Artikler

Lørdag starter som altid med koncerter kl. 12. Det kan være svært at være entusiastisk, når man knap har fået øjne efter gårsdagens udskejelser, og lørdag bliver næppe en undtagelse. Jeg tror dog, jeg vil forsøge at komme ud af det alligevel alt for varme telt og nyde dagens første koncert i selskab med Tied + Tickled Trio, som spiller på Pavillon-scenen kl. 12. Deres blanding af elektroniske elementer med jazz-toner kræver ikke den største koncentration, men er alligevel spændende og tempofyldt nok til at fortjene opmærksomhed. Sterling i forklædning – foto: Malle Gilbert Hvis jeg ikke har fået nok af denne type musik – eller vil fordrive tiden lidt her først på dagen – så smutter jeg forbi svenske Koop på Metropol-scenen kl. 13, som også blander elektronika med jazz. Det sker dog på en mere cool og tilbagelænet næsten down-beat-facon, og derfor er der risiko for, det bliver lidt kedeligt. Kedeligt plejer Sterling til gengæld ikke at være. Med karismatiske Mads Nygaard i front leverer bandet fine og friske bud på, hvordan retro-musikalsk indpakning passer perfekt sammen med tekster, der tanger banal lyrik. Jeg tror dog kun, jeg snupper den første halve time af bandets koncert på Pavillion-scenen, for 14:30 spiller Jens Unmack på Odeon-scenen. Jeg er nok ikke den eneste, som egentlig gerne ville se begge koncerter, men mens jeg har set Sterling et utal af gange, har jeg aldrig set (eller hørt) Jens Unmack uden resten af Loveshop. Desværre får han også kun en halv time af min tid, for kl. 15 indtager et umage par Metropol-scenen. Det er sample-mesteren Four Tet, som i jazz-trommeslageren Steve Reid har fundet en ligeværdig partner. De to har udgivet et par album, hvor numrene er opstået udelukkende ved improvisationer, og deres koncerter skulle være forrygende og energiske ud af en kant. Jeg glæder mig. En ung Steve Reid Jeg er ikke helt disponeret for den hårdere musik, som præger midten af eftermiddagen. Men mon ikke jeg lige tjekker hollandske The Ex ud, når bandet indtager Pavillon-scenen kl. 16. The Ex er et band, som siden 1979 har spillet venstreorienteret og kampklar art-punk, og de holder stadig den røde fane højt. Deftones på Orange kl. 17 tror jeg næppe på – den scene mangler simpelthen for meget bund til, at amerikanernes musik for alvor vil kunne indfange mig. I stedet ender det nok med, jeg slendrer lidt omkring og måske ender i Roskilde Lounge, hvor lørdagen blandt andet byder på den finske duo Mi og L’au. Lukket inde i en hytte gennem den finske vinter (med masser af sne til at isolere dem fra omverdenen) har de indspillet et fint og tyst album, som i mine ører lyder meget finsk. Mi and L’au Der kan jeg slappe af, inden jeg kl. 18 vender tilbage til Pavillon-scenen, hvor amerikanske Why? spiller. Engang dækkede navnet over Jonathan Wolf, som engang var medlem i nu opløste cLOUDDEAD. Nu er Why? et slacker-rockband, som på perfekt vis henter inspiration fra en masse genrer. Sidst, bandet spillede i Danmark, blev der også plads til nogle numre fra Jonathan Wolf og Andrew Broders Hymie’s Basement-projekt. Lad det endelig gentage sig – og hvis ikke, så flygter jeg over til Josh Rouse, som på Odeon-scenen fremfører sin americana-pop. Hvis den koncert mod al forventning også skulle vise sig at være skidt, satser jeg på Pharoahe Monch, som er Organized Konfusion-rapperen som solo-artist. Han har ikke udgivet noget siden 1999-albummet Internal Affairs, så han burde være frisk og i kamphumør. Alternativt er der lidt senere cubanske Free Hole Negro, som 19.15 indtager Ballroom. Deres blanding af traditionelle, cubanske rytmer med hip-hop, reggae, mambo og rumba lyder i hvert fald livsgivende. Primal Scream på Orange scene kl. 19 er for mig virkelig en koncert som kan gå begge veje. Bobby Gillespie og co. er med deres seneste plade Riot City Blues tilbage, hvor bandet var med rock’n’roll-skiven Give out but don’t give in. Det er beskidt 70’er rock, som ikke føjer nyt til genren overhovedet. Jeg kunne nok bedre lide den mere kompromisløse og onde stil, som XTRMNTR var højdepunktet af. Omvendt så er det nok en koncert, som jeg kan nyde siddende, inden jeg skal se Silver Jews på Odeon-scenen kl. 19. Det er lo-fi med masser hit-potentiale, og bagmand David Berman har en fantastisk evne til at skrive små hit-perler, som trækker på både country og rock. Seneste album Tanglewood Numbers er ingen undtagelse. David Berman fra Silver Jews Humøret kan dog godt være lumsk, så hvis fødderne er til mere uptempo-musik, smutter jeg kl. 21 over til Metropol-scenen og tjekker danseikonerne Etienne de Crecy, Alex Gopher og Julien Delfaud ud. Superdiscount er De Crecys projekt, som så meget andet fransk house blander elementer som electro, house og techno til noget, der kan sætte skub i fødderne. Senere på samme scene spiller hypede Tiga, men hans plade var i mine ører virkelig kedelig, så jeg smutter til Tech N9ne på Pavillon-scenen kl. 22. Rygterne siger, han skulle være den vildeste rapper med en mund og et vokabular, der sidder perfekt. Kan meget vel blive meget stort. Ca. samtidig spiller Tool på Orange scene, men som med Deftones kommer deres koncert nok til at mangle bund. Og så kan det være en af de koncerter, som larmer stort set over hele festival-området, hvis vinden blæser kraftigt bare en smule i den forkerte retning. Ricardo Villalobos Det kan for eksempel gå ud over Under Byen, som spiller på Odeon-scenen kl. 23. Deres forfinede udtryk kunne nemt blive forurenet med tung, produceret Tool-lyd, mens det nok går bedre for Ms. John Soda, som midnat indtager Pavillon-scenen. Deres tyske indietronica har lidt mere tempo, og da klokken er ved at være mange og ørene trætte, så bliver det dem, der skal bære mig videre. Phoenix på Odeon-scenen kl. 01 kunne nemt blive en fest med deres dansevenlige, 70’er-rockede franske pop. Men jeg sætter min sidste, trætte lid til, at chilenske Ricardo Villalobos med sin velproportionerede micro-house kan holde mig vågen lidt endnu. Han har fået sin musikalske træning i den tyske house-kultur, hvilket har gjort ham til en fantastisk skaber af nøgne beat-programmeringer, som aldrig bliver kolde. Med hans rytmer i kroppen vil jeg gå i seng. Læs også en guide til søndag-onsdag, torsdag, fredag og søndag.

Sidste år var der ikke nogen showcase for et elektronisk label – og Roskilde-arrangørerne har heldigvis indset, at det var et unødigt brud på en god tradition. Så i år får danske Statler & Waldorf lov at præge Metropol-scenen i et par timer om fredagen. Det hele starter kl. 12:00 med albumaktuelle Rasmus Møbius, hvis dubbede electronica nok skal gøre det behageligt at ligge på trægulvet og komme til kræfter. Senere får vi ligeledes pladeaktuelle og afslappede Pellarin & Lenler (der får besøg af den nærmest mytiske Berlin-baserede danske sanger Raz Ohara) og Møbius’ duo Melk. Sidstnævntes blanding af dub og hiphop skal nok få sat intensiteten lidt i vejret – måske bliver det endda til et dansetrin hist og her. Dans bliver næppe det mest oplagte, når Metropol-scenen 15:30 byder på franske Birdy Nam Nam. Bag det lidt fjollede navn gemmer sig intet mindre end fire dj’s, der byder på pladevenderkunst af allerhøjeste karat. Det kommer formentlig til at smage af både hiphop og jazz og kan meget vel blive et show for feinschmeckere. Mere enkelt og ligetil bliver det på Pavilion-scenen kl. 17:00, når svenske Shout Out Louds disker op med garage-inficeret indiepop. Retro uden at være overdrevent bevidst om at ville være retro. 19:00 på Orange scene kommer til gengæld selvbevidsthedens kronede konge. Ultra-krukken går under navnet Morrissey, og han har de seneste år fået sin anden ungdom. Med solopladerne You Are the Quarry og Ringleader of the Tormentors har han haft et umådeligt anmeldertække, og fanskaren er i hvert fald ikke skrumpet. Så vel mødt til silkeskjorter og Weltschmerz i massevis. Men næ-nej, vi har skam ikke nået toppen endnu, når det gælder krukkede attituder. Den rammer vi til gengæld 20:30 på Arena, når über-teatralske Rufus Wainwright kommer på scenen. Den selvbevidste selvudnævnte “Gay Messiah” har tidligere haft for vane at korsfæste sig selv under sine shows – og selv om han måske ikke gør det på Dyrskuepladsen, er der nærmest statsgaranti for et udstyrsstykke af rang. Tilmed har Wainwright en flok lettilgængelige cabaret-popsange med i rygsækken – og med et så hengivent publikum, som Wainwright har samlet sig, er der basis for god stemning. Og nogle hvin hist og her. Anderledes hæst bliver det på Orange scene kl. 21:30. Hvis man ellers ligesom jeg godt kan undvære de formentlig temmelig afdankede ecstasy-kendere i Happy Mondays, er der ingen vej udenom: Hr. Bob Dylan må opleves. Fra tid til anden hævder anmeldere, at Dylans stemme efterhånden er nærmest ubrugelig i livesammenhæng – men indtil dét er bevist, er det på sin plads at give Dylan en chance. Samme klassikerstatus kommer vi slet ikke i nærheden af på Odeon ved midnatstid. Det bliver snarere en kende pænt, poleret og i hvert fald middelklassemelankolsk. Men hvis man ellers kan se gennem fingre med, at Death Cab for Cuties musik er blevet pænere og pænere for hver plade, er der helt sikkert basis for at nyde nogle fine, fængende indiepopmelodier. Jeg skal bare gerne bede om at høre nogle af de ældre numre – fra dengang da Ben Gibbard & co. stadig havde kant og turde være helt tyste … og turde støje. Støjen bliver til gengæld ingen mangelvare på Pavilion-scenen kl. 01:00. Hér har New Jersey-trioen Dälek tænkt sig at tryllebinde publikum med sin ret så unikke blanding af uforsonlig støjrock og hiphop. Gruppen har massiv live-erfaring, og for en håndfuld måneder siden tog de et mere eller mindre uforberedt Århus-publikum med storm. Og hvis ellers Roskilde-publikummet er parat til blandingen af My Bloody Valentine-støjflader og hvileløs rap med udtalte sympatier for den panafrikanske sag, er der ikke umiddelbart noget i vejen for, at Dälek kan udnytte den sene nattetime til at vinde nye tilhængere. Sent bliver det i dén grad også ved Pavilion-scenen kl. 03:00. Her får vi mulighed for at stifte bekendtskab med det vældig hypede norske støjrock-band Serena-Maneesh. Bl.a. takket være deres nylige Spot-koncert har Serena-Maneesh ligesom Dälek gode erfaringer fra Danmark. Og der er intet i de hidtidige liveanmeldelser af nordmændene, der modsiger forventningen om et brag af et natteshow – ikke ulig sidste års fremragende Dungen-koncert.

Det er med at få åndedrættet og pulsen helt ned torsdag eftermiddag. Så snart det lakker mod aftenen, skal vi nemlig godt op i tempo for at nå alle de interessante koncerter, der er under opsejling. Det hele starter med en koncert, der med stor sikkerhed havde gjort sig langt bedre ved midnatstid end kl. 17:30. Engelske Editors‘ dystre postpunk smager mere af nattemørke end af eftermiddagssol, men med lidt held skal kvartetten nok få draget publikum ind i deres modfaldne univers. Det kommer i hvert fald ikke til at skade dem, at de har et par fine tempofyldte singler som “Blood” og “Munich” med sig – og Odeon er heller ikke det ringeste sted at forsøge at fange masserne. Medmindre man har stort behov for at stå og skråle om lorteparforhold ved Orange, er der mulighed for at tage en chance ved at drøne over til Pavilion 18:30. Hér kan Sonic Youth-kollaboratøren Mats Gustafsson og resten af hans band The Thing nemlig høres. Og det er virkelig en chance at tage – for ligesom med alle andre former for fusionsjazz kan The Thing-koncerter blive både fantastiske og forfærdelige. Under alle omstændigheder kan vi regne med at få en jazzet udgave af skramlet garagerock – og rygterne om, at The Thing ynder at spille White Stripes– og P.J. Harvey-covers lyder ikke helt ringe. Så larmende bliver det bestemt ikke tilbage på Odeon-scenen kl. 19:30 – men helt konventionelt og lige ud ad landevejen bliver det næppe heller. Den tidligere First Floor Power-sangerinde Jenny Wilson har fået lidt af et gennembrud med solodebuten Love Youth, og den småexcentriske svensker har immervæk også nogle fine indiepopmelodier at byde på. Lige noget for folk med hang til pop – og lidt sære svenske damer. Damer bliver der ingen af på scenen hos danske Barra Head, der bestiger Pavilion-scenen 20:30. Trioen disker derimod op med bidsk og kontant mathrock med inspiration fra såvel Steve Albini-bandet Shellac og de banebrydende posthardcoremestre i Fugazi. Sidste år var en af de helt store oplevelser i dagene op til selve festivalen Lack-koncerten på Pavilion Junior. Det er måske tvivlsomt, om labelkollegaerne i Barra Head kan klare sig lige så godt – det er melodierne næppe lettilgængelige nok til – men der er ingen tvivl om, at der nok skal være gang i den. Og sådan et energi-tilskud kan man have brug for sådan en torsdag aften, hvor man pisker frem og tilbage mellem Pavilion og Odeon. Sidstnævnte er stedet, hvor en af de mest iøjnefaldende do it yourself-successer fra de seneste år indtager scenen kl. 21:30. Clap Your Hands Say Yeah hedder bandet – og at dømme efter den umådelige ros, bandet har fået alle vegne, skal publikum nok leve op til bandnavnet. I Alec Ounsworth har bandet en markant, til tider temmelig skinger frontfigur, og det skal blive interessant at høre, om hans stemme kan holde til rejsen over Atlanten. Roskilde-koncerten er den første på en ugelang Europa-turné, og lad os håbe, at det er en god ting. 22:30 stiller Roskilde-arrangørerne os så over for årets første umulige valg. For hvordan skal man dog kunne prioritere mellem på den ene side den über-sympatiske afrikaner Toumani Diabeté, der sidste år fik Undertoners anmelder til at falde helt i svime, og på den anden side et band som Sigur Rös, der har så massivt et live-potentiale. Godt nok er islændingenes plader blevet mere og mere tamme, som tiden er gået – men med deres 2003-koncert på Roskilde Festival in mente er det vanskeligt at afskrive koncerten. Og som om det ikke var nok med to potentielt interessante koncerter lige oven i hinanden, spiller Malk de Koijn-omdrejningspunktet Tue Track faktisk også 22:30 på Pavilion. Men det er svært nok for mig at vælge mellem Diabeté på Ballroom og Sigur Rös på Arena, så Track 72 må klare sig uden mig. Hvordan min endelige prioritering bliver – ja, det kommer med Morten Olsens ord an på dagsformen.