Plader

Thistle: Tired Anchor

Skrevet af Ivan Petersen

»Sometimes I don’t thrill you / Sometimes I think I’ll kill you / Just don’t let me fuck up, will you / ‘Cause when I need a friend it’s still you.«

Thistle, der stammer fra Cincinatti og består af Mike Montgomery, Toby Weiss og Rick McCarty, er et ubeskrevet blad her i landet. Tired Anchor er et typisk DIY-projekt, eftersom Mike Montgomery har stået for indspilning og produktion, samtidig med at Tiberius Records, der udgiver pladen, er bandets eget selskab. Thistle beskriver selv musikken som “œLoud-Melodic-Rock”, hvilket for så vidt er korrekt, om end det kan præciseres en smule. Det lyder nemlig enten som en gennemtænkt blanding af Dinosaur Jr. og Swervedriver eller i mindre heldige øjeblikke, og dem er der flest af, som forholdsvis ordinær powerrock, dog stadig med en meget kraftig inspiration fra J. Mascis.

I den førstnævnte kategori finder man “New Christ Killer” der med sit hurtige tempo, en sammenhængende rytmesektion og et catchy riff, er udgivelsens så absolut bedste sang. Også b-stykket i “Apron Strings” er værd at lytte til, mens de resterende otte (og en halv) sange er både uinteressante og halvkedelige. Som særskilt problematiske kan man fremhæve “Repent! Repent!” og pladens afsluttende rockballade “Nation of Doves”. Ud over at lade en kort bemærkning falde om, at Tired Anchor også skæmmes af en alt, alt, alt for nydelig produktion, er der faktisk ikke mere at sige om den sag.

Det samme er egentlig tilfældet, hvad angår teksterne, selv om det selvfølgelig er imponerende, at der rent faktisk findes folk, der er i stand til at skrive som en weltschmerz-plaget gymnasieelev. Der er således en hulens masse henvisninger til smerte, hjerte, ørken, hav, Bibelen, pilen-i-brystet og tv, hvilket oven i købet er udført på en mildest talt uopfindsom manér.

I samme kontekst kan man i øvrigt inddrage PR-materialet, der til gengæld er ufrivilligt morsomt pga. et rablende storhedsvanvid og eklatant mangel på ironisk distance. Det fremføres således, at “œlocked inside the chassis of a pop song stand towering walls of volume and euphoric blooms of melody (in the midst of a live set the walls become cathedrals that engulf a listener wholly and completely)”œ og efterfølgende, at “œwith Thistle still creating music full of passion, leaving everything they have in the wake of every chord, the indie spirit has a fighting chance. It too will endure.”œ

Det er overvejende sandsynligt, at indierocken har en fremtid. Problemet er nok snarere, at det samme næppe gør sig gældende, hvad angår Thistle.

★☆☆☆☆☆

Deltag i debat