Plader

Tartufi: Trouble EP

Skrevet af Camilla Grausen

Tartufi fra San Fransisco udgav sidste år deres debutalbum, og nu er de sluppet omkring “den svære to’er” ved at lave en ep for et spansk pladeselskab. Meget amerikansk lyder trioen imidlertid stadig, og det er kreativ alternative rock, der står på den fire numre lange menu.

På disse breddegrader vækker navnet Tartufi nok ikke den store genkendelse. Bandet består af Simone Grudzen, Lynne Angel og Brian Gorman og kommer fra San Fransisco, men er blevet signet på det spanske pladeselskab Acuarela, der nu udgiver ep’en Trouble. Hverken den europæiske eller spanske blodtilførsel er imidlertid at spore hos bandet, der unægtelig har en udpræget amerikansk lyd.

Vi snakker amerikansk alternative rock, der kører derudaf med gang i trommerne, melodiske nyn-med-bidder og usofistikerede vokaler fra Simone Grudzen og Lynne Angel. Bandet undgår imidlertid de klassiske skabeloner, og variation i tempo og melodi er fællestræk for ep’ens fire numre. Alle knækker de ét eller flere steder og ændrer karakter i radikal grad.

Et eksempel er Troubles bedste nummer “Nurses”, hvor barnestemmer og voldsomme trommer indleder, herefter klemtes halvskæve klavertoner og en up-tempo bas falder ind. Der er ingen vokaler, men senere forandrer nummeret sig og fire kor-stemmer synger ordløse “uhh-uhh”‘er. Til sidst ændrer nummeret sig igen helt, og en xylofon spiller en hektisk melodi, mens trommestikkerne flyver hos Brian Gorman og Lynne Angel, der slutter sig til ham som anden trommeslager.

Albummets vokaler står Lynne Angel og Simone Grudzen for, og de synger alt i kor – med én lys og én dyb stemme. De synger udmærket, men tonen er noget anmassende og hård. Pressemeddelelsen beskriver det som “strong female vocals” og de sender tankerne hen imod diverse mere eller mindre krigeriske amerikanske sangerinder fra 90’erne. Men det begynder så småt at tirre på denne ep, og på et fuldlængdealbum ville det uden tvivl blive både ensformigt og irriterende i længden. En af grundene til, at “Nurses” skiller sig positivt ud er netop, at vokalerne her ikke er de typiske Lynne & Simone-vokaler som på de andre numre.

Undervejs på de fire forholdsvis lange numre, som ep’en byder på, bliver det ikke kedeligt. Tartufi er kreative med form og indhold. Dog rammer numrene alligevel ikke helt plet, og de mange forskellige segmenter i sangene kommer til at lyde rastløse. Tartufi skulle tage en af deres bedste melodistumper og forsøge at bygge et helt nummer op over dét – og ikke altid haste videre til næste idé.

★★★½☆☆

Deltag i debat