nu, med teenage-årene bag sig, er det svært ikke at fortabe sig i det angstfyldte og seksuelt frustrerede panorama på Black Market Music. Nok er Brian Molko siden blevet ældre og hans ungdommeligt hjemsøgte ansigtstræk dermed utroværdige, men i 2000 fejlede autenticiteten intet. På det sorte marked mestredes såvel frigørende kaskader af lys støj som den smerteligt tindrende apologi. Sjældent har det gjort så godt at have ondt, så lad os dykke under teenagetårer på ny.
Animal Collective: Spirit They’ve Vanished, Spirit They’ve Gone/Danse Manatee (2003)
Der var engang, før Geologen, Pandaen, Avey Tare og Deakin fandt ned på den indianske legeplads. Dengang fandtes ikke hæderskroninger i bredere internationale kredse og spilletid på Det Elektriske Darometer, men blot et uendeligt tomrum og en uudtømmelig fantasi. Omkring årtusindskiftet udkom således disse uvurderlige perler, der trods den skrabede produktion demonstrerer alle facetter af Animal Collectives komplekse melodigenialitet, om end i et mere udfordrende og unikt univers.
Serena Maneesh: s.t. (2006)
Udklædt som rockguder og udklækket som “the indefatigable saviors of rock’n’roll“. Det er svært at yde Serena-Maneesh retfærdighed, for sidste års selvbetitlede debut fortjener alverdens anerkendelse. I albummets underliggende malstrøm flyder alle rockens største dyder, og vi ydmyge tilhørere må endeligt segne under de psykedeliske udvandringer, hensygne i de serafiske vokalharmonier og svælge i det kilometerfede bånd af inciterende rock n’ roll. Et monster er født.
Mathias Askholm
Tool: Lateralus (2001)
Lateralus er en kulsort rejse mod det indre mørke: musik spillet i et sort hul, hvor hakkende guitarriffs og tunge tæsk på trommerne kæmper mod mørket, mens James Maynards skrigende vokal gennemborer mørket med dystre spådomme og desperate skrig på forløsning. Oplevelsen er voldsom og total og drevet frem af fascination af døden, drømmen om det evige liv og den hjerteskærende smerte der følger med kærligheden.
Menfolk: Colossus (2005)
Også Menfolk er et band, der slår igen. Som et tonstungt fragttog på afveje er Menfolks muskelrock ikke til at stoppe. Melodierne i musikken er blevet banket bagud i lydbilledet og tilbage er et støjende hav af bankende guitarer. Dette er ikke sing-along-musik, dette er ikke radio-venlig pop, det er ikke en gang specielt kløgtigt, men det er fandens effektivt – og mon ikke Menfolk får mudderet på festivalpladsen til ryste?
why?: Oaklandazulasylum (2003)
Mindre tung, men ikke mindre kompleks er why?. Jonathan Wolf, der er manden bag aliasset, har en baggrund i hiphop-kollektivet Anticon, men dette udspil har mere til fælles med indierock eller aparte folk-musik end med rap. Wolfs lange og psykedeliske fortællinger med et imponerende ordforråd og fantasi spændes ud over et simpelt rockende grundlag. Spændende og indviklet som et spejl i en gåde!
Rasmus Bækgaard
Thåstrom: Skebokvarnsv. 209 (2005)
Et af Sveriges helt store og altid uforudsigelige rockikoner har smidt rockattuttituderne og de forvrængede guitarer (næsten) på porten. Musikalsk befinder vi os i et eftertænksomt melankolsk univers, der ikke er helt ulig Nick Cave, og tekstligt ser Thåström tilbage på de unge punkdage og sender en hyldest til både Sort Sol og den danske hovedstad. Skebokvarnsv. 209 er et fremragende afdæmpet album fra en stor og uforudsigelig kunstner.
The Strokes: First Impressions of Earth (2006)
Efter en halvkedelig 2’er er The Strokes tilbage for fuld styrke med et (på i hvert fald den første halvdel) vitalt og tændt rockalbum. Julian Casablancas og co. får virkelig energien og den nærmest arrogante stramme stil til at gå op i en højere enhed i flere sange – endda med en guitarist, der i nogle soloer forsøger at lyde som Iron Maiden! En stor overraskelse for mig, for da The Strokes blev offentliggjort til Roskilde, var jeg nærmest ligeglad – nu ser jeg frem til at opleve dem.
Happy Mondays: Pills n’ Thrills n’ Bellyaches (1990)
Det er stort set ikke blevet omtalt, at et af de sidste 20 års mest stilskabende engelske bands kommer til Roskilde Festival. Happy Mondays var pionerer inden for fusionen af rock og dansemusik, og få bands har fået house og psykedelisk 60’er-inspireret rock til at spille så smukt og levende sammen som på dette mesterværk fra 1990. Med den karismatiske Shaun Ryder i front og danseren Bez på percussion er det både vanvittig og intelligent partymusik.
