Det er svært umiddelbart at spore sig ind på, hvad eller hvem Jimmy Whispers egentlig er. Fakta er, at der under aliaset gemmer sig en en ung fyr med et ulasteligt 90’er look – i form af langt fedtet hår, slatne t-shirts og polstrede baseball-jakker, der hører sig bedst hjemme i et afsnit af Beverly Hills, 90210 – der de seneste år har opbygget sig et vist renommé i forbindelse med sit virke med street art og lo-fi-musikproduktioner. Hvor mandens street art har ført til adskillige omtaler i lokalaviserne fra Chicago, har den musikalske karriere indtil videre budt på en prestigiøs optræden på et Pitchfork Reader Lauch Party samt en ikke helt uforståelig opvarmningsopgave for selveste Ariel Pink.
Umiddelbart fristes man til at konkludere, at hele foretagenet må være en slags artistisk gimmick; en karakter uden reel rod i virkeligheden, der har skabt sig en del omtale ved at operere med forskellige typer af kunst. Imidlertid vil man ved en smule mere fordybelse i amerikanerens arbejde fornemme, at der er et sjældent reelt præg på hele projektet.
For at nå længere ind i forståelsen af denne Jimmy Whispers-persona, er det måske lettest indledningsvist at koncentrere sig om den bunke af Summer in Pain Zine-artwork, som den unge amerikaner har valgt at forsyne sine lyttere med. Det lille magasin er en femten sider lang samling af korte brudstykker af poesi, der beklædt med sjuskede blyanttegninger og kollager opsamlet fra blade, løbesedler og plakater, afbilder en slags dystopi for Whispers’ hjemby Chicago; en verden, hvor politiet kører i biler udformet efter hvidhajer, hvor nyhederne er fyldt op med historier om mord og vold, og hvor en brud har kradset glæden ud af sit eget ansigt på billedet i en annonce for sin aflagte bryllupskjole. En slags ‘summer in pain’ må man forstå.
Whispers kalder selv den ti numre lange samling af produktioner for demoer, og årsagen til dette er bestemt ikke helt uklar, når man lytter albummet igennem første gang. På samtlige sange er lyden karakteriseret ved en insisterende lo-fi-tilhørsforhold, der ikke bare omfatter optagelseskvalitet, mix og instrumentation, men også de hyppige lydbidder af opbrudt poesi samt velkendte clickss fra en båndoptager. Produktionen ligger med andre ord i overordentlig pæn tråd med Whispers’ skrabede billedkunst. Whispers’ arbejde med begge medier forekommer barnligt ugjort til en sådan grad, at de – til trods for at de bearbejdede tematikker ofte er barske og virkelighedsnære – rummer en ganske autentisk naivitet og positiv grundtone, der er både charmerende og til tider ligefrem bevægende. Mindelser om Daniel Johnston ligger konstant snublende nært.
Produktionen på samtlige ti numre er centreret omkring lyden af Whispers’ gamle Californian Thomas el-orgel. Over slæbende taktslag af skrabede lo-fi-beats, der er en programmør af rytmer på et casio-keyboard værdige, opbygger Whispers alle sine melodilinjer ved hjælp af orglets vibrerende toner og skaber et behageligt nostalgisk lydtapet bag sin vokal. Om det er intentionelt eller ej er svært at sige, men grundet denne meget nedbarberede instrumentering og skrabede lydkvalitet er det i samtlige numre en gennemgående ensartethed, som i det ene øjeblik forekommer truende enerverende, men som i det næste er både komisk og charmerende.
De stærkeste øjeblikke på albummet forekommer, når Whispers tillader sin skrøbelige vokal at svæve over den spartanske lyd, som præger værkets ti ballader, og udfolde sin simple og til tider omtågede lyrik: »All right look, the world is ending and I’m dying / It said apocalyptic love sickness / but it’s real, I really am dying / The world is ending, and I’m crying / and there’s a heartbeat / and it is crying out throughout the distortion and this burntout fucked up universe / and it’s real I feel it« messer Whispers således på ”Heartbeat” før det velkendte slæbende beat og akkord-fladerne fra el-orglet endnu engang træder frem i lydbilledet og beklæder mandens skrøbelige vokal. Også ”Pain in my Love” er betagende i sin simple komposition. Med et sarkastisk opløftende klaves-beat i baghånden synger Whispers en ufærdig (flere vers i teksten mangler tydeligvis) og i grunden ganske banal historie om hjertesorg og følelsen af ikke at komme til at elske igen.
Til trods for pladens inderlighed er Summer in Pain ikke noget stort værk i sig selv. Dertil er variationen i numrene alt for lille, og lyden i al sin skrabethed en kende for insisterende. Ikke desto mindre vidner både musikken og det tilhørende artwork om en spændende og særdeles særegen kunstner, der under gunstige omstændigheder kunne gå en interessant fremtid i møde som en genial vanskabning på Chicago-scenen. Trods få musikalske overensstemmelser er det ikke svært at få øje på det potentiale, som etablerede weirdos som netop Ariel Pink ser i Whispers. Begge skaber sig via musikken en verden, som er både kontroversiel og svær at forstå, men som ikke desto mindre rammer noget universelt hos lytteren midt i sin omtågede indadvendthed. Hvor Whispers’ musikalske præstationer endnu ikke på nogen måde hamler op med artister som Ariel Pink (og givetvis heller ikke forsøger), er Summer in Pain så reelt et værk, at det er svært at slippe, når det først er kommet under huden.