De tidligere glamrockere har skiftet tempo og stil på deres tredje udspil. De er blevet ældre, forsigtigere og ser nu mere sort på tilværelsen.
Plader
Causa Sui: Euporie Tide
Foretrækker De også Deres musik med udsyrede tendenser? Læs blot videre. Causa Suis sidste skud på stammen er både kompleks og kompromisløs. Men også smuk, drømmende og højst anbefalelsesværdig.
Zomby: With Love
På sit nyeste album er mørket omkring Zomby til stadighed tiltagende. Dette kommer til udtryk i en ren tour de force gennem britisk electronicahistorie, hvor Zombys unikke producerevner skinner igennem. Desværre viser de store ambitioner sig til tider at være for omfangsrige.
Ocean View: Ocean.Puke.Future. EP
Ocean.Puke.Future. fremstår til tider en anelse for lettilgængelig, men omvendt er det forfriskende at lytte til en ep, der fremstår så ærlig og umiddelbar.
Saturday Looks Good to Me: One Kiss Ends It All
Med One Kiss Ends It All har SLGTM begået et lydmæssigt noget rodet, men ikke desto mindre ganske charmerende lydtapet til sommerens strandture. Udtrykket er let nostalgisk og ikke videre kompliceret, og gruppen overlever langt hen ad vejen på, at et popalbum jo heller ikke nødvendigvis behøver at være originalt, så længe melodierne sidder i skabet.
Telstar Sound Drone: Comedown
Telstar Sound Drones første album udgøres af en kontant omgang støjende og indadvendte sange. Magen til veludført og originalt debut skal man lede længe efter, for det er, som om alt falder i hak for de tre musikere her i første forsøg.
Landshapes: Rambutan
Lulu and the Lampshades er blevet kogt ned til Landshapes, og tilgangen til musikken er blevet en del mere seriøs, men også en smule stillestående.
Synd og Skam: Lad mig falde ind til dig
Første halvdel af dobbeltalbummet fra Rudolf Steiner-børnehaven, nej, vent, Danmarks bedste band, får lidt ævl med på vejen.
Sonny & the Sunsets: Antenna to the Afterworld
Sonny Smith & co. finder på deres nye album igen nye måder at udtrykke sig på. Countryen er lagt på hylden, og futurismen er fundet frem.
The Pastels: Slow Summits
16 år siden sidste reelle album og seks år undervejs. Skotske The Pastels har ikke travlt, men det gør heller ikke noget, når resultatet er 10 numre, der er tæt på at være lige i The Pastels-skabet.
Charlie Boyer and the Voyeurs: Clarietta
Engelske Charlie Boyer and the Voyeurs trækker på inspirationerne fra 60'erne og 70'erne på deres debutplade, og det slipper de ikke specielt godt af sted med.
Directorsound: I Hunt Alone
Nicholas Palmer fører på nyt udspil tilhøreren godt og grundigt rundt i folkemusiktraditionen, men gaber for højt, rammer for overfladisk og efterlader det flotte coverart som det mest mindelsesværdige.
Mescalin Baby: s.t.
Mescalin Baby ignorerer advarsler om "den svære toer" og leverer et album, der, når det fungerer, byder på solid, simpel rockmusik.
Major Lazer: Free the Universe
Major Lazer inviterer endnu en gang til fest på det længe ventede album Free the Universe. Og sikke en fest. Det går vildt for sig, når Diplo og co. holder jamaicansk dansebal. Måske lidt for vildt.