På Way Out West var det blevet tid til at finde ud af, om det amerikanske synthpoporkester Future Islands, med den robuste dansetrold Samuel T. Herring i front, var mere end et Youtube-fænomen.
Koncerter
Way Out West 2015: Belle and Sebastian, 13.08.15, Flamingo, Gøteborg
Skotske Belle and Sebastian er et band, man måske skulle have oplevet for 15 år siden. I år, på den svenske festival Way Out Wests første eftermiddag, gav de en overvejende kedelig koncert - dog med visse charmerende lyspunkter.
The Sugarhill Gang + Grandmaster’s Furious Five, 01.08.15, Vanguard Festival, Frederiksberg
Bookingen af to legendariske grupper med kæmpe hiphop-hits fra 70'erne og 80'erne vækkede interesse, men også frygt for, om det kunne holde live i 2015. Det blev da også Furious Five-medlemmerne Scorpio og Melle Mel, der reddede dagen.
Mobb Deep, 01.08.15, Vanguard Festival, Frederiksberg
Den nærlegendariske rapduo Mobb Deep leverede en forglemmelig og uinspireret koncert, hvor de ødelagde og druknede klassiske hiphop-beats i dunkende basgange, mens de to rappere forvekslede råb med rap.
Jay Electronica, 01.08.15, Vanguard Festival, Frederiksberg
For hiphop-fænomenet fra New Orleans lykkedes det virkelig at sætte gang i en ægte hiphopfest på Vanguards andendag.
Dead Prez, 31.07.15, Vanguard Festival, Frederiksberg
Hiphop-duoen Dead Prez lod deres koncert drukne i politiske taler og reklamefremstød frem for musik. Indtil deres store hit endelig kom.
D.I.T.C., 31.07.15, Vanguard Festival, Frederiksberg
Det amerikanske hiphop-kollektiv D.I.T.C. gav os, efter eget udsagn, en opvisning i »real hip hop« fredag aften under åben himmel.
Lee Fields & the Expressions, 31.07.15, Vanguard Festival, Frederiksberg
Vanguards program består ikke udelukkende af hiphop, og fredag aften kunne publikum byde den klejne soul man og crooner, 64-årige Lee Fields og hans band, velkommen i Søndermarken.
Kool Keith & Kutmasta Kurt, 31.07.15, Vanguard Festival, Frederiksberg
Vanguard er skudt i gang for tredje år i træk. I år er der endnu mere fokus på hiphop på programmet, og fredagens første hiphop-navn var Kool Keith, der gav en noget underlig koncert.
Roskilde Festival 2015: Nils Frahm, 04.07.15, Avalon
De i blandt publikum, der til Nils Frahm-koncerten havde håbet på en klassisk koncert blev skuffede, imens de af os, der nød den tyske pianists transcenderende analoge techno var i en anden verden.
Roskilde Festival 2015: Songhoy Blues, 04.07.15, Gloria
Forsanger Aliou Touré dansede manisk og hans energi smittede hurtigt af på publikum. Han kunne få de trætte kroppe til at synge og danse, og de trætte kroppe ville bare have mere og mere.
Roskilde Festival 2015: Paul McCartney, 04.07.15, Orange
Det absolutte hovednavn, Sir Paul McCartney, spillede for første gang nogensinde på Roskilde Festival. Efter en træg første periode tog det fart, og med Beatles-hits, fyrværkeri og masser af overskud leverede han en dybt mindeværdig koncertoplevelse.
Roskilde Festival 2015: Øresund Space Collective, 04.07.15, Gloria
Øresund Space Collective havde festivalplanlægningen imod sig, da de natten til søndag lukkede Gloria. Hvor gruppens vil spillede tungtrockende syrerock fungerede lige efter formålet, viste et svagt publikumfremmøde med søvnige tilhører at blive en næsten uoverkommelig udfordring.
Roskilde Festival 2015: Jamie xx, 04.07.15, Apollo
Efter at de havde “set giraffen” Sir Paul McCartney og skrålet med på “Hey Jude” foran Orange Scene, var der lagt op til, at Roskilde-publikummet skulle sendes hjem med et brag af en fest. På Arena havde verdensmusik-elskerne allerede danset i timevis til African Express, mens Suspekt lurede under teltdugen ved Orange Scene, som de havde lovet, at de »ville kneppe«. De, der var mere til den elektroniske musik, kunne dog søge ly ved Apollo, og få gang i de ømme dansestænger én sidste gang. Her spillede den hypede engelske producer Jamie xx nemlig. Vi blev indledningsvis lovet masser af “Good Times”, da The Persuasions gamle R&B hit fra ’72 bragede ud fra højtalerne, for at bekendtgøre den spinkle og lettere akavede DJ’s ankomst. Nummeret blev klippet op og røg ud i brudstykker sammen med en gallopperende bas, inden Jamie overlegent lod mixet glide over i sin egen sang “Good Times (I Know There’s Gonna Be)”. Reggae-rap fusionen var en partystarter, og publikum reagerede også ved at smide hænderne i vejret og danse. Energiniveauet dykkede dog støt i takt med at Jamie blev ved med at spille mixes af andre kunstneres musik, fremfor sit eget materiale. Bevares, numrene havde været en tur igennem Jamie XX maskinen og bar præg af hans karakteristisk melankolske lyd, men de nåede ikke i nærheden af hans egne kompositioner, der fremstod som klart funklende perler natten igennem. Som den rutinerede DJ, han er, holdt han dog festen kørende, omend det til tider var på lavblus. Han teasede af flere omgange publikum med at spille brudstykker af megahittet “Loud Places”, mens en oppustelig spækhugger nådesløst blev crowdsurfet frem og tilbage blandt publikum. Enkelte kåde individer forsøgte halvhjertet at gøre spækhuggeren selskab, med tvivlsomme resultater. Natkoncerten var i programmet markeret som en såkaldt “High Energy Concert” – et nyt tiltag der angiver, at man kan forvente moshpits og at blive trampet lidt over tæerne, hvis man vover sig til sådan en koncert. Jamie xx’s introverte ravemusik er dog langt fra musik, som man kan eller bør moshe til. Det er mere den slags rave, hvor man forsvinder og danser lidt inden i sig selv. Når han hev sine egne sange frem, såsom den Gil Scott-Heron-samplende “I’ll Take Care Of U” eller den pulserende “Obvs”, så fungerede det også som tiltænkt. Der ligger noget dybt tilfredsstillende i de smukke kompositioners tilsyneladende simple opbygning, der dog rummer langt flere lag end først antaget. Desværre faldt koncertens nerve og tempo, hver gang Jamie smed mixes af andres sange på. Man nåede at blive træt af numrene, inden de var færdige. Koncerten føltes lidt, som at være til familiemiddag hos sin moster, der insisterer på at blive ved med at servere den ene ret efter den anden til de propmætte gæster. Efter de første par retter bliver det højest til en våd bøvs, hvis man alligevel prøver at klemme mere ned. Det samme gjorde sig gældende for koncerten. Efter en hel uge med fester og dans, så skal der noget særligt til at få de trætte fusser til at rykke. Det havde han heldigvis også materiale til, den kære klejne brite. Mod koncertens slutning fik vi endelig megahittet “Loud Places”, hvor armene røg i vejret og der blev sunget med på det smukke popomkvæd: »Didn’t I take you to / Higher places you can’t reach without me«. Nummeret gled over i den fremragende kærlighedshymne “Girl”, der gav det dansende publikum en euforisk forløsning, og som sagtens kunne have været aftenens sidste sang. Men måske var Jamie blevet distraheret af Suspekts mega fyrværkerishow på Orange, for af uransagelige årsager skulle vi lige sendes i seng på et mix af Ol’ Dirty Bastards hiphop-banger “Got Your Money”. En pudsig slutning på en aften, der cementerede, at det er forbandet svært at skabe illusionen af klubstemning på Apollo-scenen.
