2013 bød blandt andet på en befriende mangel på genresnobberi og en livskraftig livescene herhjemme. Få et tilbageblik på det netop gravlagte musikår – og en liste over Undertoners yndlingsplader i 2013, naturligvis.
Plader
Plader vi overså i 2013 (del 2)
Inden vi i morgen er klar med Undertoners årsliste, får du her sidste samling anbefalinger af 2013-plader, som du med fordel kan give et lyt.
Patterns: Waking Lines
Lyden på Waking Lines er umiskendeligt "NME-britisk". Et mix af grandiost trommespil og lag-på-lag-produktioner tilsat højfrekvent guitarklimpren synes at være den primære opskrift bag langt størstedelen af albummets numre. Dette resulterer i et produkt, der er lige så behageligt, som det er forglemmeligt.
Plader vi overså i 2013 (del 1)
2013 er forbi, og her på randen mellem to år gør vi vanen tro status. Inden vi onsdag afslører Undertoners lister over de bedste plader i 2013, kommer her første artikel med anbefalinger af oversete værker.
Stephen Malkmus and the Jicks: Wig Out at Jagbags
Stephen Malkmus ved stadig, hvordan man skriver skæve indiesange, og Wig Out at Jagbags er et fint udspil, der egentlig ikke falder igennem noget sted. Meeen - det behøver altså ikke være så pænt, det hele!
Sumie: s.t.
Af et debutalbum er det oplagt at forvente noget uslebent, utæmmet og sprudlende af kreativitet. Men har man disse forventninger til svensk-japanske Sumies debutplade, bliver man nok overrasket. Sumies selvbetitlede første album er langsomt, modent, velproduceret - og en smule ufarligt.
V/A: SMM: Opiate
Den anden udgivelse i Ghostly Internationals serie af ambientopsamlinger trækker vintermelankolien tydeligt op med dødemandskor, ildevarslende radioer og dirrende strygere.
Midlake: Antiphon
Med ny frontmand og psykedelisk eventyrlyst bedriver Midlake deres hidtil bedste album. Lad os håbe, at det næste bliver endnu bedre.
Cut Copy: Free Your Mind
Cut Copy lever på deres fjerde album, Free Your Mind, endnu en gang op til bandnavnet. Et genvisit med 'The Second Summer of Love' byder på house og synth- og electropop, der glider gennem gruppens feststemte og fængende filter. Et godt ’remix’.
Run the Jewels: s.t.
På Run the Jewels formår El-P og Killer Mike at bygge bro. El-P’s produktioner rammer en lyd, der ligger i forlængelse af genrens væsentligste produktioner gennem de seneste år, og med Killer Mike med på mikrofon er det åbenlyst, at de udgør en kompromisløs duo, som i rutine såvel som teknik er blandt genrens allerbedste.
Crystal Shipsss: Dirty Dancer
Jacob Faurholt lyder på sit andet fuldlængdealbum under Crystal Shipsss-aliasset som det samarbejde mellem den maniodepressive Daniel Johnston og Sonic Youth, der desværre aldrig blev til noget grundet Johnstons sygdom. Det er depressivt, støjende og utrolig ærligt.
San Fermin: s.t.
San Fermin melder sig i perlerækken af musikere, der kombinerer klassisk musik med udtryk hentet fra indierocken. Har vi her at gøre med den næste Sufjan eller Olafur Arnalds? Nej, men San Fermin kan også selv på en debut med lidt mange gentagelser, men også flere spændende øjeblikke.
Nikolas: Moor
»Nikolas er den fælgrens du drikker når du plukker æbler natten lang. Se der, en endetarmsåbning. Den lugter vel nok godt af musik.«
Shiny Darkly: Dead Stars EP
Shiny Darkly fortsætter i samme stil som sidste års debut-ep med kulsort postpunk af den gamle skole. Udspillet er både kompromisløst og rå, men også smukt i sine kaotiske støjeskapader; en kombination, der sender tommelfingrene i vejret.