Med primus motor Anders H. Riis ved roret og Cody og Efterklang på strygere og blæsere føres man gennem et mørkt, men behageligt alt.country/folk-farvand, der hverken byder på de helt store bølgetoppe eller -dale.
Plader
Jenny Wilson: Blazing
Jenny Wilson udsender et dobbeltalbum, der låner numre fra sidste album, Hardships!, og tilfører med blandet held en ærlig, upoleret lyd til sit bagkatalog.
Messy Shelters: Root System
På sin albumdebut har Messy Shelters ingen intentioner om at lefle for lytteren, men rækker en kreativ fuckfinger ud til den markedsdominerende popmusik gennem et skævt og dystert udtryk.
Asobi Seksu: Fluorescence
Det føles hørt før og så alligevel ikke. Femte udspil fra Asobi Seksu er stadig drømmepop, og der bliver kærtegnet for lytteren. Andet kan man heller ikke forvente af et band, der før i tiden gik under navnet Sportfuck.
Cold Cave: Cherish the Light Years
Hvad enten du bryder dig om nyfortolkninger af 80'ernes melankolske måde at skabe en fest på eller ej, bør du opleve dette fantastiske album, hvor elektronisk indie, synthpop og industrial sammen former et vedholdende og æstetisk sublimt udtryk.
The Unthanks: Last
Fra et tyndt befolket område i Nordøstengland kommer The Unthanks og trækker på smukkeste vis lytteren ned i melankoliens dybere lag med vokalharmonier og vemodig folk.
Foo Fighters: Wasting Light
Dave Grohl er en mand med mange jern i ilden. Foo Fighters har han dog stadig tid til. Det er ikke videre nyskabende, men til gengæld er det præcis, som man kan forvente. På godt og ondt.
Yuck: s.t.
Ikke engang i 90'erne var lyden så gennemført 90'er-rocket, som den er på Yucks debutalbum.
John Olav Nilsen & Gjengen: Det nærmeste du kommer
John Olav Nilsen og hans slæng fra en dødssyg forstad til Bergen er ude med opfølgeren til debuten, der gav dem stor succes i hjemlandet. Tempoet er sat lidt ned, men det store, bankende hjerte i bandets forstadsrock er der endnu.
The Raveonettes: Raven in the Grave
Opfølgeren til The Raveonettes' sukkerpoppede In and Out of Control er alt andet end sukkerpoppet. Nærmere er der tale om en af de mindst iørefaldende, men også mest vellykkede plader fra bandets hånd.
The Bronson Brothers: Love Sessions Vol. 1
En rar og naiv plade, der trækker voldsomt på 60'er-inspirationen, er, hvad The Bronson Brothers har begået med deres andet album.
Jeniferever: Silesia
De svenske postrockere er klar med deres tredje album. Rent melodisk er det som altid fantastisk helstøbt, men måske også en smule ensformigt i længden.
Kode9 & the Spaceape: Black Sun
Det andet album fra dubstep-stamfaderen Kode9 og hans faste mikrofonkompagnon, the Spaceape, er særdeles helstøbt – og milevidt fra dubsteppens generelle dødsstivhed. En bastung, surrealistisk dystopi, der kalder til kamp.
Wrong Side of Vegas: WSOV
Selvom der på Wrong Side of Vegas' debutalbum er en række fængende rock'n'roll-skæringer, er pladen i længden for forudsigelig til at skille sig ud som noget særligt.