Man kan mene, hvad man vil om fremrykningen af årets Roskilde Festival, men én ting er sikker: at festivalen ikke slutter på en søndag betyder, at arrangørerne i år har fået flere frihedsgrader i forhold til at levere en spændende lukning af musikprogrammet. Er man hverken til fællessang under solnedgangen på Orange Scene eller sen dansefest på Arena, har man i år kunnet søge mange andre muligheder
En af disse muligheder bød sig en time efter midnat, da festivalens lille indendørs scene, Gloria, dannede rammen om det, der på papiret lignede festivalens mest interessante syrerock-oplevelse. Øresund Space Collective er en konstellation af primært danske og svenske musikere med hang til instrumentalmusik, proggede kompositioner og for alt i verden masser af space-guitar. Gruppens line-up er altid flydende og koncerterne improviserede, så der var fra start lagt op til en fuldkommen uforudsigelig performance.
Banen var med andre ord kridtet op til et massivt psykedelisk rockbrag på Gloria. Dog skulle man ikke tilbringe mange minutter foran den lille scene for at opdage en væsentlig udfordring for koncerten. Enten var festivalens publikum ved koncertstart mætte på koncertoplevelser, eller også var det musikalske overflødighedshorn, African Express, en anelse for tillokkende. I hvert fald har jeg i alle mine år på festivalen ikke været vidne til så tomt et telt som her til aften. Kun sporadisk havde fans indfundet sig foran scenen og rundt på Glorias tribuner, og dette skabte en forholdsvis flad atmosfære, som ville vise sig at blive hængende koncerten igennem.
Hvor fremmødet givetvis ville kunne tage modet fra de fleste bands, tog det syv mand store line-up situationen med oprejst pande. Anført af en særdeles veloplagt Dr. Space (indledningsvis iklædt spids troldmandshat), der koncerten igennem både dirigerede orkestret og arbejde med sin analoge synthesizer, kastede de sig uden tøven ud i den bundklassisk syrerock, og med hjælp fra visuals samt røg- og sæbeboblemaskiner blev salens tilhører hurtigt ført ud på et psykedelisk ridt. Om det sene tidspunkt kan have haft en betydning, er svært at sige, men de gyngende takter og de kalejdoskopiske lyseffekter virkede til tider helt tranceskabende.
Ud over den excentriske – og aldeles herlige – langskæggede frontmand Dr. Space, der under koncerten skiftede tøj, delte øl ud til publikum og anførte improvisationerne, var den visuelle stil hos de resterende medlemmer i aftenens konstellation blottet fra psykedelika – hvide skjorter og poloer var mestendels dresscoden. Dette gav et præg af en herlig uprætentiøs tilgang til den udknaldede marathonkoncert, og det var tydeligt, at gruppens ambition var at lade musikken og selve scenedesignet tale for sig selv.
For der kan ikke have været tvivl om, at aftenens to og en halv timer lange koncert helt og aldeles blev båret af den syv mand store konstellation. Improvisationerne kom aldrig til at virke forcerede, og ofte virkede det som om, at gruppen blev styrket af koncertens længde. Musikerne fik sig langsomt spillet ind på hinanden, og groovet blev langsomt tungere. Særligt aftenens trommeslager fik pisket et tempo ind i eksperimenterne, som holdt energien i koncerten gående.
Set i bakspejlet kunne man dog alligevel have ønsket sig, at koncerten havde været en anelse kortere. Den stigende kvalitet i improvisationerne til trods, vidnede de døsende publikummer på tribunen om, at maratonridt ud i tung tranceskabende syrerock i praksis ikke er ideelt efter otte dages intens festival. Hvor det var svært at sætte en finger på den utroligt velspillende gruppe af musikere, kan man med vis retfærdighed anklage arrangørerne for at have været lidt for ambitiøse med settingen for koncerten. Det var rigtigt nok en god idé at give mulighed for at slutte festivalen af på allermest udknaldet vis, men projektet viste sig at kræve for meget af festivalpublikummet.
