What For?, den seneste plade fra Toro y Moi, er som et tableau over et døsigt, sorgløst ungdomsliv. Den driver vilkårligt rundt om kærligheden, tvivlen og det manglende engagement. Derved indrammer den, hvad jeg på mange måder forbinder med den i Californien bosatte Chaz Bundicks musik, nemlig en lidt svævende, solskinsbeskinnet ubekymrethed. Det er groovy, stemningsfuldt og effektivt, men risikerer måske også at slå over i lækkerhedens ligegyldighed.
Bundick har fire anmelderroste albums bag sig, og selvom det atmosfæriske og r&b-inspirerede lyder som en grundtone gennem hans diskografi, har han alligevel bevæget sig inden for vidt forskellige genrer. Fra tilbagelænet chillwave på debuten Causers of This over dansabel funk på Underneath the Pine til stram elektronisk r&b på Anything in Return. På What For? er der stadig masser af luftige synth- og guitarlag, groovende tromme- og basspor og gode melodier, som vi kender det fra de forrige plader. Lyden er imidlertid også blevet mindre computerproduceret og mere bandagtig, hvilket på visse numre slår helt ud i noget, man kunne kalde indierock.
Det gælder bl.a. for åbningsnummeret ”What You Want” og førstesinglen ”Empty Nesters” såvel som for ”Half Dome” og ”Run Baby Run”. Her er der skruet godt op for den forvrængede guitar, og de ‘rigtige’, indspillede trommer, som lægger bunden på hele albummet, kommer til deres ret. Det rockede udtryk minder en lille smule om det, vi fik at høre på June 2009, som var en samling lofi-optagelser af tidlige Toro y Moi-numre udgivet i 2012. Der er også klare paralleller til eksempelvis Wild Nothing og Real Estate og deres poppede solskinsrock.
Den tågede r&b-lyd er efter min mening dog stadig den mest interessante og originale hos Toro y Moi. Den er heldigvis også stærkt repræsenteret på What For?. Ikke mindst på andensinglen ”Buffalo”, hvor 80’er-synths vikler sig rundt om en funky wah-wah-guitar. Det lyder ganske enkelt fantastisk, og det skulle undre mig, hvis det ikke kommer til at køre på repeat herhjemme, når foråret for alvor får fat, og der skal drikkes kolde øl på altanen. Samme historie med soulnummeret ”The Flight”, der med et stramt, stramt beat sender solide 4/4-takter gennem kroppen. Man kan nærmest ikke andet end at læne sig mageligt tilbage i stolen med vuggende hoved og vippende fødder!
Selvom Chaz Bundick nok er mest kendt og elsket for sin stemningsfulde lyd, er der alligevel grund til at dvæle et øjeblik ved teksterne. Det er nemlig slående, hvordan de synes at komplimentere det afslappede, cool udtryk. Måske næsten i lidt for høj grad.
Der er en hel masse bevægelse og handling i teksterne, en masse »go« og »do«, men som det hedder på ”Lilly”: »No one gets nowhere«. Der sker med andre ord ikke noget som helst. Denne drivende tilværelse bakkes op af kærlighedssangene, som også holder sig fra de helt store følelser og i stedet hengiver sig til noget, der snarere minder om teenageårenes fnidrede forelskelser. Et eller andet sted er det meget befriende, for lad os nu indse det; der sker sgu ikke så meget i langt de flestes liv – heller ikke selvom man er 20-et-eller-andet, afskyr småborgerlig monotoni og går ud hver weekend.
Albummet lader til at være en halvt løftet pegefinger fra den 28-årige Bundick, der snart for alvor er voksen, og som i et interview har udtalt, at hans kæreste gennem mange år har åbnet hans øjne for det politiske: »Now I actually care«. Et selvkritisk blik på den både politisk og eksistentielt indifferente ungdom, der dovent spørger »what for?«
Langt hen af vejen holder det, netop fordi det er så gennemført. Teksterne handler ikke rigtig om noget, musikken groover tilbagelænet med masser af sfæriske lag. De få steder, hvor teksterne rejser sig med knyttet næve i mængden, har dog en tendens til at blive en smule platte: »Understand the purpose of making / everything around you better«. Langt bedre er det, når de mere lavmælt udtrykker en splittet selvindsigt: »This place is up for grabs«. Visse steder er der også en fare for, at dovenskaben – tilsyneladende ubevidst – bliver en smule for udtalt. F.eks. når Bundick i to numre lige efter hinanden nærmest gentager sig selv: »It’s what ever you wanna do« og »What is it you want to do?« eller »Does anyone know where we go from here?« og »There’s no place to go«.
Lidt samme fare er der også rent musikalsk. Det hele kan godt gå hen at blive lidt for lækkert og diffust, især på mere anonyme numre som “Run Baby Run”. Selvom det ville være en urimelig anklage at påstå, at numrene minder for meget om hinanden, flyder albummet alligevel lidt sammen; som hang der en dis af vellydende lydflader omkring det. What For? lyder for mig som et soundtrack til de der berusede sommereftermiddage; vildt fedt, men også en smule uklart. Det er der måske også en kvalitet ved? Uanset hvad er det et album, som absolut er værd at sætte på anlægget – allerhelst et af de små transportable, man kan tage med ud i parken, når solen skinner, og seriøsiteten skal forsømmes!
