Pseudosix er en trio fra Portland. Sangene bliver skrevet af bassist, forsangeren og til tider guitarist Tim Perry, rollen som sanger må han dog dele med guitaristen Emil Amos, der også lægger vokal til harmonierne. I baggrunden sidder Joe Kelly og underspiller nærmest sine trommer. Joe har også forfattet pressemeddelelsen, og som han skriver: “der skulle gerne følge en CD med dette stykke papir, så det virker overflødigt at forsøge at forklare, hvad vores musik lyder som“; det må så være min opgave, og det burde egentlig være ligetil.
Forvent ikke at finde noget nyt hér! Jeg kan høre en sanger, der kan sine singer/songwritere og spiller sammen med et par musikere, der kan deres Neil Young. “Neil Young light” var faktisk den beskrivelse, jeg ville have hæftet på pladen efter første gennemlytning. Desværre er det ikke mange, der giver ny musik mere end ét forsøg, og endnu mere tragisk er det, at mange ikke engang når så vidt. Hvorfor læse anmeldelser og lytte sig frem til en personlig smag, når reklameblokkene mellem reality-showene fortæller, hvad der er værd at lytte til?
Run Rebel sparker pladen i gang, det til trods for at den først ligger fem numre inde på pladen. Forsangeren får sunget sit hjerte ud, uden at det kammer helt over, og det er svært at lade være at ryste hovedet i takt til rytmen, der i foruroligende grad minder om to overskårne kokosnødder, der bliver slået sammen for at efterligne en hests klaprende gang. Love and Logic trækker til gengæld klare tråde tilbage til John Lennon, og lad mig understrege, at det er ment som en ros. I Bound to Unfold moderniserer Pseudosix Stairway to Heaven, men modsat originalen er nummeret ikke så højtravende, at det rammer loftet, og gudskelov er Bound to Unfold også befriet for den 70’er-rocklyd, der af en eller grund er blevet moderne igen – hvilket meget vel kan have at gøre med smart markedsføring, og så må det være passende at spørge, hvorfor musikbranchen mon er i krise?
Hvis chill out/lounge-genren lugtede af komøg og sved, ville den lyde som Pseudosix. Der bliver klappet i takt, sunget harmonier og spillet akustisk guitar til den store guldmedalje. Pladen udvikler sig ikke, men styrer fint uden om faldgruber som monotoni og navlepilleri. Den meget tilbagelænede stemning, der er på pladen, går langsomt i blodet på én. Americana er det ikke – og dog. Det er dæmpet rock, der ikke fornægter, at countrymusikken har meget godt at byde på. Det er musik nede på jorden, og det er forbandet godt. Det er sgu, hvad det er.
