Ben Chasny har kaldt vennerne fra bandet Comets on Fire sammen for at hjælpe sig med det seneste Six Organs of Admittance-album, Ascent. Resultatet er en helstøbt og nærværende plade, der rummer akustisk såvel som elektrisk materiale.
Plader
Lawrence Arabia: The Sparrow
New Zealandske James Milne følger hæderligt op på forgængeren med charmerende og snedige melodier. Popblusset er dæmpet en smule til fordel for et ekstra symfonisk lag.
Shoes and Socks Off: Miles of Mad Water
Enmandsprojektet Shoes and Socks Off kombinerer det kreative og legesyge med det miserable og nedtrykte på en 'Radiohead møder Nirvana'-agtig måde. Resultatet er en mærkelig milkshake.
Specktors: Kadavermarch
Specktors, der har P3-hittet med "Lågsus", leverer flere sange fra samme skuffe på deres album, Kadavermarch. Der bliver dog også givet plads til en god omgang menneskesulten zombie-rap.
Bob Dylan: Tempest
Der er ikke meget nyt under solen på Bob Dylans 35. studiealbum Tempest. Og dog. For selvom det stadig er Bob Dylan Classic med fine ballader, visesange, rock’n’roll og - selvfølgelig - blues for alle pengene, er det samtidig et af sangskriverlegendens mere melankolske og tænksomme plader – og velsagtens den bedste siden årtusindskiftet.
Wild Nothing: Nocturne
Den unge Jack Tatums bestræbelser på at genoplive 80’ernes pop-opskrifter fortsættes på hans anden udgivelse, Nocturne.
Craig M. Clarke: Here I Go Again
Ved hjælp af slæbende beats, en smadret elektronisk lyd og komiske samples skaber Craig M Clarke på Here I Go Again et univers, der er mørkt og uhyggeligt. Men også lidt ynkeligt.
Neil Young & Crazy Horse: Americana
Neil Young har fundet sammen med Crazy Horse for første gang i ni år på Americana. Det er ikke decideret vellykket, men det har en vigtig pointe alligevel.
Calexico: Algiers
Amerikanske Calexico betræder ikke ligefrem jomfruelig grund på plade nummer syv, men Arizona-bandet har atter skåret et solidt, varieret album, der er en velkommen tilføjelse til den efterhånden bugnende diskografi.
Two Door Cinema Club: Beacon
Så er de tilbage, de nordirske indie-hoveder, med festlig danserock til alle os, der ikke er blevet for fine til en lille hipsterfest. Two Door Cinema Clubs andet album, Beacon, er en flot udgivelse med solid sangskrivning og energi ud over det sædvanlige.
The Raveonettes: Observator
Duoens 10 års jubilæum fejres ikke med rendyrket støj eller pop, men derimod med klaver. Dog lyder duoens sjette album stadig meget som Raveonettes. Der er stærke numre iblandt, men albummet lever ikke op til sidste års Raven in the Grave.
Serengeti: C.A.R.
Med lige dele tunge og dystre beat toner Serengeti frem på sit 11. soloalbum, der er blevet til sammen med Yoni Wolf fra Why?, Dee fra Thee More Shadows og Daddy Kev. Resultatet af deres anstrengelser er et skævt hiphop-album, der med mørk undergrundsstemning betager, men også kræver sit af lytteren.
The Great Dictators: Horrorscopes EP
Det alternative folkkollektiv har lagt det dystre og dunkle lidt på køl på deres anden ep og lukker i stedet op for fyldige og popprægede lydbilleder med klokkespil og harper.
Zelienople: The World Is a House on Fire
Albumtitlen varsler drama, men på Zelienoples 11. album er uroen snarere underspillet. Man skal lytte nøje for at høre den – og når man gør det, træder bandets formidable samspil også frem. Talk Talk-fans kan roligt træde ind i trioens tusmørke.