Plader

Richmond Fontaine: Thirteen Cities

Willy Vlautin skriver stadig tekster fra “œthe dark side of the track”, og sammen med resten af Richmond Fontaine spiller han fortsat americana i bred forstand. Men denne gang er udtrykket mere højtbelagt, og bandet er kommet et skridt videre fra den forrige plades spartanske udtryk.

Richmond Fontaine fra Portland, Oregon, har de seneste ti år udgivet den ene fremragende plade efter den anden. Pladerne har altid befundet sig et sted mellem singer/songwriter, americana og alt. country-genren – nogle mere rockede end andre, specielt de første tre Safety, Miles From og Lost Son – men altid med klare og skarpe tekster, der undersøger samfundets svage led og problematiserer kontrasterne. Det er også tilfældet på deres syvende udgivelse, Thirteen Cities.

Enkel prosa og understøttende arrangementer beskriver 13 byer i det sydlige Amerika. Det er ikke rejsebeskrivelser i vanlig forstand, og sangskriver Willy Vlautin gør sig da heller ikke ligefrem umage for at styrke turismen i Sydstaterne, hvor livet er præget af et moderat tempo og økonomiske uligheder. Derimod skildrer han som forfatteren Raymond Carver de små hverdagsdramaer, der udspiller sig mellem parkeringspladser og ordinære boligkvarterer, hvor personerne trækker lange skygger og forsøger at flygte fra hverdagens ulidelige trivialiteter.

Thirteen Cities er knap så akustisk som forrige udspil The Fitzgerald, og der er tydelige tegn på tex-mex , tilført af Calexicos multimænd Joey Burns og Jacob Valenzula, hvilket straks kommer til udtryk på den blæserfyldte “Moving Back Home #2”. Samtidig indeholder lydbilledet masser af fyldig, guitarbaseret alt. country krydret med sædvanlige virkemidler såsom lap-steel, mandolin, klokkespil, bas og harmonika.

Det er svært at tale om en op- eller nedgradering i forhold til forrige udspil, for selv om pladen fylder mere i lydbilledet, dypper bandet stadigvæk penslen i de mørke og meget dystre bøtter, og fortæller spartanske, men vitale historier, hvilket der er kommet et fremragende album ud af.

Som en tyk tåge smyger numrene sig rundt om én, og Thirteen Cities er svær at slippe, når man først har fået taget hul på den. “$87 and a Guilty…” fænger med sin twang-guitar, og “I Fell Into Painting…” rammes flot ind af mundharpe og enkle guitarakkorder.
Den musikalske underlægning spiller en vigtig, men alligevel ikke specielt frembrusende rolle. Selv om der spilles igennem, er tingene afmålte, og numrene får lov til at udvikle sig gennem solide og gennemtænkte arrangementer. Nok gør Richmond Fontaine brug af en bred vifte af instrumenter, men bandet tilføjer aldrig unødvendigheder – end ikke i de tre instrumentale numre “El Tiradito”, “The Kid From Belmont Street” og “Ballad of Dan Fanta”, der alle består af blot tre-fire elementer.

Den afsluttende klaverballade “Lost in This World” er en af de finaler, man bare må lade sig rive med af, for den gør virkelig indtryk i de indre celler. Ud over Joey Burns’ eminente harmonika- og klavermeritter, fortæller Vlautin en trist, men også almenmenneskelig historie om at komme hjem fra et drukgilde, der varede alt for længe, skrabe bunden og endelig bede om hjælp: »I fucked up again / I barely know where I am / I’m sorry I ain’t called you in days / Maybe I’ll never get over / I was at the hospital / I don’t even have a busfare home / just lost in this world / I’m lost in this world / Maybe it’s my skin / it’s too thin.« Det har vi alle vel prøvet – enten direkte eller indirekte.

Richmond Fontaine tager endnu en tur rundt i tusmørket med stærke sange om universets tabere – om de mennesker, der fortjener ekstra opmærksomhed i et absurd samfund, der gør alt for at glemme eksistensen af disse ubrugbare sjæle. Det er stærkt fortalt og fremragende fremført.

★★★★★☆

Deltag i debat