Ryan Adams har helt sikkert store evner som sangskriver, men til gengæld beviser Demolition, at han er temmelig uduelig, når det gælder om at sortere skidt og kanel hver for sig.
Plader
Malcolm Middleton: 5:14 Fluoxityne Seagull Alcohol John Nicotine
Malcolm Middleton træder frem fra sin godt skjulte tilværelse som halvdelen af Arab Strap og formår at levere nogle ganske charmerende og melankolske stemningsbilleder. Men der mangler lidt fokus.
My Spacecoaster: EP2
Hvor My Spacecoaster vil hen, er de vist selv lidt i tvivl om. Heldigvis tyder EP2 på, at bandet har evnerne til på et tidspunkt at finde sig til rette i posthardcore-genren.
Superdrag: Last Call for Vitriol
Decideret søvndyssende er Superdrag ikke, men på Last Call for Vitriol når bandet bestemt heller ikke ud op i den øvre ende af dén skala.
Death in Vegas: Scorpio Rising
En glimrende kollision mellem små-psykedelisk rock og electronica.
Breaking Pangaea: Cannon to a Whisper
Hold dig på lang afstand af Breaking Pangaeas rædsomme debutplade, der er aldeles indholdsløs - ja, meningsløs.
Race for Titles: s.t.
En homogen, velproduceret og frem for alt imponerende debut fra Omaha-bandet Race for Titles.
Johnny Cash: American Recordings IV: The Man Comes Around
Den gamle, sortklædte country-legende er blevet gammel, og American Recordings IV kan ikke leve op til de forventninger, man kunne have. Dog rummer pladen nogle særdeles mindeværdige øjeblikke, der tjener Johnny Cash til ære.
Spoon: Kill the Moonlight
Spoon er ikke helt på toppen på album nr. fire, men de gode melodier og den legende tilgangsvinkel gør ikke desto mindre Kill the Moonlight til en udmærket investering.
Spleen United: s.t.
Spleen Uniteds vemodige shoegazersange vejrer blidt i vinden. Bandet har fået skruet nogle gode melodier sammen, som nok skal få de danske pladeselskaber til at åbne ørerne. Vi andre kunne dog godt have brugt lidt mere end blot to sange.
Håkan Hellström: Det är så jeg säger det
Hvis du har plads til bare en enkelt drømmer på pladehylden, så er Håkan Hellström et godt og uhyre charmerende bud. Hans andet album er spækket med ren, uforfalsket livsglæde.
The Electric Soft Parade: Holes in the Wall
En forfriskende debut fra et par unge engelske brødre med tæft for fængende melodier og interessante arrangementer. Men hvis nogen vil hjælpe dem med teksterne næste gang, skal det være velkomment.
Low: Trust
Low har været helt inde i de dybeste, mest skjulte lag af sindet for at skabe Trust - et album, der er mørkt, hypnotisk og fuldstændig ypperligt.
Acid House Kings: Mondays Are Like Tuesdays and Tuesdays Are Like Mondays
En varieret og frem for alt rar popplade. Den svenske trio spreder smil og godt humør - kan man ønske sig mere af pop?