Nyheder

Joan As Police Woman tilbage til Danmark

“Ærlighed og intimitet” var nøgleordene, da Undertoners anmelder for nogle uger siden jublede over Joan As Police Woman. Dengang tog Joan Wasser og hendes to bandkollegaer Voxhall i Århus med storm. På august-strejftoget gennem Danmark var trioen også i København, og de må have brudt sig godt om hovedstaden.

I hvert fald kommer Joan As Police Woman til københavnske Rust d. 20. oktober. Denne gang bliver det dog ikke i den skrabede trio-besætning, men med fuldt band. Så til oktober er der formentlig mulighed for at få fyldige versioner af numrene fra debutpladen, Real Life.

Ifølge bandets hjemmeside spiller de sammen med M. Ward på Kulturmejeriet i Lund d. 21. oktober – men der er indtil videre ingen meldinger om, at han også er med på Rust.

Deltag i debat