Plader

Pilot to Gunner: Get Saved

Skrevet af Thorsten Moeller

Den kritikerroste indieinspirerede emo-combo Pilot to Gunner sender deres tredje album på gaden og gør parat til at redde emoverdenen fra spontan selvdød.

Pilot to Gunner spiller den slags emorock, der med tungtvejende indie-aspirationer forsøger at sætte sig ud over den snævre spændetrøje, som emo jo er og bliver. Bandet består af sanger/guitarist Scott V. Padden, guitarist Patrick Hegarty, bassist Martin McLoughlin og trommeslager Kurt L. Herman. De er ikke så kendte på den europæiske scene, men har udgivet to kritikerroste album på mindre amerikanske selskaber i hhv. 1999 og 2001. Nu er de så på selskabet Arena Rock og burde dermed have alle muligheder for at gøre 2004 til deres år.

Det starter godt: Get Saved lægger ud med titelnummeret, der starter med et riff, der kunne være snuppet fra AC/DC, og fylder i med et Queens of the Stone Age-agtigt groove. Sangen har endvidere nogle afdæmpede sektioner, der leder tankerne hen på Foo Fighters. Fint.

Men, men, men. Allerede i track 2 hopper kæden af for undertegnede. “Metropolitans” starter mystisk springende ud i sangen og lyder rodet det meste af vejen. Det, der kunne have været et fint omkvæd, lyder mest som en mislykket omgang Jimmy Eat World udsat for Circle Jerks-fraseringer.

Vi springer hurtigt videre til “The Product”, der begynder med lidt guitarpicking med trommeakkompagnement samt Scott Padden, der giver den som en hæs mr. Sensitive. Sangen bryder ud i fuldt flor, og en omgang klap (!) har fundet vej ind i rytmen. Sangen skifter udtryk flere gange, før den sender en slags trumf på med et rimeligt cool omkvæd. Ikke ueffent, heller ikke sindsoprivende.

Pilot to Gunner formår aldrig rigtigt at komme ud over den quiet/loud-dynamik, som binder åh-så mange punk/emo/HxC-bands nu om stunder. Det er for formularisk og for forudsigeligt. Case in point: “Barrio Superstarrio”, der egentligt er en udmærket sang med et fint omkvæd og eksplosive trommer, men som bare aldrig formår at gøre noget som helst ekstraordinært. Det er en skam, for den indeholder glimrende momenter, men det er bare trist, at det er hørt SÅ mange gange før.

Ved “No-blooded” troede jeg, min cd-afspiller var gået i hak, men nej – det var bare Pilot to Gunner, der åbnede med et riff så ensformigt, at Spinal Tap ikke ville værdige det en B-side. Hele sangen ender i noget mudret noget, der bare kører i et langt groove uden at rigtigt formå at nå nogle vegne.

Med et album, der kører så meget efter formularer som dette, står og falder det med, om sangene er gode nok. Svaret er, at nogle gange er de, og andre gange er de ikke. Jeg kan knapt kende forskel på 2/3 af sangene på Get Saved uden at rådføre mig med omslaget og dets tracknumre. Meget af albummet lyder betænkeligt lofi og har en udpræget demolyd. Det er også fint, hvis man hedder Jack White eller skriver riffs som Black Rebel Motorcycle Club, men her synes jeg ikke, det er særligt positivt.
På plus-siden kan man mene, at Scott Paddens skævt hæse stemme er fed, men på den anden side tæller chancen nok for, at lige så mange vil mene, den bare er ringe. Der er intet i vejen med den instrumentale kunnen, men rytmesektionen lyder bare ofte som om, den kun sjasker videre i et temmeligt mudret jamsession-eksperiment. Lytter man efter, vil man kunne finde detaljer som klaverriffing, lidt jazzet bas, de førnævnte klap og den slags kreative indslag, men de virker altid kun halvt udførte, som om de bruges mere som en eftertanke end et reelt virkemiddel.

Pilot to Gunner har, til forskel fra andre emobands, en fin evne til at spille rock, der reelt rykker, og det skal naturligvis siges, at flere af sangene formår at lyde, som om der er nerve bag. Sangskrivningstalentet er der utvivlsomt også, men Pilot to Gunner må lære at bryde formen grundigere og lidt oftere, hvis de skal tages rigtigt seriøst og ikke bare ende som andet end et emo-kuriosum.

★★★☆☆☆

Deltag i debat