Musik, som tager sit udspring i hjertets inderste kamre, og ord, der flyder fra selve hovedstolen, smelter nogle gange sammen og bliver til vægtige og væsentlige værker. Sufjan Stevens har med Carrie & Lowell kreeret et personligt, melankolsk og sitrende mesterværk.
Toro y Mois seneste plade, What For?, er som et tableau over et døsigt, sorgløst ungdomsliv. Det er groovy, stemningsfuldt og effektivt, men risikerer måske også at slå over i lækkerhedens ligegyldighed.
Den svenske duo Lymland fastholder en organisk lyd på deres anden instrumentalplade, der på ingen måde udfordrer dig som lytter, men til gengæld fordrer nostalgi, harmoni og din tabte naivitet fra barndommen.
Post-grunge trioen Drenge virker på Undertow søgende og en kende rundforvirrede over, hvilken retning de skal tage fremadrettet. Talentet og ærgerrigheden har de, men flere målrettede og rammende 'Drenge'-streger var ventet.
»Det' Boone og det' Pac / det' boom bap rap / det' umiddelbare bars, ingen udenomssnak / karate på lydspor, fuld kontakt / det' fuldstændig formidabel fuldemandssnak / og det slutter ik' brat / det går fuld fart frem / men aldrig ude af … takt... « Den er god nok!
Jeg er slet ikke i tvivl om, at de to mørkekvinder, Jarboe & Helen Money, har haft de bedste intentioner om at lave et kulsort og tungt mastodontalbum - en forening af de to kunstneres evner. Desværre for Jarboe og Money er det ikke intentioner, men lyd der i sidste ende udgør et album.
Den danske trio Halshug leverer en omgang rå og beskidt hardcore punk på deres albumdebut Blodets Bånd. Tempoet er højt og udtrykket er angstfyldt fra start til slut, men manglen på variation bliver i sidste ende også pladens største svaghed.
I forhold til debutalbummet er Maskinvåd desværre endt på autopilot og flade hjul. Men jeg forstår alligevel godt at smilet er hejst, for de er et par talentfulde unge herrer, der meget vel kan have en stor fremtid i dansk rock.
Ti år efter deres seneste plade er trioen Sleater-Kinney fra Olympia tilbage fra førtidspension med deres ottende plade, No Cities to Love, der næppe vil skuffe hverken deres ældre fanskare eller nytilkommere.
Solide Pede B har både gjort det magen til og bedre end han formår på sit seneste album, Byggesten.
På sit debutalbum Summer in Pain åbenbarer Jimmy Whispers sig for alvor i identiteten som Chicagos undergrunds allernyeste, sære musikalske snegl. Albummet er en samling dybt personlige sange, der skramler afsted i et nænsomt sammenskruet univers. Den musikalske variation er lille, men Whispers indlevelse skaber et ganske unikt nærvær i samtlige kompositioner, som mere end kompenserer.
Waldo & Marshas nye ep, In It To Win It, er en mindre musikalsk magtdemonstration bestående af fem indiepop-perler, der befinder sig i et skævt og sentimentalt grænseland mellem The Beach Boys, Daft Punk og Wham.
Jeg håber snart, at al den snak om en Oasis-gendannelse vil forstumme og finde hvile til fordel for mere i vente fra Noel Gallagher's High Flying Birds. Det lyder i den grad som om, at Noel Gallagher med Chasing Yesterday atter har fundet den rette musikalske hylde, hvor musen tilsmiler ham, og dermed os, igen.
Sarah Lipstate viser på Fantastic Planet vej i ørkenen med sin guitar. Desværre er hun en guide, der til tider kigger for meget på sine egne fødder.
