Iført rød kjole og perlehalskæde agerede Ezra Furman torsdag eftermiddag utraditionel rockgud på Gloria-scenen. Sammen med livebandet The Boyfriends fremførte han sit personlige tekstunivers i et forrygende format af guitarsoli og powerakkorder i tæt samhørighed med publikum.
Solen brager ned over de mere eller mindre forbrændte næser udenfor Pavilion, mens et smil breder sig pa de førstankomne under teltdugen foran scenen. Vi er på Roskilde Festivals “første musikdag”, og King Gizzard and the Lizard Wizard byder velkommen til de der har lagt vejen forbi med et: »Hello friends!« Vennerne skal nu være vidne til det australske bands lyd, der efter seks album spænder over et bredt repertoire af formudfordrende, DIY psych og indiepoppet garagerock. Bandet sætter et højt tempo for dagen med numre fra deres seneste udgivelse I’m in Your Mind Fuzz. Mundharmonika-stykker går i symbiose med de to trommeslagere, der igen bakker intet mindre end tre guitarer op. Skiftevist forsvinder de ind og ud fra hinandens melodiøse og vrælende fuzzjams. Flere gange bruger forsangeren sin guitar som geværattrap i frontalt angreb med de forreste rækker, der hopper rundt i begejstring. De uforudsigelige kompositioner og nøje afmålte jam-seancer tager ofte fusen på det tydeligt fesstemte publikum. F.eks. på Cellophane, hvor guitarriff parres med mundharmonika og en bas længere fremme i lydbilledet. Sammen med en topenergisk levering fungerer nummeret som en tidlig højdespringer i sættet. Et flag påmalet: “Fuck you, I’m a wizard” svæver stolt henover publikum, mens frontmanden nu har kastet sig over en tværfløjte, og i parløb med guitarer leverer hooks, der får temperaturen til at stige på Pavilion. God energi sendes frem og tilbage fra scenen – fra frontmandens solo udført headbangende til publikum, der hujer efter mere og klapper endnu hårdere i takt. Det er et imponerende træk, at bandet holder publikum engagerede når de f.eks. dæmper farten eller lydniveauet ned til et sagte slag på hihat og et repeterende basriff. »We’re just gonna chill out« bliver der annonceret og herfra starter endnu mere changerende farver. Et 3/5-dele, Dave Brubeck-agtigt, groove og en fantasifuld guitar afløses af et uptempo mellemstykke, der sender de syv medlemmer på en omfart til mere blues og jazzinficeret rock. Derudover spiller bandet yderligere med forskellige nuancer når de trives så meget i i sangene, at de tåler flere tempi. Den eneste finger, jeg vil sætte på en ellers energisk og velspillet koncert, er vokalernes momentane gemmelege i de mange instrumentale udladninger. Lidt sludren mellem numre fra scene til lydmand kunne også afsløre tre forskellige effekter på scenemikrofonerne. Teknik til trods var det dog en sand fornøjelse, at se hvor ubesvaeret King Gizzards komplekse numre blev leveret, og hvordan overgange mellem numrenes forskellige temperamenter blev udført med et tydeligt overskud. Slet ingen tvivl om at Pavilion med den rockede profil fik en fantastisk start på årets festival med besøg fra det australske.
Electric Eye leverede onsdag aften på Gloria en opbyggelig og alsidig koncert, der både bød på sløv ørkenrock, energisk syreblues og habil rock’n’roll.
Bargou 08 spillede onsdag nat en helt unik blanding af den traditionelle tunesiske trancemusik stambeli og moderne, hårdtpumpende rave. Det kunne have været et akavet møde, men gik op i en højere enhed med den legesyge rytmesektion og den karismatiske frontmand Nidhal Yahyaouis stærke vokal.
Med sidste års meget roste album Lost in the Dream indtog The War on Drugs scenen onsdag kl. 23 foran et fyldt Arena. Der var guitarsolo, saxofon og farrock nok til alle.
Med vanlig høj pibeføring leverede skånske Bob Hund varen til alle de fremmødte fans i aldersgruppen 15-65 år. Med frontmand Thomas Öberg som den absolutte spilopmager og maestro.
Honningbarna stod for højenergi-ladet norsk folkefest onsdag aften. Pavilions tag løftede sig, og kontakten til publikum var total.
Communions har afgjort format til at nå langt. Ikke desto mindre var både lyd og helbred i en sløj tilstand onsdag eftermiddag, og gruppen formåede knap at nå ud over kanten på den lille Pavillion-scene.
Seymali bør blive en ambassadør for afrikansk musik, fordi hun formår at formidle kontinentets musikalske traditioner autentisk på en måde, der ikke føles fremmed for et vestligt publikum.
Noel Gallagher's High Flying Birds var velspillende og leverede en retro-nostalgisk koncert på Arena, hvor fællessangen nærmest fik taget til at lette.
Åbningen af Orange scene er et tillidsfuldt hverv, der traditionelt har været givet danske bands. Roskilde har på det seneste brudt lidt med denne tradition, men i år var det igen dansk. The Minds of 99 havde fået faklen og bar den ærefuldt frem for et begejstret publikum. Bandet har fat i en stor fanskare, og det kunne ses på åbningen. Der var mange mennesker, og Minds nåede helt ned bag pitten, hvor der blev danset og sunget. Forsanger Niels Brandt havde selv udtalt til Orange Press (d. 28.6): »…. jeg tror det, at det er lidt på samme måde som en fodboldspiller, der spiller med landsholdet i parken«. Måske derfor var dele af bandet klædt i fodboldtrøjer, og Niels Brandt var iklædt orange skjorte med sort jakke. Og The Minds of 99 var klar. Den tempofyldte firser poprock startede med et nyt nummer, hvor konfettikanonerne blæste orange papirstykker ud over det solbeskinnede publikum. Det klassiske Minds ekko akkompagnerede Niels Brandts spørgsmål: »Hvem er vi?«. I er Minds, havde man lyst til at råbe. Og I gjorde det sgu godt. Det var befriende at høre, at det nogle gange lidt for insisterende ekko, kom til sin ret på den store scene. Ekko kræver plads, og det havde The Minds of 99 på Orange. Orange er en scene der kræver nosser, og allerede i andet nummer viste The Minds of 99 sit værd. “Rav” passede perfekt til den sene eftermiddag og publikums forventningsfulde stemning. Vokalen gik klart igennem, og som før viste The Minds of 99, at store dele af deres musik fungerer eminent live. Særligt deres mere tempofyldte numre gør det godt på foran et stort publikum. Efterfølgende fik vi “Tivoli” med de nærmest maskingevær-agtige trommer. I det hele taget var det en tight-spillende trommeslager, der iklædt orange sticks, holdt liv i både band og publikum. Sammen med en energisk arbejdende Niels Brandt, der også tog sig den obligatoriske tur ned blandt de forreste rækker, viste Minds sig at være et band, der kan fylde den legendariske scene ud. Det er der ikke mange bands, med samme korte karriere, der kan. Desværre faldt en del af de nyere numre lidt igennem. Det er svært at præsentere nyt materiale i en kontekst, der kalder på fest og fællessang, men Niels Brandts vokal gør sig klart bedst, når det ikke er for dybt og ballade-agtigt. Heldigvis fik vi også “Et barn af min tid”, hvor frasen »Det gav mig selvtillid«, skinnede ud af Niels Brandts øjne. Han strålede særligt i starten af sættet og er en forsanger, ethvert band bør misunde. Eneste ballade-undtagelse der fungerede optimalt, og endda rigtig godt, er den hos undertegnede personlige favorit “Hurtige hænder”. En virkelig smuk kærlighedstekst, der giver lyst til at holde om sine nærmeste og mærke varmen fra det altid glade Roskilde-publikum. Det blev til fællesklap, og The Minds of 99 kunne her havde grebet stafetten, og ført den helt til dørs. De gav dog lidt for meget plads til længere instrumentale stykker, hvor pulsen kom lige lovligt meget ned, og det store publikum forfaldt til snak. Det var lidt synd. Men The Minds of 99 har selvfølgelig hittet og publikumsfavoritten “Det er Knud som er død”, og sammen med “Fuglebur” afsluttedes Oranges åbningskoncert hvor den startede: Fest, god stemning og stor tiltro til, at der stadig er nyere danske bands, der kan hive den gamle kæmpe op til dans.
Med basarmen højt hævet præsterede Young Fathers onsdag aften at skabe et brag af en alternativ hiphop-fest på Apollo. En fest med et energiniveau, der uden tvivl tog nuancerne ud af gruppens produktioner, men som samtidig lagde baren særdeles højt for aftenens resterende acts med hang til dans og tunge beats.
Aarhusianske Yung har længe været på alles læber som fremadstormende punkrockband, der er værd at holde øje med. Yung gjorde det godt, men manglede lige det sidste. Det var ungt, stramt og lige på.
Hey Elbow er et indadvendt band, og det endte med at blive deres store hæmsko under koncerten på Rising. Det sparsomme publikum blev hurtigt ukoncentreret under denne koncert, der aldrig nåede et egentligt klimaks.
