Da de to brødre Tom og Alex White alias The Electric Soft Parade udgav debutalbummet Holes in the Wall tidligere i år, blev de straks genstand for en hel del hype og gode anmeldelser i hjemlandet England. Hypen fik dog aldrig Strokes/Vines-agtige højder, og det betød heldigvis, at al denne positive omtale kun omhandlede deres musik og ikke deres udseende eller påklædning. Interessen for bandet blev ikke mindre, da Radiohead’s Ed O’Brien kunne fortælle, at ESP’s lyd havde været til inspiration for Oxford-bandet under indspilningerne af deres kommende album.
Selv om hype normalt skal tages med et gran salt, er den dog i dette tilfælde fuldt ud berettiget, for Holes in the Wall er et varieret og imponerende godt debutalbum – især når man tager i betragtning, at Tom og Alex White kun er henholdsvis 17 og 19 år gamle.
Der åbnes med “Start Again”, hvor White-brødrene legende let veksler mellem massive guitarudladninger og drømmende og melankolske elektroniske klange. Ja, de formår endda at bruge en vocoder på Cher-måden uden at lyde åndssvage. “There’s a Silence” er en mere regelret popsang, hvor versenes funky beats og små finurlige guitar-riffs baner vej for det suveræne omkvæd, hvor der endnu engang bliver skruet helt op for guitarerne. “Something’s Got to Give” er mere afdæmpet, men stadig mere af samme vidunderligt iørefaldende guitarpop-skuffe.
Aggressionerne får frit løb i det suverænt støjende “Why Do You Try So Hard to Hate Me” – en klar besked til bandets fjender: »You’re so bitter / I don’t get it / Why do you try so hard to hate me?« – mens den afdæmpede melankoli træder frem i de smukke “It’s Wasting Me Away”, “Red Balloon for Me” og titelnummeret, der alle som én viser, at bandet også mestrer ballade-sangskrivningen.
“Silent to the Dark” er ekstremt iørefaldende og burde kunne blive et mega-hit, men sådan ét er bandet tydeligvis ikke interesserede i, da de pakker denne suveræne melodi ind i en storslået ni minutter lang lyd-suite, der går fra det musikalske forsvindingspunkt til underspillet guitar-forløsning med smukke vokalharmonier. Denne ukommercielle behandling gør kun sangen endnu bedre, og “Silent to the Dark” er sammen med det helt fantastiske “Biting the Soles of My Feet” en himmelsk popsang med drømmende undertoner, der har albummets vel nok bedste omkvæd, hvilket ikke siger så lidt – albummets højdepunkt.
Det eneste virkelig negative, der er at sige om Holes in the Wall, drejer sig om teksterne. Her kan det for første gang høres, at brødrene White ikke er kommet over deres teenage-år. De tekster, de leverer her, er ikke ligefrem poesi (»You never took the time to look at what you’ve got / And all the times you fell / I was there to pick you up«) og er, for at sige det mildt, naive, og i mange tilfælde virker det, som om rimordbogen har været en trofast følgesvend, mens sangene blev skrevet. Det kompenserer The Electric Soft Parade så til gengæld for ved at have et virkelig godt melodimateriale, og ved at have modet til at lege med arrangementerne – havde de ikke haft det, kunne Holes in the Wall nemt være endt som 12 halvkedelige tre-minutters-popsange, med guitar, bas og trommer som de eneste instrumenter – men det er heldigvis ikke tilfældet.
The Electric Soft Parade er bestemt et af de mest interessante nye engelske bands i lang tid, og det kan blive meget spændende at følge dem fremover, så længe de ikke kommer ind i den samme løbebane, som et vist andet engelsk band, hvis hovedkerne også udgøres af to brødre (der skal ikke nævnes navne). Det er forfriskende, netop i disse tider, at støde på et debuterende ’The-band’, der ikke på nogen måde spiller retrorock.
