Queens of the Stone Ages Michael Shumans fritidsband er klar med sit første udspil. Det går alt i alt meget godt.
Plader
Marsen Jules: Nostalgia
Den tyske ambientproducer afprøver et lidt mørkere udtryk end hidtil, og resultatet er aldeles lytteværdigt. Det skyldes dog snarere melankolien end melodimaterialet.
My Morning Jacket: Circuital
Siden My Morning Jacket udgav Evil Urges for tre år siden, har Jim James haft travlt med blandt andet det højt profilerede Monsters of Folk. Nu er My Morning Jacket tilbage med et lunkent album, der mangler tidligere tiders slagkraft.
The Leisure Society: Into the Murky Water
Det otte mand store band The Leisure Society har skabt et let og lyst album, der dog er skræmmende tæt ved at springe i luften af lykke. Bag de glædesstrålende melodier lurer melankolien, men det gør absolut ikke albummet værre.
Arctic Monkeys: Suck It and See
Arctic Monkeys har udgivet deres mest voksne album til dato. Selvom tilgangen langt hen ad vejen fungerer, er der for mange ligegyldige numre på pladen til, at den for alvor gør væsen af sig.
FM Belfast: Don’t Want to Sleep
FM Belfast har skabt sig et ry som festband, men når musikken får lov at stå alene, når bandet på ingen måde samme højder.
Friendly Fires: Pala
Britiske Friendly Fires' andet album er en eskapistisk, festlig omgang indiedancepop, der er yderst velegnet til sommerferien. Men trioens mere polerede toer bliver desværre også ensformig i længden.
Bon Iver: s.t.
Tre år er gået, siden Bon Ivers roste debutalbum For Emma, Forever Ago. Nu er opfølgeren kommet. Den oprindelige lyd er stadig at spore, men der har også været plads til fornyelse.
Poor Billy: Brother Wake Up
Opskriften er klar: Stem instrumenterne en tone ned, og spil røven ud af de stramme sorte jeans. Poor Billy med Karsten Olesen i forgrunden har med Brother Wake Up ramt en stor grad af originalitet i det beskidte og enkle nordicana-udtryk.
Art Brut: Brilliant! Tragic!
Art Brut laver enkel og iørefaldende indierock med et twist af humor. Det går fint med rocken, knapt så godt med humoren.
Richard Moult: Celestial King for a Year
Med små midler, en strygerkvintet skåret ned til en violin og en viola, andre steder feltoptagelser og kvindevokal, skildrer Celestial King for a Year andægtighed og religiøsitet stillestående og smukt.
Brothers of End: Mount Inside
Andet album fra de svenske slowfolkere byder på stedvise tekstlige spinatvandringer og behagelige, men søvndyssende kompositioner.
Trepac: Fatamorgana
Den ene halvdel af M-Cnatet er ude med et yderst solidt soloalbum, hvor universet er dystert, lyden er nakkebrækkende, og teksterne er begavede.
Alexander Schubert: Plays Sinebag
Med en baggrund som akademiker med interesse for musikteori har Alexander Schubert lavet et album, som kun halvt lykkes med at forene teori med musik.