Plader

Dúné: We Are In There, You Are Out Here

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

I et par år har det været velkendt, at syv unge gymnasieelever fra Skive havde gang i et talentfuldt synthrockband med navnet Dúné. Omtalen af bandet har været så positiv, at debuten er ventet med spænding. De unge skibonitter lever op til forventningerne med en omgang feststemt og overbevisende udført synthrock.

Det ligger ligefor at sammenligne Dúné med et andet band fra Skive, nemlig nu opløste Superheroes. De syv ynglinge, der udgør Dúné, har en gennemsnitsalder, der er omtrent den samme som i Superheroes anno 1998, da de debuterede med Dancing Casanova. De to bands har også den samme fordeling – en enkelt pige (naturligvis på synth) og en flok drenge. I front for Dúné er Mattias Kolstrup drevet af en energisk vildskab, akkurat som Thomas Troelsen. Og sørme om de ikke også er fælles om glæden ved 80’er-synth.

Men her stopper sammenligningerne også. We Are In There, You Are Out Here har ikke meget til fælles med Superheroes’ debut. Eller Igloo og den selvbetitlede svanesang for den sags skyld. Selv om enkelte synthflader peger i den retning, ligger Dúnés partyrock et stykke fra Superheroes’ new romantics-pop. I stedet rammer Dúné tidens toneklang og debuterer som et yderst kompetent dansk bud på festlig rockmusik, der trækker på funkrytmiske postpunkbands som bl.a. Gang of Four og syntetisk robotrock a la Devo.

Forsanger Mattias Kolstrup sætter debutpladen i gang med et »Whoo!«. En passende åbningsreplik for den samling energifyldte sange, der følger. Der er fart over feltet det meste af tiden, men selv om det måske godt kan lyde trættende, er det langt fra tilfældet. Dúné har formået at skabe dynamik i deres ret så varierede sange. Åbningsnummeret “Last Dinosaur” tempoveksler mellem fremdrift og stillestående ro, og et markant anderledes mellemstykke med effektladet vokal bryder enhver tendens til forudsigelig sangskrivning.

Og sådan er det stort set over hele linjen. F.eks. lægger et af pladens bedste numre, “A Blast Beat”, kontant ud for så at ændre karakter midtvejs til nærmest storladen pop/rock i stil med Muse.
Sangene er gennemarbejdede; ikke bare i deres struktur, men også i form af de små detaljer, lydbilledet er spækket med. Stikkende guitarer bekriger hinanden i “Bloodlines”, en ringlende guitar går solo i “Jack Beats Jim Leads”, og syntheffekter hist og her beriger sangene og forlænger deres holdbarhed. Eneste anke er, at sangene ikke er så melodisk stærke – trods variationerne. Men de bliver leveret med så megen energi og spillelyst, at dét ikke gør så meget.

Dúné er endnu ét i rækken af dansable rockbands, der er kommet til i kølvandet på Franz Ferdinands gennembrud i 2004. Men det er ikke helt fair at betragte dem på den måde. Som Mattias Kolstrup fortalte i et interview med Undertoner for nylig, har Dúné eksisteret i længere tid end Franz Ferdinand. Og må jeg tilføje Bloc Party og alle dem, der siden er hoppet med på retro-postpunkbølgen. Dúné blev dannet helt tilbage i 2001 og ep-debuterede i 2004, så nogen efterstræbende og flere år forsinket dansk kopi af en udenlandsk succesformel, er det unge Skive-band ikke. Men det nu ærgerligt, at debuten kommer lige præcis i år, hvor fødderne er ømme og hovedet tungt oven på al den partyrock, det har været uundgåeligt at ramle ind i de seneste år. Og stadig er det.

Men man tager gerne et par panodiler, så kroppen kan klare de unge skibonitters feststemte synthrock. We Are In There, You Are Out Here er en overbevisende debutplade, som sitrer af spilleglæde og viser et band, der trods en ung alder og debutantstatus allerede har fundet deres eget ståsted blandt den horde af bands, de minder om. Det er godt gået.

★★★★☆☆

Deltag i debat