Plader

Arcade Fire: Neon Bible

Musikken er blevet mere svulstig, tekstuniverset er blevet mørkere, og sangene er til stadighed stærke. Canadiske Arcade Fire lever på fornem vis op til den prægtige debut. Men du bør nok lægge penge til side til køb af pensel og maling, for Neon Bible har for vane at støde mod loftet.

Så er den her! Ja, det kan lyde som et billigt reklameslogan, men det er nok de færreste, der vil afvise, at Arcade Fires Neon Bible er en af de allermest ventede plader i 2007. De canadiske himmelstormere blev lovprist af såvel musikentusiaster som anmeldere oven på udgivelsen af debutpladen Funeral i 2004. Spændvidden i superlativerne rakte fra ‘fantastisk’ til ‘fremragende’, og Funeral var vitterlig en plade, man ikke kunne andet end at falde pladask for.

Der har følgelig hvilet et mildest talt heftigt forventningspres på Arcade Fires skuldre, for hvordan følger man op på sådan en start? Arcade Fire har taget imod udfordringen med oprejst pande – og i stedet for at skrue ned for blusset, har canadierne gjort det stik modsatte… de har givet fuldt los.

Neon Bible hedder den nye plade. Navnet stammer fra en dystopisk roman, og pladen rummer rigtig nok profanation, men ikke uden delportioner af turbulens, vold og ødelæggelse. Ja, det lyder næsten som salig Tom Kristensens mentale udskejelser i Hærværk. Udsynet er noget formørket, og selv om vi ikke kommer helt ned på bunden af sjælen hos Arcade Fire, er det alligevel en dukkert af større dimensioner.

Billederne af en forgangen barndom fra Funeral er på Neon Bible erstattet af visioner om detonerende bomber og følelsen af at blive jaget. Flugten er et gennemgående tema på Neon Bible, og optimismen kommer kun i glimt.

I åbningsnummeret “Black Mirror” vågner sanger Win Butler fra en feberdrøm. Alt imens blæser en storm langsomt op omkring lytteren, hvor den ulmende melodi følges på vej af ildevarslende hvisken, sitrende violiner, isnende harmonikaer og mandoliner og så selvfølgelig Butlers egen patosladede vokal. Der er ingen vej tilbage, når Butler synger sit undergangsrim til det kulsorte spejl: »Mirror, mirror on the wall / Show me where them bombs will fall.«

Sociopolitiske understrømme rumler i “Windowsill”, som begynder afstemt og rolig, men bliver snarligt presserende og insisterende i at belyse problemerne i det amerikanske: »I don’t want to give them my name and address / I don’t want to fight in a holy war / I don’t want the salesman knocking at my door / I don’t want to live in America no more / I don’t want to see it at my windowsill.« Butler når i stort set samme åndedrag at fordømme popkulturen og byder velkommen til et kommende forfald: »World War Three, when are you coming for me?«

I “Keep the Car Running” kæmper han på ny med sine mareridt: »Every night my dream’s the same / Same old city with a different name / Men are coming to take me away / I don’t know why, but I know I can’t stay.« Musikken løfter sig selv til vejrs, intensiteten tager til – og stopper så med et knald. “Keep the Car Running” er sammen med “The Well and the Lighthouse” og “No Cars Go” de bedste forsøg ud i kunsten at lave popsange, hvor melodien kommer før arrangementerne.

Neon Bible er en klaustrofobisk og undergangstruet affære i sine tekstlige skildringer. Det sortsynede drama holdes godt i spænd af en højtløftet orkestrering. Violiner, klokker og spøgelseskor blandes med anspændte guitarer og bombastiske trommer. Og så er der kirkeorglet. Neon Bible er indspillet i en kirke, og hvad er mere storladent end et kirkeorgel? Når man hører luften skylle gennem piberne i den magiske “Intervention”, er man nået til pladens første store klimaks. »Working for the church while your life falls apart / Singing hallelujah with the fear in your heart,« synger Win Butler, mens han maler skyggesider af krig og religion… ja, alle de temaer, som giver genlyd i pladens resterende numre.

Vi føres allerhøjest op i pladens afsluttende opus, “My Body Is a Cage”, der trods sin antydning af hæmning er pladens mest storslåede nummer, hvor tonerne fra kirkeorglet når helt op til Vorherre og retur. Musikken er kraftig og voldsom, men følelserne er mest af alt mærket af skrøbelighed og forvirring, mens Butler i sidste instans trygler: »Set my spirit free.« Hvis blot gudstjenester kunne akkompagneres af hymner af denne kaliber, ville de danske kirker være mere besøgte.

Det er befriende at lytte sig gennem Neon Bible. I al sin pragt hæver den sig som en værdig opfølger til debutpladen. Og mere end blot dette… den viser en lysende vej frem for canadierne, der tegner til at være alt andet end kortvarige himmelstormere.

★★★★★☆

Deltag i debat