Roskildes opvarmningsdage er de unges fest. Den sene aftensol på den sidste opvarmningsdag afslørede solbrændte og glædesstrålende ansigter, der emmede af fire dages fest. Alt koger i området omkring Rising-scenen, og det må være en udfordring for et hvert band at spille den lille og meget åbne scene op. Aarhusianske Yung har længe været på alles læber som fremadstormende punkrockband, der er værd at holde øje med.
Yung gjorde det godt, men manglede lige det sidste. Det var ungt, stramt og lige på. Deres kontante stil bygget op omkring simple melodiøse guitarer, med en ofte lidt tør klang, der til tider leder tankerne hen på det tidlige The Strokes, fik rimelig godt fat i et bedugget publikum. Forsanger og guitarist Mikkel Silkjærs hæse og skrigende vokal har et snert af desperation over sig, men forsvandt særligt i starten i et lidt mudret lydbillede, der godt kunne have tålt et hak op i volumen. Noget der generelt har været et problem på Rising-scenen.
Yung kom godt omkring i bagkataloget, men først da de slog tonerne an til deres seneste single ”Blanket”, kom der for alvor hul igennem. Kombinationen af melodi og støjede guitarpassager fik flaskerne til at gå på omgang. Der blev danset, kravlet på skuldre og klappet med. En dedikeret skare helt oppe foran sneg sig endda til lidt crowdsurfing.
De fleste numre er bygget op efter samme skabelon, med vægt på den gode melodi og stramme guitarrytmer, der kører over i støjprægede omkvæd. Det var derfor tiltrængt, da Yung skruede en tak ned for tempoet med ”A Stain”, og lod nummeret folde sig helt ud. Solen var nede, og månen akkompagnerede de unge knægtes silhuetter og taktfaste bevægelser. Efter et tørt »Tak«, der nærmest var det eneste Silkjær sagde under hele koncerten, kom vel nok aftenens højdepunkt med den smukke og velspillede ”Nobody Cares”. Silkjær har virkelig sans for melodier, og måske lidt overraskende var der klare referencer til noget tidlig Nirvana. Yung er måske derfor mere ungt grunge end egentlig punk. Det blev tydeligt understreget i sidste nummer, der kørte over i en lang støjende og rocket outro.
Man kunne have ønsket, at den lidt stramme konceptuelle stil, der kendetegner Yung og mange af de yngre bands inden for samme genre, blev blødt lidt mere op. Yung gjorde det undervejs, men set over en hel koncert manglede der lidt variation og langt mere publikums kontakt. De unge Roskildegæster, der havde forladt en af de mange campingfester var klar til fest, men fik det kun delvis. Yung har helt klart potentialet, og måske det havde været nemmere hvis de havde fået chancen på Pavillon. But, nobody cares. Det var en værdig afslutning på et generelt imponerende Rising-program.
