The Strokes nye album Room on Fire halter bagefter og har ikke samme iørefaldende lethed og elegance som forgængeren. Og så mangler der i den grad et par gedigne energiladede numre til at få tempoet i vejret og få fyret op for festen.
Plader
Vervein: Vast Low Cities
Stemningsskabende indierock der emmer af efterår og melankolske stemninger, men ikke rigtig formår at krybe ind under huden.
Dakota Suite: This River Only Brings Poison
Chris Hooson udgiver under navnet Dakota Suite sine altid blide og dystre melodier. På dette album har han arbejdet sammen med to American Music Club-medlemmer, og det er mundet ud i det mest country-inspirerede Dakota Suite-album til dato.
Stellastarr*: s.t.
Stellastarr* skruer med en samling glimrende og intense sange tiden tilbage til de dystre firsere.
The Joggers: Solid Guild
Er det de gyldenbrune toner, eller måske er det kombinationen af en trommeslager med en forkærlighed for koklokke og et band vild med firestemmig sang, der gør udslaget? Uanset hvad, efterlader Solid Guild et positivt indtryk.
Laakso: I Miss You, I’m Pregnant
Med opløftende popsange, sørgelige ballader og en masse andet godt byder finsk/svenske Laakso på en debutplade, der er opsigtsvækkende varieret – og ret god samtidig.
Fantômas: Delirium Cordia
Efter en ekskursion over i filmtemaer er Mike Patton og husspektakel-drengene tilbage med et album, der for alvor trækker tænder ud.
LFO: Sheath
Efter syv år uden LFO-plader, men med markante producer-jobs for f.eks. Björk, vender Mark Bell tilbage med et mangfoldigt og ganske idérigt album. Lige dele tindrende ynde og uregérlig eksplosionskraft er basis for et fornemt debut-album som solist.
Olesen-Olesen: Hårdnakket idyl
Tæt på pop, tæt på poesi, tæt på virkeligt, tæt på kynisk og tæt på idyllisk, men mest af alt: tæt på perfekt!
Mike Gordon: Inside in
Der er masser af mislykkede stileksperimenter på denne ucharmerende og træge solodebut fra Phish-bassisten.
Bliss: Quiet Letters
Cafégruppen Bliss er ude med efterfølgeren til Afterlife. Hvis du ikke har lyst til cappucino, inden du sætter cd’en i maskinen, får du det stensikkert efter første nummer. Efter endnu et par numre går du sikkert over til noget med alkohol i, for ligesom at få det hele til at blive lidt sjovere.
Rhonda Harris: Under the Satellite & Nikolaj Nørlund: Tændstik
To plader fra Nørlund: én i eget navn og én under bandnavnet Rhonda Harris. Den ene plade er nogenlunde vellykket, mens den anden ganske enkelt er fremragende. Ni U’er til Nørlund i alt i denne omgang. Læs anmeldelsen og find ud af, hvordan de er blevet fordelt.
Pseudosix: Days of Delay
Det ville være så nemt at afskrive Pseudosix som værende en dråbe i havet af de mange, mange nye bands, der spiller americana med et lag retrorock smurt hen over. Pseudosix hører klart til i den gruppe, men fortjener ikke at drukne i mængden.
Langsyne: Muscle Rock
Jyske [Langs’y:ne] lancerer deres musik som "teatralsk heart-rock". På deres nyeste ep betyder det både hjerte som i 'hjerte og smerte' og hjerte som i 'hjertet på rette sted'. Det hele bliver spillet med en overbevisende energi, der er ganske uvant på den danske scene.