‘Spleen’ betyder tungsind. Århusianske Spleen United må derfor fungere som et tungsindigt kollektiv. Bandet har i løbet af sin et-årige levetid dog bestilt andet end at hænge med hovedet. Det har resulteret i en demo – (desværre) med kun to sange på.
Spleen Uniteds sorte CD-cover burde suppleres med en advarsel: at det er på eget ansvar, man spiller indholdet af pladen. Idet jeg trykkede på play-knappen, blev jeg ramt af de mest triste toner, som virkelig kræver så meget opmærksomhed, at vigtigheden af dem er umulig at ignorere.
Det var demoens første sang, “Air”, som langsomt begyndte at røre på sig. Sangen åbnes med en række vemodige guitartoner tilsat en droneagtig bas. Det er som at sidde i et stort, tomt rum, hvor ventilatoren oppe i loftshjørnet er den eneste lyd, man kan fornemme. Lyden virker meget fjern, men alligevel er den helt inde i ens ører, hvor den presser på med sin ulykkelige klagesang. Det er denne underlige blandingsfornemmelse, man får, når man lytter til åbningsnummeret. “Air” virker så verdensfjern, og samtidig kan man ikke undgå, at den suger al opmærksomhed til sig og breder sine blå toner ud i rummet. Guitaren og bassen bliver hurtigt fulgt på vej af et sagte trommebeat. Forsangerens lyse vokal tilsættes, og til sammen virker “Air” så skrøbelig og luftlet, at man konstant frygter, at det hele vil kollapse. Tonen i vokalen er mindst lige så trist som de instrumentale enkeltdele. Man sidder næmest med hovedet helt inde i højttalerne for at fange hvert et ord, hver en vejrtrækning, og man bliver vidne til hviskende erkendelser om jalousi: »It’s the thought of me in the rush hour / The thought of you with a friend / Who takes you back to nowhere / And leads you to the end.«
Spleen United bevæger sig inden for shoegazer-genren med de indbyrdes understøttende lag af keyboard og guitarer. Århusianerne bevæger sig meget inden for samme type sangskrivning som det canadiske band Readymade med deres luftige, desillusionerede sange.
Tonen ændres dog en smule for demoens eponyme afslutningsnummer, “Spleen Utd.” I stedet for at dvæle videre i den netop etablerede himmelstyrtende stemning af fortabelse og mismod, sætter Spleen United tempoet lidt i vejret. Den triste stemning holder dog ved til trods for temposkiftet, men det er en helt anden facet fra tristessens palet, der dyrkes denne gang. Her er keyboardet rykket i forgrunden, som spiller sine klagefulde toner. Der er lagt flere lækre poppede elementer ind i “Spleen Utd.”, især sangmelodien med sin mantra-agtige linje: »Love is what they’ll get when they break up and join in Spleen United.« Der er en underlig sødme i nummeret, som gør, at det umiddelbart fænger, hvor “Air” kræver et par gennemlytninger.
Efter end ikke 8 minutter er det hele slut. Man kunne godt have ønsket sig flere numre på Spleen Uniteds demo, men hvis man skal lede efter en god grund til at holde en plade kort, må det være, at det lige indbyder til endnu en gennemlytning. Måske er det, fordi vemodet fra pladen smitter af på sin lytter, og som afhængighedsmiddel drages man atter mod pladen.
Det er meget vanskeligt at bedømme et band ud fra kun to sange. Men når sangene er af så høj kaliber, ser jeg mig nødsaget til at tildele Spleen United fire U’er for udmærkede sange og et halvt U for umiskendeligt talent. Men næste gang vil vi gerne have nogle flere sange.
