Plader

Sons and Daughters: This Gift

Umiddelbart vil This Gift være i fare for at ryge over i stakken af ligegyldige udgivelser, for skotske Sons & Daughters’ polerede punkrytmer har negative mainstream-tendenser. Men giver man albummet en fair chance, åbner det sig og viser lovende takter via guitar-bombardementer samt ikke mindst en betagende vokal.

Glasgow-kvartetten Sons and Daughters har i forsanger Adele Bethel et rigtig godt kort på hånden, for hun mestrer kunsten at viderebringe energi og budskab på en både smittende og autoritær måde. Singlen “Gilt Complex”, som åbner skotternes meget ligefremme og tempofyldte tredje album, This Gift, giver et fyldestgørende billede af damens egenskaber bag mikrofonen. Der ligger et beskidt basriff og lurer i baggrunden, som bestemt også er med til at rette opmærksomheden mod nummeret, men Bethel har en sensuelt-vred stemmeføring, som virkelig giver modspil til det punkede riff.

Sådan ligger landet stort set hele vejen gennem This Gift, som virkelig er en energibombe, og det bærer pladen et stykke af vejen. Men det kan være svært at ignorere den lille djævel, som gennem de første gennemlytninger sidder i øret og hvisker “Blondie-plagiat”. Pænheden sniger sig langsomt ind undervejs, og umiddelbart er det ikke mere end halvdelen af sangene, der virker interessante.

Det skal man ikke ærgre sig over for længe. Smider man irritationen over bord og tager en eftermiddag mere i selskab med This Gift, dukker der godbidder op hist og pist, og pludselig har man et gedigent pop/rock-album, som giver kreative bud på, hvordan man sammensætter en punket 69’er med hints fra The Ronettes, The Housemartins og et touch af Spector, der smyger sig ind i mellem lidt nutidige poparrangementer.

This Gift er helt klart mere mainstream end forrige udspil, The Repulsion Box, og her har producer Bernard Butler muligvis en del af ansvaret, men han polerer og sammensætter tingene med en vis portion held. Det er bestemt en anelse glattere og velourklingende end tidligere, men det hæmmer bestemt ikke kombinationen af den sexede vokal og de smittende beats & riffs, og hele vejen igennem er der en kontakt mellem forsanger og musikere, som lyder ganske appellerende.

Højdepunkterne stiger i takt med de timer, man bruger i selskab med Sons and Daughters, og det er helt bestemt en ganske udmærket plade, som kan give lidt tiltrængt humør og farve i kinderne. De åbenlyse kvaliteter får desværre også selskab af et par fejltrin i form af den kedelige og ligegyldige powerpoppede “The Bell” og afslutningsnummeret “Goodbye Service”, der godt nok har en stram basgang, men får et akavet modspil i form af et spøgelsesvokal-klingende kor og et røvballebeat. Ikke ligefrem den skarpeste duo.

Alt i alt må This Gift dog siges at være et hæderligt og ganske lytteværdigt album. Der er ikke den store dybde eller finesse, men den ligefremme og energiske punkrock med et hint af fortidens smittende rytmer og godt spundet sammen omkring Adele Bethels vokal er værd at bruge tid på.

★★★★☆☆

Deltag i debat