På det 13. studiealbum flyver The Tragically Hip langsomt med autopiloten mod Ligegyldighedernes Land. Now for Plan A besidder dog alligevel nok forsonende kvaliteter i form af stabil sangskrivning og melodiske omkvæd, der gør, at der alligevel er grund til at lægge ører til den.
'The best rapper, the worst rapper' aka. "The brokest rapper you know" aka. Sean Price er tilbage med sit tredje soloalbum efter fem års pause. Flere rim om at uddele lussinger til rappere i stramme bukser, skæve referencer og gaderim kan forventes, men er det i samme boldgade som de tidligere succeser, Monkey Barz og Jesus Price Supastar?
Turning Tables er et band, hvis lyd let kan karakteriseres som indiepop. Men så enkelt kan man ikke sætte det op. For Turning Tables låner gerne folkens intimitet og poppens fængende omkvæd. Sine steder kan man se potentialet til mere, men ellers virker debuten noget flad og uinteressant.
Den alvorstunge og dybtfølte stemning, der er karakteristisk for Andrew Bird, præger også hans andet 2012-album. Derudover har country også fået en dominerende plads på pladen, hvilket giver lyden en gladere, mere frimodig stemning end vanligt. Men desværre går pladen lidt i ét med tapetet
GY!BE er vendt tilbage som død og pokker, ligesom de er bedst til. 'Allelujah! Don't Bend! Ascend! er en brutal og underskøn fornøjelse, der hele tiden bliver flottere: som en asteroide på størrelse med Texas, der kommer stadig tættere på...
Neil Young og Crazy Horse har sluppet et rekordlangt studiealbum. Konstellationens høje musikalske kvalitet får æren sat på spil af det gammelmandsdrømmeri, der præger det meste af udgivelsen.
Debutalbummet fra Melody's Echo Chamber er en god, abstrakt plade, der kan føre sin lytter i en drømmende trance.
Forfatteren Jens Blendstrup og hans følge af lige så gakkede musikere fortsætter deres spoken word-projekt med mere uhygge og mindre liderlighed.
Forestil dig Tom Waits som smørtenor, placeret i et mareridtsunivers instrueret af David Lynch i et særligt uhyggeligt humør. Scott Walker er tilbage med sit 14. album, og der er ikke blevet ændret meget i opskriften. Stilen er dyster, makaber og syret på en måde, som kun han kan præstere.
Enmandsorkesteret Wake Me For Coffee har kitsch og gimmicks i overflod. Det går op i hat og briller, og musikken ender med at komme i anden række, når Gameboys, programmering og fjolletekster stjæler opmærksomheden.
Jørcks Sustainable Dream er spartansk instrumenteret med hovedvægten lagt på den enkle singer/songwriter-tradition. Det mørke, rå udtryk svæver mellem at være melankolsk og stemningsmættet a la film noir, og kun til tider fungerer lyrikken og de elektriske guitartoner sammen.
Eggs Laid by Tigers har nappet både bandnavn og tekster fra Dylan Thomas i et forsøg på at omsætte digtene til noget for ørerne frem for øjnene i form af akustiske og psykedeliske sange.
Manual serverer endnu en omgang ambient, der lyder fantastisk, men hverken formår at bringe meget nyt til bordet eller hæfte sig fast emotionelt.
Den amerikanske multi-instrumentalist lykkes med de fleste af sine mange eksperimenter på sit andet 2012-soloalbum.
