Plader

Plader

Cass McCombs: Wit’s End

Cass McCombs er for nedadgående, men heldigvis kun når det kommer til humør og orkestrering. Wit's End er knugende sangskrivning; enkel i lyden, men bestemt ikke i teksterne.

Plader

Sungrazer: s.t.

Hollandsk heavy-debut med en snert af folk - og af flagrende hippie, som vågner med giganttømmermænd i et alt for varmt telt, den dag man skulle møde på arbejdsformidlingen.

Plader

Hauschka: Salon des amateurs

Bare et halvt år efter den orkestrale Foreign Landscapes drejer Volker Bertelmann flygelet mod dansegulvet med 10 technonumre spillet som neoklassisk kompositionsmusik. Et aldeles strålende karrierehøjdepunkt.

Plader

Keren Ann: 101

Der eksperimenteres med stilarter, lydeffekter og sjove temaer hos den multikulturelle sangerinde Keren Ann. Selvom det er alsidigt og anderledes, står albummet ikke distancen. Det er, hvad det er: god underholdning og ikke mere end det.

Plader

Dark Dark Dark: Wild Go

Imponerende. Wild Go kører på repeat med skævt folket instrumentering og en bølgende, udtryksfuld vokal i centrum. Syv timer efter er den stadig interessant.

Plader

The Machine: Drie

The Machine spiller tung psychrock. Det er helt fint, men grundlæggende temmelig uinspireret. Til trods for rigeligt spilletid udvikler deres halv-jammede eskapader sig aldrig til noget synderlig interessant.

Plader

Protest the Hero: Scurrilous

Benhård heavy metal, der med djævlens vold og magt gør alt for at sparke benene væk under dig. Energien er helt oppe i det røde felt, men desværre er det hele gjort mange gange før.