Danske Rangleklods er gået fra at være et soloprojekt til at være en duo, og det afspejler sig i lyden på deres andet album, Straitjacket. Modsætninger mødes og smukt vokalsamspil opstår på dette legelystne elektro-poppede album, der byder på melankolsk feststemning.
Viet Cong hiver dig ud af dine forårs dagdrømmerier – de rumsterer der, hvor du normalt nynner sorgløse melodier, og vikler dem ind i støj. Men det er umuligt at blive vred, for de debuterer med syv dynamiske numre, der tager sig selv seriøst og kommer dig ved.
Der er to ting, der skal siges: 1) Colin Stetson og Sarah Neufeld har med Never Were the Way She Was lavet et fedt album. Deres individuelle ekspressivitet og effektklang, der klinger postrocket og avant-jazzet, går flot i spænd med kompositionernes repetitive minimalisme. Det er struktureret kompositorisk arbejde og virtuos instrumentbeherskelse. 2) Jeg synes, det er lidt træls, at vi skal kalde det indie-classical.
Dark Bird Is Home er det seneste knopskud i The Tallest Man on Earths diskografi, og selvom titlen måske antyder en hjemkost, handler pladen egentlig mere om at tage afsked. Albummets bevægelse mod et større rum og et mere rigt instrumenteret udtryk er overordnet set både spændende og veleksekveret.
Igennem intense stemningsopbygning får musikken på F. E. Denning-albummet Cities of Light ens hjerte til at banke hurtigere, og man får det direkte ubehageligt af at lytte til et nummer som ”Drifting”. Dette er dog bestemt positivt ment.
Den danske trio Molly har med deres udgivelse Peach Melba begået et værk, der må betegnes som traditionel collegerock/poppunk. Produktionen er fin, vokalen sidder i skabet og musikalsk har Molly også styr på både genre og virkemidler. Sangene bider sig dog aldrig fast og oplevelsen drukner derfor i ligegyldighed.
Den australske singer/songwriter Courtney Barnett er ude med sit første album, Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit, der langsomt vokser og viser, at hun mestrer fortællingens kunst. Alt i alt en rammende debut, som med garanti vil cementere Barnetts urokkelige lyriske talent.
Alabama Shakes ryster den musikalske pose og tilføjer deres sydstats-retrorock en nyfunden legelyst. Resultatet er det ujævne, men dog ganske charmerende album Sound & Color med en samling stærke singler.
Efter sidste års lunkne DNA er det en glædelig overraskelse allerede at høre Per Vers tilbage i ypperlig storform. TÆT er alt i alt noget af det mest eksemplariske danske rap, du kan støve op i dette første halvår.
Den amerikanske indierock/-pop-gruppe Death Cab for Cutie fylder 18 år her i 2015, hvilket de fejrer med deres 8. album Kintsugi. Et album, der mest af alt er lyden af en gruppe, som ikke længere har noget interessant at byde på.
Marching Churchs albumdebut, This World Is Not Enough, lyder med sin skramlende rock, hvor der råbes, skriges og vræles, mest af alt som et skizofrent bæst, der slæber sig afsted gennem nattens mørke gyder.
Kendrick Lamar sprænger med To Pimp a Butterfly rammerne for, hvordan hiphop i 2015 kan og bør lyde. Med en lydside fyldt med jazz, funk og soul-referencer, samt Kendricks aggressive socialkritiske lyrik, efterlader albummet ingen tvivl om, hvem der kommer til at indtage hiphoptronen mange år fremover.
Man må respektere William Doyle for hans ambitionsniveau og mod. Men selvom det måske kunne være et interessant og relativt uudforsket rum, er Culture of Volume og dets forsøg på at trække den elektroniske soveværelsesmusik ud i de åbne, episke vidder ikke videre succesfuld.
Mew præsenterer med +- et poppet udspil, der med sine bløde passager umiddelbart godt kan fremstå for banalt, men som samtidig er så velstruktureret, at man undervejs bliver samlet op af de mange musikalske højdepunkter.
