Crystal Shipsss spiller og synger både skrøbeligt og inciterende eminent på debutalbummet Yay, der er drevent og lo-fi psychpop, når det er allerbedst.
Plader
Motion Sickness of Time Travel: s.t.
Rachel Evans' fjerde album viser hendes boblende ambient fra en hidtil uhørt ambitiøs side. 91 minutter er i overkanten, men så længe hun holder de glimtende, brusende, blide synthlinjer i bevægelse, er albummet smukt og sine steder decideret betagende.
El-P: Cancer 4 Cure
Find de store hørebøffer frem, træk gardinerne for, sluk lyset, synk ned i sofaen, og vær klar til at få din noia på. El-P er tilbage.
2:54: s.t.
Når PJ Harvey erklærer sig som fan af et band, skal man spidse ører, og under det mystiske bandnavn 2:54 gemmer der sig to supercool søstre. Deres debutplade indeholder 10 perler, og man behøver ikke mange gennemlytninger for at konstatere, at her er et band med energi og ungdommelig kreativitet, som man kan forvente sig meget af.
Vitamin C: s.t.
Vitamin C er lyden af en hamrende hed sommerdag. En dag, hvor man ikke foretager sig meget og strander i haven eller i parken. Ude af stand til at gøre noget andet at falde hen.
Liars: WIXIW
Nogle bands ejer en stemning. Et kendetegn, der følger som en rød tråd gennem deres plader. Sådan en vibe har Liars, og de dykker ned i dens facetter. På deres nye album afsøger de electronica-genren, men desværre kun for de allerede indviede.
Straight From the Harp: I’m on Fire Just for You
Den danske duos andet udspil kører i monotone, elektroniske cirkler, og med en dyster, malplaceret mundharpe og en distanceret vokaldimension skaber I'm On Fire Just For You ikke andet end dybe frustrationer.
Cold Specks: I Predict a Graceful Expulsion
Det hele er bare rigtigt lækker-sørgeligt på Cold Specks' imponerende debutalbum, der forfører med en drøm af en stemme, perfekt afstemte produktioner og kryptiske tekster om tro, død, ensomhed og hjemlængsel.
Father John Misty: Fear Fun
Fleet Foxes´ tidligere trommeslager, Josh Tillman, udgiver sit ottende soloalbum, men det første under det nye alter-ego Father John Misty. Og det er han sluppet særdeles godt fra.
De Høje Hæle: Kold & træt & bange EP
Danmarks gladeste misantroper er tilbage med en ep, der er ligeså god, som den burde være. De Høje Hæle dykker tekstmæssigt endnu længere ned i sølet, og det lider sangene ingen skade af. Man forstår, hvorfor gruppen er så elsket, som den er. Det handler meget om genkendelighed.
Black Dice: Mr. Impossible
Udfordrende og frastødende noisepop, der næppe tiltrækker folk, som ikke allerede er fans af genren. Det er grimt, lidt åndssvagt og ikke særlig godt.
Holmes: Burning Bridges
Et album med titlen Burning Bridges lægger op til væsentligt mere drama, end det er tilfældet på det svenske band Holmes' tredje plade. Det er en smuk, men lidt kedelig sag, der har intentioner om at røre sit publikum, men aldrig når så langt.
Echo Me: s.t.
Sammen med Freudian Slip og Nelson Can udgav Echo Me i januar en tripel-ep. Bag Echo Me gemmer sig sanger og sangskriver Jesper Madsen, og på sin første ep gav han den som sig selv med akustisk guitar og sang. Nu er lp-debuten klar, og Echo Me har ladet indie-rocken sive ind og blande sig med det akustiske.
Spillemændene: Spillemandsbogen EP
Den danske sekstet gav med sit navn Jens Blendstrup fantom-svedeture, men frygten var helt ubegrundet. I konvolutten med Spillemændenes debut-ep fandt han nemlig en muteret ost fra Riberhus Saltmine, et Johannes V. Jensen-afløb og Thomas Winding på mescalin.