Plader

Kings of Leon: Only by the Night

Er Kings of Leon verdens største rockband? Og er Only by the Night årets album? Trods hype og radiotække lyder et ubetinget nej, også selvom jeg nok skal kæmpe mig frem til de forreste rækker på Orange Scene for at synge med.

De fire Followill’er, tre brødre og en fætter, der til sammen udgør Kings of Leon, er unægteligt nået langt, siden de rystede ørkensandet ud af håret og præsenterede sig som hillbilly-versionen af The Strokes på debuten Youth & Young Manhood i 2003. For selvom det stadig er rockens hellige treenighed, guitar, trommer og bas, som agerer bibelbælte på bandets musikalske landkort, er der især på de seneste to album blevet præsenteret væsentligt bredere horisonter. Hvad der tidligere var en energisk hybrid af førnævnte The Strokes og skovmandsskjorteheltene Creedence Clearwater Revival, er nu snarere en stadionvenlig rockkæmpe i familie med Bruce Springsteen og U2.

Når et band sådan ofrer undergrundens tusmørke på stadionernes skarpt oplyste alter, bliver jeg altid fristet til at spille det trygge “de har solgt ud”-kort og vende ryggen til den frygtede hovedstrøm. Men jeg har en last, der hedder pop, og derfor må jeg noget skamfuldt indrømme, at jeg følger strømmen i tilfældet Kings of Leon.

Only by the Night får den ikke for lidt af godt brugte virkemidler. Som for eksempel i “17”, hvor en kirkeklokkeintro følges op af Caleb Followill, der jamrer »ohh, she’s only seven-tee-ee-en«. Det sidste sågar i falset. Her bliver den dybe tallerken bestemt ikke opfundet, men klichéerne bliver – takket være kvartettens rockede energi – aldrig kvalme.

At sangene på Only by the Night ikke holder et højt niveau hele vejen, sådan som de gjorde på sidste års Because of the Times, trækker dog ned i helhedsindtrykket. De første to numre, “Closer” og “Crawl”, er unødvendigt tunge og kunne i mine ører godt bruge en tur igennem hitmaskinen. Men det har det tredje nummer så til gengæld været for alvor.

»Heyyy, your sex is on fire.« Nej, det er bestemt ikke den dybeste linje, der er skrevet i år. Det er derimod en af de mest spillede, for førstesinglen “Sex on Fire” er et vaskeægte hit. Så meget, at det allerede er blevet et af den slags numre, der lige så ubesværet fungerer som overgang mellem Grease-medleyet og den nyeste med Rihanna på diskoteker i Holbæk, Svendborg og Kolding, som det agerer isbryder i hipsternes mere cool festvaner. Hvad nummeret mangler i tekstlig dybde og elegance i titel, kompenseres der så rigeligt for med cool melodiøsitet og allerede fuldt forløst syng med-potentiale.

I løbet af de første tre numre ser man mønstret for resten af albummet. Et par gode numre – og så nogle på det jævne. Bedst fungerer det, når Kings of Leon skruer op for tempo og attitude, ofte anført af Jared Followills melodiske basgange, dårligere når de massive guitarflader får for meget plads.

Hypen omkring Kings of Leon og Only by the Night har været massiv. “Det bedste rockband i verden” og “årets album” har været blandt prædikaterne. Men Kings of Leon er ikke det bedste rockband i verden og Only by the Night er ikke årets album. Derimod er det et band og et album, som jeg til enhver tid ville tilbringe en times tid foran Orange Scene på Roskilde Festival sammen med. Og jeg skal nok synge med.

★★★★½☆

Deltag i debat