Indierocken fik i 2006 et skelsættende album på tavlen. Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not var første udspil fra Sheffield-bandet Arctic Monkeys, der på daværende tidspunkt havde eksisteret i fire år. Ikke at det gjorde genren mere definerbar for folk som undertegnede, for Arctic Monkeys var – på trods af ligheder med bands som The Libertines og Babyshambles – meget deres egne.Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not var et frisk pust til genren, og indien fik en provokatør med lange arme. Primært var det Alex Turners energi og let genkendelige vokal, der sammen med energiske easy to like-tracks sendte Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not til toppen og skabte en regulær salgssucces for de unge drenge med ambitioner.
Nogle år er gået. Tiderne er skiftet. Undertegnede er blevet ældre siden Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not kørte til enhver fest. Men hvad har det betydet for Arctic Monkeys? Et er sikkert – de er blevet ældre og er modnet. “I Bet You Look Good on the Dancefloor” er skiftet ud med mere eftertænksomme og lette flydere på et album, der rummer både rock’n’roll og blød rock. Tidligere benyttede genrer som postpunk-rivival og garagerock udebliver og giver plads til en mere tilbagelænet rockattitude.
“She’s Thunderstorms” er albummets åbner og passer faktisk vældig fint til lejligheden, da det fortæller meget om resten af albummet. Her lyder Alex Turners vokal bedre end nogensinde. Man føler sig i godt selskab og smiler ved tanken om, at Suck It And See huser 12 endnu ikke hørte numre.
“All My Own Stunts” er det af de 12, som giver flest associationer til Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not. Her tvinger Jamie Cook alt ud af guitaren, og det er svært ikke at ryste benene. “Don’t Sit Down ‘Cause I’ve Moved Your Chair” er dét track vi har ventet på. Her får vi attitude, rock og Arctic Monkeys uden filter. Det er flydende karamel til de bashungrende, og man må endnu en gang nikke anerkendende til Alex Turners vokal, der giver nummeret sin egen særprægede lyd. Det er svært ikke at forestille sig et hoppende publikum til Roskilde Festival i år, for med “Don’t Sit Down ‘Cause I’ve Moved Your Chair” har Arctic Monkeys skabt en ny koncertklassiker.
“Love Is a Laserquest” er et dejligt blødt rocket drømmetrack, der bliver bedre og bedre efter flere gennemlytninger. Nummeret glider med en trommerytme, der gør blød om hjertet, og lyrisk set er det også en darling. »Do you still feel younger than you thought you would by now / or darling, have you started feeling old yet / don’t worry, I’m sure that you’re still breaking hearts.« Man nyder teksten og nikker anerkendende, mens man flyder med til Turners bløde vokal, der ligesom på “She’s Thunderstorms” er veltrænet, og det klæder Arctic Monkeys rigtig godt.
Suck It and See rummer desværre også mere kedelige passager som “Brick by Brick”, der i al sin enkelhed bare er kedelig. ‘I wanna rock’n’roll’-pladderrock, der henleder tanken på et udbrændt 90’er-bands forsøg på at rocke igennem til en bodegafest. Respekt for at Arctic Monkeys gjorde det et forsøg, men det faldt desværre til jorden.
“The Hellcat Spangled Shalalala” slår ikke igennem, fordi det går for langsomt og aldrig rigtig når op på niveau med resten af albummets ellers ganske glimrende tekster og melodier. Desværre er pladens ikke nævnte numre hverken særlig positive eller negative, men figurerer i virkeligheden mere som fyld på Suck It and See.
Suck It and See er et album, der skal have tid til at udvikle sig, et album, som fortjener et par chancer og ikke mindst et album, der skal have credit for at være Arctic Monkeys’ mest kontroversielle udspil. Det rummer fuldtræffere, der bare fungerer, men også fejlskud, som falder totalt ved siden af, og derfor ender albummet med hverken at skuffe eller overraske. Giv det en chance for dets højdepunkter, men forvent ikke en revolution fra Sheffield-drengene.
